De uddeles én gang om året. De fornemme medaljer, som Akademiraadet – statens rådgiver i kunstneriske og æstetiske spørgsmål – uddeler til “de fremmeste kunstnere inden for arkitektur og billedkunst” i Danmark.
Medaljerne, som uddeles torsdag den 17. marts i festsalen på Charlottenborg Slot, tæller fem forskellige. C.F. Hansens, Thorvaldsens, Eckerbergs, Bindesbølls og N.L. Høyens.
Thorvaldsen Medaillen, stiftet 1835, er den højeste udmærkelse, rådet kan tildele en kunstner inden for den frie kunst. I år tildeles den tre store billedkunstnere Jesper Christiansen, Erik A. Frandsen og Jytte Høy.
Motiveringerne lyder blandt andet således:
“Jesper Christiansen tager maleriet alvorligt. Han tager det alvorligt på alle måder, der giver mening for ham selv og for os. Og han gør det på fremragende vis. (…) Resultatet er et oeuvre, som på enestående vis bærer fortiden i sig og samtidig peger fremad med sit yderst originale og særegne bud på, hvad maleriet og det maleriske kan.”
“Erik A. Frandsen arbejder med en række forskellige medier fra maleri, grafik og fotografi til mosaik, neon og stål. Fra små papirværker til kæmpestore, bearbejdede stålkonstruktioner. Han kan om nogen skabe fortryllelse gennem et materiale og gennem brug af farver. Frandsen behersker det hele.”
Jytte Høy: “Jytte Høys kunst er altid præcist udformet og håndværksmæssigt i top. Materialerne kender ingen grænser – det kan være både sten, saks og papir for nu at blive i Jytte Høys terminologi. (…) På den måde er Jytte Høy speciel på den danske kunstscene. Hendes fine og væsentlige bidrag til konceptkunsten og hendes indflydelse og tankegods står stærkt og har inspireret flere generationer.”
Peter Land og Joachim Koester modtager Eckersberg Medaillen
For sit livslange bidrag til den bundne kunst modtager keramiker Ursula Munch-Petersen den højeste udmærkelse og ældste medalje C.F. Hansens Medaillen. Hun har skabt keramik for blandt andet Royal Copenhagen, SAS og Kähler; en produktion, som med Akademiraadets ord “udgør et mesterværk.”
Medaljen for en “indsats af høj kvalitet inden for den fri eller den bundne kunst”, Eckersberg Medaillen, tilkendes blandt andre billedkunstnerne Peter Land og Joachim Koester. Land for “sine stærke, tankevækkende og uafrystelige værker”, Koester for værker, der “forundrer, foruroliger og fascinerer”.
Desuden modtager kunsthistoriker og museumsdirektør Inge Merete Kjeldgaard N.L. Høyen Medaljen for sit arbejde som leder af Esbjerg Kunstmuseum. Designerne Åse Eg, Henrik Vibskov og arkitekterne Teit Weylandt og Dan Stubbegaard tilkendes også en hædersmedalje.
Medaljerne overrækkes torsdag aften ved en ceremoni i Festsalen på Charlottenborg Slot. Hendes Majestæt Dronningen, Akademiets medlemmer samt gæster deltager i festlighederne.