408 tons minimalistisk magi

Værket 408 tons of Imperfect Geometry på Malmö Konsthall, er hvad det er. Intet mere, intet mindre. Cementblok efter cementblok, ton efter ton, kvadratmeter efter kvadratmeter, breder det sig i et mønster, hvori gentagelsen synes at være det styrende element, udover kunsthallens gulv, for pludseligt at stoppe. Ufuldendt, som var det hertil kunstneren – britiske Mike Nelson – nåede og ikke længere.

Oplevelsen af, at det var hertil den engelske kunstner Mike Nelson nåede inden ferniseringsgæsterne kom myldrende, forstærkes ikke mindst af, at der i udstillingshallens ene ende stadig står træpaller stablet, mens brugte afstøbningsforme ‘flyder’, og endnu ikke anvendte cementblokke ligger klar til – måske – før eller siden at blive en del af det ufuldendte mønster.

Værkets tilblivelsesproces understreges endelig af værkstedets synlighed. Værkstedet, hvor cementblokkene er blevet støbt og træformene fremstillet, ligger nemlig i forlængelse af udstillingshallen, og de to rum er blot adskilt af en tynd glasvæg, hvilket tillader nysgerrige blikke i, ikke alene at gå på opdagelse i mønstret og værket selv, men ligeledes i de processer som er gået forud.

Minimalistisk stilhed
De mange cementblokke danner tilsammen en ornamental gridstruktur, med referencer til både Minimalismens enkelte udtryk og den klassiske islamiske arkitektur. Men referencerne er ikke, det som springer én først i øjene, når man som publikum træder indenfor i den lyse kunsthal.

Personligt indtrådte roen først. Eller rettere forundringen over, at et værk, så stort, så tungt, i rå beton, ufuldendt og overvældende, på ingen måde syntes højtråbende eller påtrængende.

Værket lod i stedet til at være karakteriseret ved en stilhed. En sådan stilhed, som kommer over en, når noget overvælder en i dets enkelthed.

Som et hav af cementblokke, lå det foran mig, og skabte et tomrum, eller måske rettere en tom scene, hvorpå ingen skuespillere endnu var trådt ind. Et tomrum, som kom af, at værket på en og samme tid blot var hvad det var – 408 tons cement – samt var alle de tanker, referencer og følelser, som det vakte i mig.

Det åbne værk
Billedet af værket som værende en scene, tom for skuespiller, kulisser og rekvisitter, udsprang af installationens minimalistiske udtryk. Ingen betydninger, referencer, temaer eller symboler sprang en i øjnene, det gjorde i stedet blot værkets materiale, omfang og struktur. 

Værkets enkle form fungerede som en invitation. En invitation til betragteren om at lade sig overvælde, forholde sig umiddelbart, ja om selv at træde ind på scenen, for her at lade egne tanker udfylde det betydningsrum, værket selv havde ladet stå åbent.

Dobbelthed
Værket lod sig herved karakterisere ved en dobbelthed. De mange cementblokke syntes på den ene side at ligge upåvirkede af enhver betragters blik, af vejret udenfor, af lyset og ugens dag i kalenderen. Lå der gjorde de urokkelige, og måske var det netop herfra, at stilheden udsprang.

På den anden side syntes værket både påvirkelig og afhængig af en betragters nærvær, af stedet, lyset og situationen. Skinnede solen, dannedes skygger på gulvet, hvilket ændrede skulpturens form, ligesom træformenes årer lod sig ane i cementblokkenes overflade.

Træets synelige årer i cementens overflade, gik på underspillet vis i dialog med hallens arkitektur; med det lyse trægulv og ikke mindst betonvæggen i kunsthallens cafe, hvor træets årer fra afstøbningen ligeledes var at se.

Værket som scene
Men vigtigst af alt, da syntes værket at være afhængig af beskueren og dennes tanker. Ved med mine tanker, min kropslige såvel som mentale tilstedeværelse, trådte jeg, da jeg trådte ind i udstillingsrummet, ind på den scene, værket fungerede som.

Ved at gå rundt om værket, ved at se det fra flere vinkler, opstod en situation og en relation blev skabt mellem værket og jeg selv. Geometrien forblev nok ufuldendt, men de 408 tons beton fyldtes i nærværet mellem værket og jeg selv med betydning.