Afgang Det Jyske Kunstakademi: Kunst for nørder

På Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling, Loops, i Kunsthal Aarhus er det svært at få øje på en ny trend eller en kunstner, som manifesterer sig med det helt enestående værk. Det, man derimod mærker, er seriøsiteten og den søgende tilgang, der bor i grænselandet til det regulært nørdede.

Det er altid spændende at møde nye kunstnere og altid spændende at frekventere en afgangsudstilling. Det er også altid en lidt problematisk størrelse.

Afgangsudstillingen er en tilbagevendende begivenhed. Et loop, foreslår udstillingstitlen, og bruger som signaturbillede en rutschebane, hvor rundturene gentages med forskydninger, så der – trods gentagelsen – er en lille fremdrift. På en måde er det et lidt vildt billede at bruge: en tivoliforlystelse, en rystende, stresset fornøjelse, som pumper adrenalinen rundt i kroppen. Velkommen til (kunst)verdenen, kære dimittend.

År efter år spytter kunstakademierne kunstnere ud, og hvem hører man stadig om om fem, ti eller tyve år? En afgangsudstilling er nemlig også adgang til en hård konkurrence hinsides uddannelsesinstitutionens skærmende mure.

Udstillingerne er i sagens natur ikke indrammet af en fælles tematik, og hver kunstner er repræsenteret med et enkelt værk eller værkgruppe, hvilket måske ikke giver et særligt repræsentativt blik på dennes praksis.

Og så er der et mere eller mindre udtalt – men ikke desto mindre ubarmhjertigt – krav til de unge kunstnere om at bringe noget (helt) nyt på banen. Så endnu engang “velkommen, kære dimittend” – til et ’innovativt’ miljø, der ikke tåler stilstand og nærmest manisk søger det nye spektakel.

Seriøst, nørdet

På Det Jyske Kunstakademis afgangsudstilling i Kunsthal Aarhus, der som sagt har fået titlen Loops, er det svært at få øje på en ny trend eller en eller flere kunstnere, som for alvor manifesterer sig med det helt enestående værk.

Det, man derimod mærker, er seriøsiteten og den søgende tilgang, der bor i grænselandet til det regulært nørdede. I dette terræn er kunstnerne gået dybt i de kunstneriske processer, som her åbenbarer sig i al deres pivåbne skrøbelighed og vovemod.

Selleriknolde på gulvet

Hos Laura Hjort Jensen eksempelvis. Kunstneren har spredt sine modificerede (og forgængelige) knoldsellerier på gulvene i udstillingssalenes mellemrum, på hemmelige steder på væggene og sågar udenfor på jorden foran kunsthallen.

Rodfrugterne er dekoreret med bittesmå guldsmedvinger, torne, ostepops, sæbe og fnok (blandt andet) og fremstår som små detaljefokuserede og organiske skulpturer. Man skal helt ned på knæ og have snuden helt ned i de efterhånden rådnende kunstværker for at nærstudere detaljerne og de æstetiske virkninger, denne sære blanding af naturlige processer og kunstneriske greb afstedkommer.

Sere er titlen på Hjort Jensens værkserie, og det står vel for Survival, Evasion, Resistance, and Escape, og henviser dermed til et militært træningsprogram, hvor det handler om at kunne klare sig i overlevelsesscenarier.
Man får trang til at løfte disse undseelige selleriknolde, som på deres vej til kompostbunken er spredt midlertidigt på gulvet i en fin kunsthal, ind i en skæbnefortælling om fremtidslivet på en kollapsende klode.

Måske er en sådan betragtning fortænkt? Under alle omstændigheder: disse mikrokloder er på sin vis både poetisk rørende og afskyvækkende, og spørgsmålet er, om man materielt og konkret kan komme ret meget længere bort fra et autoritært, statisk og kommercielt kunstværk?

Rubens, Botticelli og Rembrandt på podier

Måske er der også en subtil kritik af kommercielle markedkræfter (som de fungerer også i kunstens verden) hos Gustav Hooge Poulsens My fingers for measure & My Pockets for Resting?
Tre malerier, som messingskiltene på rammerne fortæller er malet af Rubens, Botticelli og Rembrandt, kløver tre piedestaler – kan man vel godt kalde dem – formet som nedskalerede salgsboder.

De brunlige amatør-lærreder er selvfølgelig ikke malet af Rubens, Boticelli og Rembrandt. Jeg læser mig frem til, at de er lånt fra Willumsens samling, hvor de (opblæst?) er blevet ’opgraderet’ til kunsthistorisk betydningsfulde kunstværker. Kunstnerisk værdi er ikke en naturlov, men noget der tilskrives, og det er den ubestemmelige og diffuse verden, en dimitterende kunstner træder ind i.

