Vråudstillingen
30 jul - 27 aug 2023Betalt indhold Pressemeddelelse: Når Vrå-udstillingen slår dørene op d. 29. juli 2023, har kunstnerne og arkitekterne brugt dage på at opbygge en sammenhængende og helstøbt udstilling, og måneder, måske år på at lave værkerne – for publikum er denne del normalt ikke synlig. I år sættes der fokus på denne proces ved at give publikum […]
Betalt indhold Pressemeddelelse: Når Vrå-udstillingen slår dørene op d. 29. juli 2023, har kunstnerne og arkitekterne brugt dage på at opbygge en sammenhængende og helstøbt udstilling, og måneder, måske år på at lave værkerne – for publikum er denne del normalt ikke synlig. I år sættes der fokus på denne proces ved at give publikum […]
Betalt indhold
Pressemeddelelse:
Når Vrå-udstillingen slår dørene op d. 29. juli 2023, har kunstnerne og arkitekterne brugt dage på at opbygge en sammenhængende og helstøbt udstilling, og måneder, måske år på at lave værkerne – for publikum er denne del normalt ikke synlig.
I år sættes der fokus på denne proces ved at give publikum mulighed for at fornemme, hvordan værkerne bliver skabt. Det være sig ved at vise skitser til skulpturer, arbejdsredskaber – hvor overraskende mange blyantstyper, der skal til for at lave en tegning – og ved at vise materialeprøver på arkitekturen.
Der spørges til det, der sætter kunstneren og arkitekten i gang; inspirationen, arbejdsprocessen, tankerne bag. Har påvirkningen fra det omgivende samfund, den historiske kontekst vi lever i, dagligdagen indflydelse på det færdige værk, eller arbejdes der ud fra mere æstetiske og eviggyldige tematikker? Nogle af disse spørgsmål vil der blive reflekteret over til artist talks, der afholdes i udstillingsperioden.
Det er vores håb, at disse tiltag vil vække nysgerrighed og være med til at højne oplevelsen af de færdige værker.
Det har selvfølgelig stået den enkelte kunstner og arkitekt frit for at deltage i temaet omkring processen. Det er kendetegnende for den store kreds af faste medlemmer i Vrå-udstillingen, at de er båret af et seriøst dagligt engagement i deres praksis. Der forskes i motiver, former og tematikker. En af kvaliteterne ved en sammenslutning er, at man kan følge dette arbejde over årene, se hvordan kunstnere og arkitekter udvikler og forfiner deres værker.
En vigtig ingrediens i Vrå-udstillingens DNA er også en kontinuerlig fornyelse. 6 nye medlemmer er kommet til siden
sidst: Bjørn Poulsen, Morten Schelde, Katja Bjørn, Bjarne Werner Sørensen og tegnestuerne Det Blå og Mejeriet. Årets gæster er Anette Harboe Flensburg, Hanne Nielsen og Birgit Johnsen, Christina Hamre, Finn Thybo Andersen og 3 unge jyske tegnestuer; Rumgehør, Juul Carlsen Studio og ReVærk.
Anette Harboe Flensburg viser tre malerier, hvor lysets gennemstrømning af rum er markører for et tidsligt interval og et blik der forskydes. I motiver, der som modeller er sat op mellem beskuer og natur, ledes vi ind i hendes verden med spændinger mellem inde og ude, lys og mørke med en fortættet atmosfære i de stille rum.
I Hanne Nielsen og Birgit Johnsens videoværk Busy Cirkle roterer en blå cirkel rundt og rundt på et grovkornet og digitalt LED-display og udfolder en menneskelig genkendelig situation fra den digitale verden.
Sommerfuglens flagrende lethed, og den tunge erkendelse af arternes accelererende forsvinden manifesterer sig i Christina Hamres store stoflige assemblage Sørgekåbe. Med sine 3 x 2 meter vil den pryde og sætte fokus på en bagvedliggende foruroligende tematik.
Finn Thybo Andersen, der arbejder tæt sammen med Vrå-udstillingens medlem Kirsten Dufour, er også dybt engageret i tidens samfundsproblemer: Gentrificering, biodiversitet og arternes uddøen. Insekter og dyreliv forjages fra deres habitater, som kunstnere fra deres værksteder. De iltfattige miljøer fremmer hverken den kunstneriske praksis eller arternes mangfoldighed.
ReVærk ønsker at eksempler på, hvordan vi ved at kigge tilbage på vores pre-industrielle kulturarv kan inspirere til udvikling af ny arkitektur. En kulturarv rig på håndværk, baseret på forståelsen af basale og naturlige materialer, der i sig selv rummer miljøvenlige og indeklimaforbedrende kvaliteter. For at udmønte dette i praksis har tegnestuen eget snedkerværksted.
Hos Juul Carlsen Studio arbejdes der med at skabe dialog mellem byens elementer ved konfrontationer eller sammenvævninger af byens strukturer, kendetegn og identiteter. På udstillingen vises et projekt, der tager udgangspunkt i, hvordan vi kan bruge spildte energiressourcer fra datacentre til at skabe byudvikling.
Rumgehør arbejder i spændingsfeltet mellem arkitektur, design, kunst, undervisning, forretnings-og organisationsdesign og kultur. Der arbejdes med en lydhørhed og en holdning til den verden vi lever i med øre både for det fysiske og sociale rum vi færdes i. Med rest-materiale fra foliefabrikker vil Rumgehør opbygge et ”oppusteligt monster”, som gæster kan stå udenfor og berøre eller gå ind i.
Der er meget for øjne og ører at opleve på årets Vrå-udstilling. Engagement og hjerteblod, skitser og færdige værker.
Dette indhold er produceret i samarbejde med et udstillingssted som en del af udstillingstedets Artguide-abonnement hos kunsten.nu.
Kunsten.nus uafhængige redaktion har intet at gøre med indholdet.
9760 Vrå
Tirsdag: 12:00 - 16:00
Onsdag: 12:00 - 16:00
Torsdag: 12:00 - 16:00
Fredag: 12:00 - 16:00
Lørdag: 13:00 - 16:00
Søndag: 13:00 - 16:00
Pr. person
kr. 80
Grupper over 10 personer
kr. 55
Studerende med studiekort
kr. 45
Unge under 18 år. Gratis adgang