Når klovnene vender blikket indad

Ugo Rondinones klovne er nok klædt ud, men de er ikke i færd med at optræde. Eller hvis de er, optræder de med at lade som om, de ikke ved, vi er der, og lige om lidt åbner øjnene, springer op og forskrækker os. Resten af udstillingen er til gengæld nærmest uinteressant.

Der er klovne overalt, men de har alle sammen lukkede øjne. De har hvide masker med røde næser på, er iklædt farvede dragter og befinder sig tilsyneladende i forskellige meditative tilstande. De er så livagtige, at jeg i begyndelsen var en smule angst for, at en af dem pludselig skulle bevæge sig, selv om jeg godt vidste, de ikke var levende, men de prikkede alligevel til et kerneeksempel på det uhyggelige – tvivlen om, hvorvidt en figur er død eller levende.

“De stråler af melankoli, netop fordi de ikke indfrier vores intuitive forventning til den sjove klovn,” skriver ARKEN. Men hvis schweiziske Ugo Rondinones klovne går imod en forventning til klovne, er det ikke ved at være melankolske frem for lystige. Den melankolske (eller ligefrem grædende) klovn er en gammel kliché i kunsten og endda en del af selve konceptet for den hvide klovn, som disse figurer refererer til.

De gemte sko
De er da heller ikke melankolske at se til, Rondinones klovne, de er snarere afslappede og indadvendte, og den forventning, de bryder med, er snarere, at klovne er livlige og højtråbende. Disse klovne har en stille, meditativ stund, halvt indsunket i sig selv, men flere af dem med antydningen af et smil, der afslører, at måske de godt ved, vi kigger på dem. Derfor også den urolige fornemmelse af, at de kunne finde på pludselig at åbne øjnene.

Det mest livagtige ved dem er fødderne; strømpefødderne. Det mindst livagtige er hænderne, der blot ligner handsker fyldt med et eller andet ubestemt, som ikke er en kødelig hånd, men snarere små poser. Strømpefødderne er meget lidt klovnede, men som en lille gimmick finder man skjult bag endevæggen et par ophængte klovnesko.

Ensomme og trætte – ligesom os
Klovnene sidder eller ligger i forskellige stillinger, og Ugo Rondinone siger selv, at de foretager forskellige handlinger – tisser, bader, klæder sig på, bander, elsker og meget andet – men de ser faktisk ikke ud til at foretage sig en pind. De er passive, som om de alle sammen holder pause fra deres gøremål. Titlen ensomhedens sprog peger samtidig på, at de er isolerede fra hinanden. Der er intet samvær – ingen kommunikation.

Hvad repræsenterer disse klovne ud over performative skikkelser, der nu er indadvendte? Måske performer klovnene stadig, måske er det dét, deres antydende smil indikerer. Kunsthistoriens klovne viser ofte disse skikkelser uden for deres optræden, fanget i forventningen om altid at være på, hensunket i tristesse. Rondinones klovne virker ikke på samme måde fanget i deres klovneidentitet. De er hinsides den muntre og den grædende klovn, de er sat på ARKENs scene, men giver ikke et nummer; de slapper egentlig bare af eller lader op til næste optræden. De er almindeliggjorte mennesker, ikke en særlig fjollet, melankolsk eller uhyggelig art; de er som os, og nu er de trætte.

Henkastede værker
Klovnene er klart det mest interessante værk på udstillingen, som især vil gøre indtryk på børn. Derudover er der et flot træ i hvidmalet aluminium, som efter sigende er modelleret efter et 2000 år gammelt oliventræ. Der er sat farver på loftsvinduerne, så et Olafur Eliasson-agtigt lys strømmer ned, og samtidig er der et regnbuefarvet airbrush-maleri med en ude af fokusvirkning af den type, der nærmest er blevet et varemærke for Rondinone. Begge henviser ganske simpelt til LGBT-bevægelsen som et emblem uden at skabe yderligere betydning. Og så er der et blændet vindue i blåt og gult, der løst spejler rummet, men heller ikke sætter noget i gang.

Jeg vil næsten vove at påstå, at udstillingen ville være bedre, hvis der kun var klovnene, da de andre værker forekommer nærmest henkastede i sammenhængen. Det er de hvide klovne i al deres mangfoldige indadvendthed, der giver os et par produktive gåder og en lille, urovækkende tvivl.