I udstillingen What’s New? præsenterer CLAY Keramikmuseum et udvalg af de keramiske værker, der siden 2020 er blevet erhvervet til museets samling. Erhvervelserne spænder fra historiske til moderne værker og afspejler keramikkens store mangfoldighed på tværs af generationer, teknikker og kunstneriske udtryk og viser en samling i bevægelse.
Samlet set tager udstillingen publikum med på en rejse i keramikkens udvikling fra 1775 og frem til i dag - fra skønvirkeperioden, prospektporcelæn fra 1800-tallet over håndmalede arbejder fra de store danske porcelænsfabrikker og den aktuelle, eksperimenterende samtidskeramik. Samtidskeramikken er blandt andet repræsenteret ved nyerhvervede værker af Cathrine Raben Davidsen, Malene Hartmann Rasmussen, Morten Løbner Espersen, Rose Eken og Steen Ipsen.
Hos Cathrine Raben Davidsen møder den klassiske krukkeform menneskefiguren. Et ansigt træder diskret frem af krukkens glaserede overflade, mens de lange hanke næsten får karakter af arme. Grænsen mellem beholder og krop bliver flydende, og den velkendte krukkeform får menneskelig karakter.
Et andet fabulerende væsen finder man hos Malene Hartmann Rasmussen. I Tang Manden og Hav Spejl vokser figuren frem som en organisme fra havbunden. Den grønne, tæt modellerede overflade fortsætter i det runde spejl, som inddrager beskueren. Natur, myte, hverdagsobjekt og beskuer mødes i ét værk.
I serien Colour Drenched, skabt af Morten Løbner Espersen i 2025, løber farverne ned over de enkle cylindriske former i lag af gul, rosa, blå, sort og hvid. Glasurens bevægelser, sammenstød og spor fra brændingen bliver selve motivet. Værkerne fortsætter Løbner Espersens mangeårige undersøgelser af forholdet mellem en enkel keramisk grundform og glasurens mere uforudsigelige liv. Formen holder igen, mens farven får lov at brede sig.
Rose Eken vender sit kunstneriske blik mod en anden del af hverdagskulturen. Battle Jacket with Hoodie and Misfits Patch ligner ved første øjekast en slidt denimjakke med hættetrøje, badges og patches fra punk- og heavy metal-kulturen. Selvom kunstneren har gengivet motivet med stor præcision, er værket et synsbedrag. Jakken er nemlig ikke lavet af stof, men af paperclay. I oversættelsen fra blødt tekstil til brændt ler forandres den velkendte genstand. Spor af musik, ungdomskultur og personlig identitet fastholdes i et materiale, der normalt forbindes med noget helt andet og langt mere bestandigt.
Hos Steen Ipsen er genkendeligheden næsten væk. Ellipse 13/2023 består af blanke, dybrøde keramiske elementer, der samles og fastholdes af sorte PVC-snore. De enkelte former presser sig mod hinanden og danner en skulptur, der på én gang virker organisk og stramt konstrueret. Ipsen arbejder i spændingsfeltet mellem keramik, skulptur og design. Her bliver leret én del af en større konstruktion, hvor gentagelse, rytme og kontrasten mellem den røde glasur og de sorte linjer er med til at definere værket og udtrykkets bevægelse.
De fem værker er blot et udvalg af de mange nyerhvervelser, der præsenteres i udstillingen What’s New? Udstillingen markerer, at et museums samling er en levende størrelse, der løbende udvikler sig. Nogle erhvervelser føjer nye kapitler til kunstnere og områder, der allerede er repræsenteret i CLAYs samling. Andre bringer i relation til CLAYs ansvarsområde nye kunstneriske positioner og fortællinger ind på museet. What’s New? præsenterer nogle af de værker, der senest er kommet til CLAY, og inviterer publikum ind i en forståelse af de kunstfaglige argumenter, som ligger bag.
Kilde:
Clay Keramikmuseum
Clay Keramikmuseum


