Æstetisk Seminar: Drømmer computere om analoge pulsslag?

Mobiltelefoner, kunst og dildoer
Vi er efterhånden så vant til mobiltelefoner, computere og automatiske døre, at vi ikke tænker over vores konstante og kropslige udveksling med teknologien. Kunst, design og forskning undersøger de undseelige interfaces og bringer refleksionen ind i designet. Oplægsholderen ph.d.stip. Lone Koefoed Hansen viste, at det bestemt ikke behøver at dreje sig om nogen tør tankerække. Faktisk kan det være ganske underholdende.

Helt ind til huden
Både mobiltelefoner og computere er noget, vi kan røre ved og trykke på. Men hvordan der kommunikeres mellem apparaterne, kan vi ikke umiddelbart få øje på. Ikke overraskende er der faktisk noget i luften, som gør, at vi dagligt har teknologien tæt omkring vores krop – og nogle gange helt inde på huden.
SMS-beskeder kan nærmest føles som en materiel tanke; som en slags berøring, der bliver sendt fra et menneske til et andet. Designteamet CuteCircuit har med trøjen The Hug Shirt lavet en slags fysisk fortolkning af SMS’en: Tager man trøjen på, kan man sende knus til andre mennesker – vel at mærke uden at man behøver at være i samme rum – eller verdensdel – for den sags skyld.

Trøjerne er udstyret med sensorer, der bruger mobiltelefonen til at kommunikere deres data. Trykker jeg på min trøje registreres det af sensorerne, der via Bluetooth sender dataene videre til din trøje. Din trøje vil så give dig nøjagtig det samme ’knus’, som jeg har trykket ind på min trøje. SMS’ens sprog er altså skiftet ud med det konkret mærkbare, og det fysiske fravær gøres nært med en direkte berøring på huden.
Endnu mere ekstremt bliver det i dildoer styret ud fra fuldstændig samme princip: En computer hos person A sender besked til computeren i en dildo hos/i person B. …Næsten det samme som en SMS?

Ring til en sky på himlen
Mobiltelefoner fungerer ved hjælp af elektromagnetiske bølger, og når vi ringer til nogen, dannes der et elektromagnetisk felt. Men kan man ringe til en sky på himlen?
I 2004 lavede Usman Haque projektet Sky Ear, som gik ud på at synliggøre vores mobiltelefoni og dermed de elektromagnetiske felter, som vi normalt ikke kan se. Der blev sendt 1000 heliumballoner op i luften, som var udstyret med mobiltelefoner, højtalere og forskellige sensorer programmeret til at reagere på de opkald, som publikum foretog. Når et opkald blev modtaget, ændredes det elektromagnetiske felt i ballonskyen, og dette kunne ses ved at både lyd og farve ændrede sig i ballonerne.

Begivenheden iscenesatte ikke kun mobiltelefoni, men skabte samtidig en situation, hvor mennesker, elektronik, jord og himmel blev bygget sammen i den omfattende kommunikation, det i virkeligheden er.
Værket er således et billede – eller en arkitektur – der gør det undseelige synligt, men som også sammenfatter et koreografisk rum, som også tilskueren er med til at gestalte.

Kroppen og interfacet
Udover underholdningsværdien i både The Hug Shirt og Sky Ear, lægges der også op til en ekstra bevidsthed i vores omgang med teknikken – blandt andet bevidstheden om de usynlige data, som redskaberne fungerer ud fra.
Selv om vi har set, at teknikken bevæger sig tættere og tættere ind på kroppen, så er der altså samtidig en ekstra og abstrakt dimension til de bippende objekter, vi bruger hver dag. Der er ikke kun forbindelse fra vores hånd til mobiltelefonen eller computeren. Ved et tryk på en knap sendes den videre ud i æteren – derud, hvor kroppen ikke rækker. Og det er måske netop på grund af den manglende rækkevidde, at vi har behov for at mærke forbindelsen på vores krop. At gøre det usynlige synligt, og ikke mindst: mærkbart.