Trip-ty-chon

25 nov - 18 dec 2016

Udstillingen Trip-ty-chon er skabt af det kunstnerdrevet udstillingssted Sydhavn Station.

Camilla Rasborg: Sidste sommers blomst, 2016

Udstillingen Trip-ty-chon er skabt af det kunstnerdrevet udstillingssted Sydhavn Station.

En af de mere unikke ting ved den danske kunstscene er antallet af kunstnerdrevne udstillingssteder. De kunstnerdrevne udstillingssteder adskiller sig fra gallerierne, da de ikke nødvendigvis har noget kommercielt formål og ikke er afhængige af et stort værksalg. De arbejder heller ikke under de sædvanlige kunstinstitutionelle rammer med et vist ansvar for at vise den almene anerkendte samtidskunst til en bredere offentlig. De kunstnerdrevne udstillingssteder er, som navnet henviser til, oprettet af, arrangeret og drevet af kunstnerne selv. Det skaber et rum for kollegial samarbejde, hvor udstillingsstedet kan være ramme for mere eksperimenterende og procesorienterede projekter. Udstillingsstederne er ofte helt eller delvist finansieret af kunstnernes egne midler. Det er drevet af et faglig engagement, en lyst til at skabe rum for kritisk tænkning og udfordre rammerne for samtidskunsten. Det er et beundringsværdigt initiativ, som vi på HFKD gerne vil hylde. Vi er derfor glade for at kunne invitere C4 og Sydhavn Station til at udstille i vores lokaler.

De to kunstnerdrevne udstillingsgrupper har hver især selv kurateret en udstilling med deres gruppes medlemmer. 2 medlemmer fra C4 projects har derudover også lavet workshop i uge 46 med elever fra DTA, resultater fra disse workshop vil også indgå i udstillingen på HFKD.

Udstillingen er den første i rækken af et nyt 2-årigt udstillingsprogram, som er arrangeret af HFKD’s nye kurator Anna Bak.

Sydhavn Station
Stedet er opstartet i 2012 af 10 billedkunstnere, som også varetager driften af stedet i dag. Udstillingsstedet er organiseret ud fra en andelstankegang, hvor vi sammen finansierer lokalet, og i fællesskab muliggør forskelligartede udstillinger. Samtidig kan hvert medlem operere frit og individuelt i udstillingslokalet, hvor vi hver især suverænt råder over én udstillingsperiode pr. år. Denne struktur virker langtidsholdbar og forener andelstankegang med et vist ”anarkistisk” handlerum. Kunsten skal på den måde ikke underlægges for mange kompromisser på fællesmøder. Udstillingsstedet Sydhavn Station består af ca. 45 m2 udstillingsrum samt 15 plakatholdere i stationens ankomsthal, de måler hver især 120 x 80 cm.

Stedet drives af: Anne Skole Overgaard, Camilla Rasborg, claus ejner, Heidi Hove, Jens Axel Beck, Mette Juul, Morten Jacobsen, Sonja Lillebæk Christensen, Thorgej Steen Hansen og Ulla Hvejsel. 2012 – 2014: Modtog Udstillingsstedet Sydhavn Station 2-årig opstartsstøtte fra Statens Kunstfond

Camilla Rasborg: Sidste sommers blomst, 2016
Camilla Rasborg: Sidste sommers blomst, 2016

Trip-ty-chon
– en æstetisering af skabelse, ophobning og genopstandelse
Kunstværker er lavet for at blive set og vurderet og helst være samfundsforandrende. Langt de fleste værker har dog et kort liv. Efter endt udstillingsperiode får værket tit en ny funktion – det kan være nyttig som dørstopper eller kile til det vippende bord, det kan også være endnu en irriterende ophobning i det i forvejen trange lager. Med denne udstilling vises gamle lagergemte værker, kasserede værker, værker med ny funktionalitet og værker vis indpakning måske er smukkere end selve indholdet. Trip-ty-chon vil æstetisere den uundgåelige ophobning, æstetisere sammenspillet mellem pragmatismen og idealismen – en integreret del af den billedkunstneriske praksis.

Kuratorisk baggrund: Morten K Jacobsen. Udstillere: Anne Skole Overgaard / Camilla Rasborg / claus ejner / Heidi Hove / Jens Axel Beck / Mette Juul / Morten K Jacobsen / Sonja Lillebæk Christensen / Thorgej Steen Hansen / Ulla Hvejsel

Kilde: Huset for Kunst og Design


Adresse
Huset for Kunst og DesignNørrebrogade 1
7500 Holstebro

Åbningstider
Tor-fre 14-18
Lør-søn 12-16


Entre pris
Gratis entré.