Inge Bjørn
Billedvæveren og tekstilkunstneren Inge Bjørn gik bort i 2025, 100 år gammel. I mere end syv årtier satte Inge Bjørn sit præg på dansk kunsthåndværk. Hun vævede billeder, der både rummede tradition og fornyelse, og hun blev en samlende figur for den generation, der gjorde tekstilkunsten til en selvstændig og anerkendt kunstform. Et liv i […]
Inge Bjørn foran Asger Jorn og Pierre Wemaëres Le long voyage (Den lange rejse) på Museum Jorn. Foto: Mathias Lassen - Museum Jorn
Kunstner
Billedvæveren og tekstilkunstneren Inge Bjørn gik bort i 2025, 100 år gammel.
I mere end syv årtier satte Inge Bjørn sit præg på dansk kunsthåndværk. Hun vævede billeder, der både rummede tradition og fornyelse, og hun blev en samlende figur for den generation, der gjorde tekstilkunsten til en selvstændig og anerkendt kunstform.
Et liv i væv og undervisning
Da hun i foråret 2025 modtog Ny Carlsbergfondets Hæderslegat, lød det i begrundelsen, at hendes kunst »har påvirket tusinder af hænder«. Et halvt århundrede tidligere havde hun på Askov Højskole givet netop disse hænder form og retning.
Da hun i foråret 2025 modtog Ny Carlsbergfondets Hæderslegat, lød det i begrundelsen, at hendes kunst »har påvirket tusinder af hænder«. Et halvt århundrede tidligere havde hun på Askov Højskole givet netop disse hænder form og retning.
Fra 1953 til 1993 underviste hun i vævning, materialeforståelse og kulturhistorie – og hun blev en del af højskolens særlige ånd, hvor håndværket blev forbundet med tanke, tradition og samtale. Askov blev hendes kunstneriske hjem, et sted hvor både hun og hendes elever lærte, at tekstilkunst kunne rumme både poesi og politik.
Tradition og fornyelse
Som kunstner arbejdede Inge Bjørn i et felt mellem det billedlige og det sanselige. Hendes værker – skabt i uld, hør og silke – bærer præg af en tålmodig og præcis fordybelse. Hun mente, at håndens arbejde burde værdsættes på lige fod med litteratur og filosofi, og hun viste i praksis, hvordan det kunne gøres.
Som kunstner arbejdede Inge Bjørn i et felt mellem det billedlige og det sanselige. Hendes værker – skabt i uld, hør og silke – bærer præg af en tålmodig og præcis fordybelse. Hun mente, at håndens arbejde burde værdsættes på lige fod med litteratur og filosofi, og hun viste i praksis, hvordan det kunne gøres.
I slutningen af 1950’erne samarbejdede hun med flere vævere om gobelinen Le long voyage (Den lange rejse), vævet efter forlæg af Asger Jorn og Pierre Wemaëre til Aarhus Statsgymnasium. Siden fulgte en række udsmykninger og billedvævninger til skoler, kirker og institutioner over hele landet. Hendes værker er i dag repræsenteret på Designmuseum Danmark i København.
