Vævede mesterværker

27 mar - 25 okt 2026

Særudstillingen samler nogle af Danmarks mest enestående gobeliner og billedvævninger.

Grayson Perry: Expulsion from Number 8, Eden Close, 2012. Foto: ARoS.

Særudstillingen samler nogle af Danmarks mest enestående gobeliner og billedvævninger.

16. marts 2026

info

Vævede mesterværker27 mar - 25 okt 2026

I alt 22 værker viser, hvordan billedvævninger gennem mere end 550 år har fungeret som både magtens billedsprog og som et frit kunstnerisk medie - fra senmiddelalderens monumentale fortællinger til nutidens eksistentielle og eksperimenterende udtryk.
Udstillingen folder sig ud som en rejse bagud i tid. Fra samtidens billedvævninger, hvor traditionen genfortolkes, bevæger publikum sig gennem historiske værker, der vidner om gobelinens rolle som prestigeobjekt, politisk redskab og bærer af fortællinger om tro, identitet og samfund. Undervejs tydeliggøres, hvordan motiver og materialer har ændret sig i takt med samfundets udvikling - mens det enestående håndværk forbliver præget af tid, præcision og fordybelse.
Et centralt greb i udstillingen er dens tredeling i Samtidens vævninger, Folkets vævninger og Magtens vævninger. Her føres publikum bagud gennem billedvævningens historie. Helt fra nutidens kunstneriske udtryk over det 20. århundredes genopdagelse af vævningen som kunstnerisk medie til de monumentale gobeliner, der i århundreder fungerede som magtens visuelle sprog i de kongelige sale. Denne udvikling ses tydeligt i mødet mellem historiske værker og moderne billedvævninger.
Et af udstillingens ældste værker er det såkaldte Dommertæppe, ca. 1460–1475, formentlig vævet i De Sydlige Nederlande. Værket er blandt de bedst bevarede billedvævninger i Danmark og giver et sjældent indblik i senmiddelalderens billedverden og tekniske kunnen.
Springet til det 20. århundrede markeres blandt andet af Henri Matisses Polynesien - Himlen, 1950–51, hvor kunstnerens ikoniske papirklip er oversat til vævning på den franske Manufacture des Gobelins. Værket demonstrerer, hvordan et modernistisk billedsprog kan transformeres til tekstil uden at miste sin lethed og rytme.
Nutidens billedvævning er repræsenteret af markante danske og internationale kunstnere. Bjørn Nørgaards Yngre Glyksborgere, 1999, skildrer Danmarks nyere historie gennem et tæt mylder af figurer og begivenheder og viderefører gobelinens tradition som fortællende helhedsbillede - nu med et nutidigt og kritisk blik.
Hos Kirstine Roepstorff bruges billedvævningen til at undersøge eksistentielle temaer. I værket Renaissance of the Night, 2017, er omdrejningspunktet det vanskelige og livgivende mørke, og gobelinen fremstår som et langsomt, koncentreret modstykke til samtidens hastige billedkultur.
Udstillingen viser også samarbejder og brud med traditionen, som i Asger Jorn og Pierre Wemaëres Le Retour (Genkomsten), 1948, hvor den kollektive proces erstatter den klassiske overførsel fra forlæg til færdigt værk.
Derudover præsenteres sjældent viste værker fra Den Kongelige Samlings egne samlinger, herunder persiske tapeter, et fornemt kroningstæppe samt dele af de berømte Rosenborg- og Kronborgtapeter. Mod udstillingens afslutning kan publikum opleve et af de imponerende Kronborgtapeter samt Dommertæppet – begge indlån fra danske museer.

Adresse
KoldinghusKoldinghus 1
6000 Kolding

Åbningstider
Mandag: 10.00-17.00
Tirsdag: 10.00-17.00
Onsdag: 10.00-17.00
Torsdag: 10.00-17.00
Fredag: 10.00-17.00
Lørdag: 10.00-17.00
Søndag: 10.00-17.00

Entre pris
Voksen: kr. 125
Studerende: kr. 80
Børn og unge 0-17: gratis