Et ukendt fremmedsprog?

Og nu vi er ved det flagrende og ubestemmelige. Så er netop det en form for fællesnævner for værkerne på denne udstilling, som alle afholder sig fra stabile og entydige udsagn, men tværtimod undslår sig enhver form for fasthed eller formel.

Det kan efterlade publikum måbende og rådvilde, som om man tiltales på et ukendt fremmedsprog. Eller gad vide: er det et kodesprog, man bare ikke er nok på dupperne til at deschifrere?

Blokfløjter og sirener

Ak, lidt hjælp er der at hente, når man møder Frederik Heidemanns afgangsværk, Deepnote, der består af fugleredder med rasleæg og roterende og summende valnødder. Denne ’komposition’ suppleres af blokføjtemusik, angiveligt skabt af en algoritme.

Eller hvad med Mikkel Holm Torps installation Dykkerklokke, der ligeledes befinder sig et sted mellem instrument og skulpturel collage? Her blæser en kompressor på udvalgte tidspunkter luft igennem slanger og ind i huller i de spredte betonblokke (hvori der visse steder er udhugget små figurer og påklistret et glasøje!), hvorved en sirenekoncert sætter i gang.

I værker som disse er det op til os, der besøger udstillingssalene, at skabe betydning mellem de spredte tegn, og spørgsmålet er om værkerne kommunikerer for upræcist? Eller om det mere handler om evnen til at hengive sig til tingenes utilgængelige logik og agens?

En ulv på en støvsugerrobot

Kryptisk og spredt – men på en mere fabulerende og litterær måde – er også Tobias Justs værkserie, Nervous Crouch, som tager afsæt i et fugleskræmsel i skikkelse af en ulvefigur monteret på en robotstøvsuger, som angiveligt skulle køre rundt på taget af DOKK1, Aarhus’ kulturhus, for at skræmme måger væk!

Ret fed historie, der giver anledning til to malerier, som gentager denne sælsomme figur, samt en tekst/tegning-serie, som udfolder sig som en slags script for en turistguide. I denne guidede tour causeres over turisme, gentrificering og ikke mindst ulvens historie, der giver anledning til betragtninger om menneske-natur-forholdet.

Igen et spredt værk, manifesteret i en antiautoritær æstetik, som virkelig kræver sin betragter.

En gyngetur

Sammenlignet hermed er Kristina Fernos’ stick to your timeline en mere ‘samlet’ og ‘traditionel’ installation, som også har fået sit eget rum i udstillingen.

Holdt i sort hænger de overdimensionerede gynger fra loftet i et sammenfiltret net af reb. Værket giver mindelser om en postminimalistisk kunstner som Eva Hesse (1936-1970) og lever blandt andet på sin materialitet og volumen, mens værktitlen måske er en invitation til at genoverveje, hvordan man kan opfatte tiden. Som en lineær størrelse eller et uoverskuelig net- eller knudeværk, man ‘gynger i’?

Den naive konsulent

Den kunstner, der dog skiller sig mest ud, er Sally Messell-Dalgaard – ikke mindst fordi hun er den, som mest konkret involverer sig i verdenen udenfor (kunstakademiet). I hendes afgangsværk er det balladen om udvidelsen af Aarhus Havn, det handler om.

Hun træder ind i konflikten i form af konsulentbureauet Logistique, og videoværket viser hende foretage besøg på havnen, interviewe forskellige aktører, ringe til chefer mm. for at udarbejde et selvbestaltet løsningsforslag til Aarhus Havn. Selve rapporten ligger på et podie ved siden af videoprojektionen, og ‘løsningen’ er at nedlægge havnen i det hele taget og lade den overgå til Marinemuseet (der lider af pladsmangel).

Projektet hævder vel at bruge naiviteten og troskyldigheden som en kritisk, trojansk hest i forhold til en helt aktuelt konflikt om kapital- og vækstinteresser versus et bæredygtighedsfokus, og Messel-Dalgaard er elskelig som konsulenten, der gerne vil beskytte byen mod trafikkaos, miljøbelastning og tanks! på havnen.

Spørgsmålet er, om dette kan stå som satire eller et aktivistisk projekt? Politisk satire er eddermame svært at bedrive, så det virkelig gør ondt, og som aktivisme er projektet nok lidt for lidt konfrontatorisk – eksemplificeret i at kunstneren i videoen afleverer sin mappe med løsningsforslag på en tom skranke i et tomt kontor på havnen.

Men tak for kigget til de afgangsstuderende og held og lykke til alle i loopet.