Verden, som vi kender den, er blevet mere usikker og skrøbelig. Covid-19, krigen i Ukraine, despotiske ledere, fake news og klimakrise er blot nogle af de udfordringer, vi står overfor. Det har åbnet vores øjne for, at vi er langt mere globalt forbundne, end vi måske har været tilbøjelige til at tro. Så hvordan reagerer vi som individer på en usikker og fragmenteret verden?
Det spørgsmål stiller kuratorerne Masahiro Saito og Mette Bielefeldt Bruun i udstillingen 無常 When You Lose Control. Sammen med Glas – Museet for glaskunst har de inviteret seks kunstnere fra Danmark og Japan til at reflektere over en usikker verden, der føles stadig mere ude af kontrol.
I udstillingen kan du opleve værker af Runa Kosogawa, Hitoshi Kuriyama, Hidenori Tsumori, Maria Bang Espersen, Maria Koshenkova og Kirstine Roepstorff. På hver sin måde kredser de om følelser af kontroltab, ustabilitet og skrøbelighed, forandring og forbundethed.
Runa Kosogawa har skabt et poetisk vidnesbyrd om livets skrøbelighed. I installationen ’Weaving Life’ fungerer flere hundrede mundblæste glaskugler som en slags dagbog, der registrerer hendes åndedræt og gør det usynlige synligt.
Hitoshi Kuriyama undersøger modsatrettede begreber som eksistens og intethed. Han skaber en alarmerende atmosfære af uro med værket ’Noise of the Void’, som består af flimrende, rødt lysende neonrør.
Hidenori Tsumori blander keramisk ler og glas til værker, der udvikler et kontrastfyldt udtryk, når de brændes. Materialerne strækkes og formen åbner sig som en sprække i jordskorpen.
Maria Bang Espersen udfordrer materialets grænser ved at kombinere glas med inkompatible elementer. Det skaber en spænding i glasset, som får det til at revne. Hendes arbejde undersøger koncepter omkring sårbarhed og styrke og stiller spørgsmål til, hvad vi lader få plads, og hvad der bliver overset eller usynligt.
Hos Maria Koshenkova eksisterer det sårbare side om side med det brutale. Glassets bløde, organiske former støttes eller holdes fast af reb og hårde metalstrukturer.
Kirstine Roepstorff arbejder både materialeundersøgende og konceptuelt. Til udstillingen har hun skabt en installation, som lægger op til global dialog gennem ’vandmikrofoner’ i glas, der kan aktiveres og registrere fremtidige samtaler. Installationens glaselementer er skabt i museets glasværksted, hvor Kirstine Roepstorff af flere omgange har arbejdet sammen med glaspuster Chris Lowry.
På mange måder, er glas et materiale, der reflekterer verdens skrøbelighed. Det kan let gå i stykker, ligesom tilliden til systemer, vi har taget for givet. Men glas er også stærkt og modstandsdygtigt. Det kan genbruges og formes på ny og dermed pege på muligheden for fornyelse og transformation selv i de vanskeligste tider.
Mette Bielefeldt Bruun
Udstillingens japanske titel 無常 (Mujö) betyder, at intet varer evigt. At alt er i evig forandring. Det er en påmindelse om, at forandring er den eneste konstante og at vores forsøg på at opretholde kontrol i sidste ende er umulig. Men 無常 peger også på, at forandring indeholder potentialet for fornyelse.
Kilde:
Glas - Museet for Glaskunst
Glas - Museet for Glaskunst
