Ugo Rondinone: ensomhedens sprog

16 dec 2017 - 30 dec 2018

45 livagtige klovneskulpturer flytter ind på ARKEN, når stjernekunstneren Ugo Rondinone åbner ny soloudstilling. 

45 livagtige klovneskulpturer flytter ind på ARKEN, når stjernekunstneren Ugo Rondinone åbner ny soloudstilling. 


info

Ugo Rondinone: ensomhedens sprog16 dec 2017 - 30 dec 2018

Regnbuefarvede budskaber bøjet i neon, gigantiske stensøjler i Nevadaørkenen og melankolske klovne. Den schweiziske kunstner Ugo Rondinone skaber frydefulde, meditative værker, der taler til både hjertet og hjernen. Fra den 16. december indtager hans fascinerende installation ensomhedens sprog ARKENs 150 meter lange Kunstakse.

Farvestrålende drømmelandskab
I Ugo Rondinones totalinstallation træder man ind i et farvestrålende drømmelandskab befolket af 45 naturtro menneskeskulpturer i fuldt klovnekostume afstøbt efter mandlige og kvindelige modeller. Normalt er klovne glade, energiske og underholdende, men her er de det modsatte – trætte og passive. De er bare mennesker – udenfor rollen og ude af klovneskoene – fanget i et øjebliks meditativ ro før eller efter forestillingen. Med få virkemidler iscenesætter Rondinone velkendte figurer og symboler, som en klovn, et træ eller en regnbue, så de forskydes, og vi ser på dem med nye øjne.

Et portræt af et døgn
ensomhedens sprog er et portræt af en enkelt persons dag, gengivet i 45 handlinger. Hver klovn er stand-in for én af disse handlinger og er navngivet med et verbum i nutid. Tilsammen udgør de et endeløst 24-timers loop. være til. trække vejret. sove. drømme. vågne op. stå op. sidde. høre. se. tænke. stå. gå. tisse. bade. klæde sig på. drikke. prutte. skide. læse. grine. lave mad. dufte. smage. spise. gøre rent. skrive. dagdrømme. huske. græde. tage en lur. røre. føle. stønne. nyde. flyde. elske. håbe. ønske. synge. danse. falde. bande. gabe. klæde sig af. ligge.

Ugo Rondinone: ensomhedens sprog. ARKEN Musuem for Moderne Kunst. Foto: Anders Sune Berg

Signaturværker i stort format
Udstillingen er blevet til i tæt samarbejde med Ugo Rondinone. Kunstneren har nøje placeret hvert enkelt værk i et forløb, der inviterer den besøgende på vandring igennem et animeret drømmelandskab. Foruden ensomhedens sprog tæller udstillingen flere store signaturværker. Eksempelvis værket vind måne fra 2011: Et seks meter højt træ i aluminium beklædt med hvid emalje og afstøbt efter et 2000 år gammelt oliventræ. Et andet omfattende værk i udstillingen er den store stedsspecifikke installation kærlighed skaber os fra 1999, som vil fylde rummet med lys i alle regnbuens farver. Maleriet otteogtyvendejunitotusindogseksten fra 2016 indgår også i udstillingen. Værket, der er malet med en airbrush-teknik, har en optisk effekt, som får maleriet til at danse for øjnene af beskueren. Træ, glas, aluminium og maling er materialerne i værket det åbne fra 2014. Maleriet, der er udformet som et blændet vindue, både spejler beskueren og tilbyder et kig ind i en blå tomhed. Endelig omfatter udstillingen også det underspillede værk rolig fra 2016 – et par udslidte klovnesko, der understreger spændingsforholdet mellem showtime og tæppefald.

Kilde: ARKEN Museum for Moderne Kunst


Adresse
ARKEN Museum for Moderne KunstSkovvej 100
2635 Ishøj

Tilgængelighed:

Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: 11:00 - 17:00
Onsdag: 11:00 - 17:00
Torsdag: 11:00 - 21:00
Fredag: 11:00 - 17:00
Lørdag: 11:00 - 17:00
Søndag: 11:00 - 17:00

Entre pris
Entré til udstillinger
Under 18 år: Gratis entré