Ursula Munch Petersen og Sigurd Vasegaard: Ursula og hendes onkel
19 aug - 23 sep 2023Betalt indhold Pressemeddelelse: Den tid, man bruger på håndværksmæssig kunstnerisk formgivning, er en form for meditation over naturen og dens love – herunder menneskenaturen – en slags hverdagsmeditation. Formgivning kan aldrig blive helt nærværende uden vægt, stoflighed, duft og berøring. Håndværket er reelt set en ressource, som kan vise sig at indeholde det nærvær, som […]
Betalt indhold Pressemeddelelse: Den tid, man bruger på håndværksmæssig kunstnerisk formgivning, er en form for meditation over naturen og dens love – herunder menneskenaturen – en slags hverdagsmeditation. Formgivning kan aldrig blive helt nærværende uden vægt, stoflighed, duft og berøring. Håndværket er reelt set en ressource, som kan vise sig at indeholde det nærvær, som […]
info
Betalt indhold
Pressemeddelelse:
Den tid, man bruger på håndværksmæssig kunstnerisk formgivning, er en form for meditation over naturen og dens love – herunder menneskenaturen – en slags hverdagsmeditation. Formgivning kan aldrig blive helt nærværende uden vægt, stoflighed, duft og berøring. Håndværket er reelt set en ressource, som kan vise sig at indeholde det nærvær, som man kommer til at savne og derfor lægge mærke til i fremtiden. (Fra kronikken ”Håndens og åndens værk” af Ursula Munch-Petersen i Politiken 19. oktober 2002)
I de såkaldte primitive kulturer hørte kunsten sammen med folkefester og religionsudøvelse, og den var ikke til salg. Den var et fællesanliggende, som udtryktes i et fællessprog omkring vitale livsvilkår […]. En fuglefjer, et forstenet søpindsvin og en runesten er også spor efter liv, men runestenen, det menneskeskabte spor repræsenterer på en eller anden måde ønsket om det evige liv. (Fra ”Springet mellem åndens og håndens arbejde” af Ursula Munch-Petersen i Danish Crafts 1997).
Når keramikeren Ursula Munch-Petersen (f. 1937) og grafikeren Sigurd Vasegaard (1909-1967) åbner udstillingen ”Ursula og hendes onkel” vil man opleve sameksistensen af forskellige tider og sprog, kulturer og fortællinger.
Vølvens Spådom er en central overleveret tekst, der stammer fra det vi kalder den norrøne eddadigtning. Det er en hedensk kulturs apokalypse. En vision, hvor en vølve taler som i trance eller i drømme. Det er en række spektakulære syner der fremsiges af vølven som var det et moderne monologisk digt. Dette syn er nedskrevet i 1270 og er som en eskatologisk myte om verdens skabelse, ødelæggelse og undergang i et ragnarok, for endeligt ud af undergangen med dens revnede himle, styrtende stjerner og sorte sole, at opstå som en ny, frodig grøn verden. En genopstandelse… I en gendigtning fra 2002 af Suzanne Brøgger hedder det bl.a.:
Solen sortner
og jorden synker
i havet
stjernerne styrter
fra himlen
heden brænder højt
og leger ildtagfat med
luften
(…)
Jeg ser nu
jorden stige
igen af havet,
evigt grøn.
Fossen falder,
ørnen flyver
over fjeldet,
jager fisk
(…)
Igen skal underfulde
gyldne tavler
findes
i græsset
som aserne havde
i urtiden
(…)
Sigurd Vasegaard illustrerede i 1957 denne tekst. Dengang oversat af Thøger Larsen. Sigurd Vasegaard var dybt optaget af storheden, moderniteten og det mellemværende med livet og døden, som han fandt i teksten. Hans træsnit, som er store i forhold til hans øvrige virke, kan ses som bærende på en sandhed og en vision, der drejer sig om væsentligheden af at forholde sig til virkeligheden, som den viser sig for os. Sigurd Vasegaard arbejdede med indholdet og gav det en form, som også i dag kalder på en betydningsdannelse og meddigtning – en fortolkning. Og også som menneske var Sigurd Vasegaard vidende og generøs.
Ursula Munch-Petersen voksede op på Bornholm og fik i ungdomsårene grundlagt sit livssyn, som hun den dag i dag kan skrive under på. Hun siger selv at Sigurd Vasegaard, der var hendes nære onkel, lærte hende navnene på de vilde planter og blomster, og man fornemmer, at det nærvær han gav videre til Ursula, var vigtigt. Hun har siden – i både arbejdet med keramikken, og i tale og skrift – betonet vigtigheden af at være, og forholde sig ansvarligt overfor naturen såvel som overfor medmennesket. Og hun har selv sagt, at hendes tidligste barndom var præget af smuk natur, planter og dyr, stor ensomhed og krigsangst.
I sit keramiske virke har hun udfordret forskellige forestillinger om ægthed og renhed. Det har hun gjort gennem sin etiske livsanskuelse og sin æstetiske sans, der jo først og fremmest forløses i organiske eller farverige og funktionelle former. I sit keramiske arbejde med at fremstille skåle, kander og fade, vaser og tallerkener, men også med relieffer og mere skulpturelle former – som den store mælkebøtte der i dag står på Holstebro Kunstmuseum – har hun hele tiden bevæget sig frem mod en stadig mere afklaret og karakteristisk og enkel formgivning. En formgivning, hvor håndværket er helt centralt.
På udstillingen viser Ursula Munch-Petersen en masse små ting; bier, insekter, kimblade, spirer og sommerfugle-pupper. Alt sammen vigtige for biodiversiteten, og for vores forhold til naturen (livet, væksten og døden). Også en mælkebøttes fine frø, før det føres afsted med vinden til en ukendt destination og grobund, har været et afsæt for Ursulas keramiske medskaben.
Med på udstillingen viser hun også et stort relief, der forestiller mælkebøtten, samt vaser og skåle til mad, sæbe, salt og piller. Desuden viser vi hendes klima-tallerken fra 2009, der lægger op til at man spiser mange grøntsager og meget lidt kød. Og også kokotter og hendes klassiske smørkrukke er med.
Man behøver dog ikke at kende til hverken den hedenske ”Vølvens Spådom”- eller til nutidens store klimaproblemer – for at opleve de kunstneriske værker på udstillingen. Keramikken og grafikken løfter en arv, men er samtidig fri – og lige til at gå til.
Mette Sterup-Hansen
Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.
1455 København K
Tirsdag: Lukket
Onsdag: 12:00 - 17:00
Torsdag: 12:00 - 17:00
Fredag: 12:00 - 17:00
Lørdag: 11:00 - 15:00
Søndag: Lukket