Ulla Hvejsel

Ulla Hvejsel

Ulla Hvejsels kunst er politisk og samfundsrelateret, og hun benytter ofte performance som medie og udtryksform. Hun låner gerne fra et velkendt sprog fra erhvervslivet og andre af samtidens udbredte livsformer, og hun blander det med en lettere dilettantisk optræden, der gør det muligt ved hjælp af satiren at tale om betydningsfulde emner, uden at gøre dem til de rene klichéer.

Ulla Hvejsel
Kunstner

Om
Ulla Hvejsel er født 1975 i Aarhus. Hun er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og Det Kongelige Danske Kunstakademi med afgang i 2006. Hun arbejder på Valand Akademi i Göteborg og er desuden medstifter af Udstillingsstedet Sydhavn Station. Bor og arbejder i København.

Primær medier
Performance, installation

Hvejsels performative praksis er gennemsyret af en skæv humor og en villighed til at indtage forskellige roller, positioner og figurer uden at blinke med øjnene. Man skal dog ikke tage fejl. Hendes emnevalg er alvorlige: krig, økonomi, identitet, garneret med Dostojevskij og alskens filosofiske referencer. Overordnet opponerer hun mod det tab af fornuft, der sker i systemerne, som ingen politisk orientering har.

I sine performances er hun således ‘fornuftens stemme’ forklædt som isbjørn hoppende fra isflage til isflage, i samtale med sin egen røv, der beredvilligt besvarer spørgsmål, eller også holder hun foredrag om vittigheder i krigsfilm, hvor foredraget gentager sig selv i et uendeligt loop, som de krige der udspiller sig omkring os.