Afhandling fra vanviddet

Glinsende silikonebryster, glaserede dråber og splintrede genspejlinger er bare nogle af de mange elementer, der indgår i Jan S. Hansens fragmenterede studie af H2O. Et studie der har mindst lige så meget fokus på det overhovedet at have et emne som på emnet selv.

Støvregn
Et ansigt i en spejlkasse, en stor installation af bleget stof, malerier, plakater, lyd, fotografi, video, keramik og en plante – og et tema. H2O. Det minder om en gåde. Og det virker kunstneren godt tilfreds med.

“Jeg prøver at lægge det hele lidt objektivt ud,” siger Jan S. Hansen, mens han viser rundt på udstillingen. “Det drejer sig mere om at lægge nogle ting ud, som jeg ser en sammenhæng mellem end at give svar på hvorfor. Svaret skal folk selv finde.”

Swimmingpool
Som enhver anden ‘videnskabsmand’ (læs: menneske der søger viden) har han isoleret nogle ’emner’ i et klinisk, hvidt rum. Men modsat videnskabsmanden bruger Jan S. Hansen den kliniske aura af objektivitet til at afdække den enkeltes forhold til emnet, snarere end en alment gældende sandhed.

“Altså, der er ‘H2O’ – udstillingen – det er den konkrete ‘videnskabelige’ del af det, men så er der også den del, der er overladt til beskueren, der er vandet, som bare er vandet; det flyder, er uhåndgribeligt. Der er kaos, men struktur. En swimmingpool; det er flydende, men det er rammet ind.”

Kanten
Ligesom værkernes ramme mod væggen?

“Tjah, det er jo sådan, det er – særligt i en ‘white cube’. Man isolerer et emne, rammer det ind. Ligesom hvis man tager en flaske og fylder den op med vand – så har man fanget det og kan studere det, kigge på det fra forskellige vinkler, men når du hælder det ud, så går det i ét igen,” siger han og tilføjer:

“I det perspektiv kan udstillingen, ses som en form for åben afhandling, et laboratorium på en måde.”

Åbne sluser
Under interviewet gør Jan S. Hansen en sag ud af at prøve ikke at lukke værkernes betydning til med ‘kunstnerens intention’. Han forklarer tilbageholdent, at de forskellige værker behandler elementer, der alle kan tolkes dybere både ‘ud og ind’ af… Det Hele: fysikken, selvet, biologien, universet og så videre.

Nøglen er ‘vand’, og svaret (hvis det findes) er gemt mellem værkernes, rummets, titlens og, ikke mindst, beskuerens egne flader.

“De enkelte værker forstår jeg godt – altså jeg forstår, hvorfor jeg har lavet dem. Men så er det op til beskueren at åbne dem i sammenhæng,” forklarer han med et smil og leder mig hen til et lille stativ på væggen, hvor der hænger et sæt høretelefoner ved siden af en stak CD’er.

Hjernebølger
“Det er lydoptagelser af mine hjernebølger, mens jeg forsøgte at løse den logiske gåde, der er printet på coveret,” siger han og giver fremviser et eksemplar.

Gåden er helt umulig (altså ikke principielt umulig, ‘svaret’ står på bagsiden, men svaret gør bare en endnu mere forvirret end spørgsmålet), og jeg mærker hjernen begynde at koge en smule i anstrengelse over at få det hele til at give mening.

Vanvid
Ved udstillingens udgang, der også er indgangen, står et lille værk, som synes at give et forslag til, hvad man kan gøre, når hjernen får krampe eller sindets malstrøm truer med at sluge én rub og stub.

En potteplante med en dunk klorin mast ned mellem stilkene og et par blå svømmebriller sat tværs over krukken synes at signalere, at man måske ikke skal tage tingene så alvorligt.

Diver
“Man kan gå i mange forskellige retninger, men jeg tror, det kan være en god ide at vælge denne her,” siger Jan S. Hansen og slår hånden ud mod Diver, som værket hedder, “– for vi kan nok ikke finde ud af det alligevel,” tilføjer han efter en kort pause og går ud i solskinnet.