Årgang 09 brillerer med uhøjtidelig humor

Hvis jeg virkelig skal (og det skal jeg jo nu), så kan jeg sige to ting, som den ellers brogede flok 09’ere har til fælles. Udstillingen virker dejlig uhøjtidelig, fordi ingen af de nyudklækkede kunstnere rent stilmæssigt har hang til det pænt polerede. Sammen med en mere eller mindre humoristisk tilgang gør det denne udstilling usædvanligt seværdig.

Fald-på-halen-komik på symaskine
Der er ingen tvivl om, at Torunn Kjørsvik Haugans svævende tankebobler og finurlige stofkreationer er udstillingens mest opsigtsvækkende værker. De bløde stofbobler tager sig virkelig smukt ud, som de svæver der i Kunstbygningens rummelige lokale.

Haugan omsætter tegneseriens sødme og fald-på-halen-komik til et tredimensionelt stofunivers, som bare er helt uimodståeligt. På trappen ned til Berit Dröses månelandskab er jeg lige ved at træde i den mest elskelige bananskræl af stof.

Der er stil over tingene, og håndværket er i top.

Reddet ved kvalmegrænsen
Lyder det kvalmende sødt? Det er det sjovt nok ikke. Der er nemlig også slanger i Haugans paradis, og sammen med hendes særlige skraldeæstetik kammer det hele aldrig over og bliver pusse-nusse klamt.

På det lækre stofbeklædte Phillips-fjernsyn tager den søde leg mellem en snabel og en guldfisk en sort drejning, da snablen opsuger næsten alt guldfiskens vand.

Det sorte twist, som går igen i meddelelserne i taleboblerne, giver værkerne en klædelig flerdimensionalitet.

Ellers kunne det jo lige så godt være Fjernsyn for dig.

På månevandring
Bananskrællen markerer grænsen til et ganske andet land langt væk fra rå, farvestrålende stofdimser.

Jeg står nu på tærsklen til et farveløst, koldt ingenmandsland gennemsyret af skingre sciencefiction-toner.

Med stille morskab
Berit Dröses værk er måske ikke så opsigtsvækkende som Haugans, men det er ikke dårligere af den grund.

Installationen indbyder til sin egen enfoldige og stille morskab. Hvad er gulvet mon lavet af – det bølger og krakelerer… Må jeg gå på det? Jeg tager et skridt ud og bliver overrasket over, at min fod synker i.

Forsigtigt bevæger jeg mig rundt i rummet og morer mig over en opslugende følelse af at gå rundt i en helt anden verden. Værket er så gennemført sanseligt og formår at skabe en så enkel, omfavnende stemning af ingenmandsland, at det er en ren fornøjelse.

Ind i dommedagsuniverset
Fra alt det hvide kan vi jo passende træde ind i Jonas Palms sorte univers. Der er dømt galgenhumor for fuld udblæsning, når Palm udfolder sin dommedagsfascination.

Visuelt er værkerne ikke de stærkeste på udstillingen. Til gengæld holder Palm min opmærksomhed fanget og min nysgerrighed pirret i størstedelen af den tid, jeg befinder mig i Kunstbygningen (i øvrigt en hel del længere, end jeg havde beregnet).

Galgenhumor i pixiformat
Palms grimme, drengede håndskrift og kejtede æstetik kaster et underholdende skær over de dystre emner, han beskæftiger sig med.

Med små spiselige og skæve værker får han mig til at "svælge i disse tåbeligheder og nyde dommedagens mange kuriøse indslag", som han selv siger i Dommedagens fortælling.

Og der findes masser af sjove/grimme tegninger, finurlige billeder og underholdende historier i pixibogen om mørkets fyrste, i Proffessor Farnsworths scrapbog med dommedagsvåben og i den 36 minutter lange lydbog med højtlæsning af forskellige dommedagsprofetier.

I en sand perle af en lille billedbog bliver man endda stillet over for et stort moralsk dilemma. Hvordan får man dagligdagen til at fungere med en handicappet kæreste – når hun altså er en blodtilsølet zombie?