Afgang fra Det Jyske Kunstakademi: Q&A med Mikkel Carlsen

Ni dimittender fra Det Jyske Kunstakademi er klar med deres afgangsudstilling på Kunsthal Aarhus. Kunsten.nu har spurgt tre af dem om deres afgangsværker og om deres tid som studerende på akademiet.
Her fortæller Mikkel Carlsen om sit værk, han ser som et ulykkeligt kærlighedsbrev til modernismens skulpturelle mestre.

Hvad du har lært på Det Jyske Kunstakademi?

Kortfattet ville det være svært at opsummere, hvad jeg har lært på akademiet, men selvfølgelig er der en masse ting, jeg vil tage med videre fra min uddannelse, både fra enkelte kurser, men også fra vedvarende venskaber med mine kollegaer. Jeg tror absolut, det vigtigste har været sparringen med mine medstuderende og selvfølgelig underviserne.

Men også at ens videre læring kun ligger på en selv. I vores tilfælde var vi ikke så heldige at have de bedste faciliteter for fysiske værkproduktioner, så dem måtte man finde andetsteds. Det skubber selvfølgelig de studerende ud i at opsøge disse faciliteter uden for institutionen, men det vil jeg vove at påstå, ikke er noget særligt efterstræbelsesværdigt.

Men om alt er, står jeg tilbage rigere, end jeg ville have været uden Det Jyske Kunstakademi.

Fortæl om dit værk på afgangsudstillingen?

Mit værk Hands forming a heart to say goodbye, der er med på dette års afgang, udspringer af mange forskellige ting, men handler i store træk om overgang, både personligt, tidsligt og måske ideologisk. Med en ”genskabelse” af Brancusi’s Den uendelige søjle liggende i forfalden natur, forsøger jeg at tale om umuligheden i at producere kunst, som man gjorde engang, med en stræben efter det sublime og tilnærmelser mod det hinsides. Værket er på mange måder et ulykkeligt kærlighedsbrev til dette, modernismens skulpturelle mestre og en anerkendelse af en personlig, men også fælles, uvis fremtid.

Hvis du kort skulle karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Det er altid svært at opsummere en praksis, men jeg kan give et slags øjebliksbillede. Jeg arbejder meget med usikkerhed. Usikkerhed i forhold til min egen rolle, både som søn, mand, menneske og emotionelt dyr.

Jeg forsøger at finde brede måder at adressere selvet på, og jeg spejler mig i forskellige grupperinger og ideologier, men bliver i virkeligheden aldrig en del af dem, og påtager i stedet rollen som beskueren, der ønsker at være deltager. Ligesom at forestille sig selv som helten i en actionfilm, eller som Bruce Willis i Det Femte Element.

Jeg bygger mange ting ud fra ideen om en ensom karakter, der virkelig drømmer om at redde verdenen, men også er fuldt tilfreds med sit 8-4 job.