AI-kuratorer rammer nødvendigvis ved siden af – men som assistenter kan de gøre meget gavn

Google Arts and Culture eller Pinterests er eksempler på platforme, som vil formidle kunsten gennem virtuelle, algoritmisk genererede gallerier. Men det fører ikke til reelle møder med kunsten, mener Emil Skovlykke Carlsen.

Der er flere måder, hvorpå man kan tale om, hvad en kunstudstilling skal.

En af de måder er, at et galleri, en udstilling, et museum, et arkiv er steder, hvor mennesker kan møde kunstværker af forskellig art.

At møde et kunstværk vil her sige at blive ramt af det, at tage det til hjertet – og det bliver måske vigtigere og vigtigere, jo mere vi bliver bombarderet med billeder, lyd og video.

Med udviklingen af smartphonen er der ingen af os, der hungrer efter billeder længere, men vi kan mangle den åndelige føde eller de dybere og mere hårdtrammende følelser, elektriske stød, som kunsten kan give.

At møde et kunstværk er derfor ikke blot at se et billede, det gør vi hver dag, men at se det i en kontekst, hvor vi ikke kan ignorere det.

Konkurrence fra AI-kuratorer

At skabe en sådan kontekst er kuratorernes område, men de får konkurrence fra AIs af forskellig art.

Tag f.eks. Pinterests algoritme, som både kan finde billeder, der falder i vores smag, og som kan udfordre vores smag i netop den grad, vi kan rumme, så vi åbner os over for flere og flere forskellige slags billeder.

Eller Google Arts and Culture, som forsøger at formidle kunsten gennem virtuelle gallerier, algoritmisk genererede temasamlinger, digitale opdagelsesrejser i enkelte kunstneres produktion osv.

Eller fra computerspillenes verden: et spil som Occupy White Walls, hvor man kan bygge sine egne gallerier, dvs. hvor selve museets fysiske opbygning kan laves om løbende, og hvor kunstværkerne derfor kan indrammes, konteksten tilpasses, på allerbedste måde (foruden at være en platform, hvor man kan udstille sine egne kunstværker, vise det frem til andre kunstinteresserede, sælge sin kunst osv.).

Disse AI-kontekstualiseringer af kunst kan dog ikke sammenlignes med det udvalg af kunst, man f.eks. finder i en kunsthistorie eller i et galleri for en enkelt kunstner.
Den måde, AI kuraterer på bliver nemlig aldrig helt menneskelig, fordi AI’en ikke opfatter kunsten som et menneske gør det, men som en maskine.

Vi må huske, at selvom AI kan imitere vores sprog, er det netop en efterligning. Dens egentlige tankegang ligner ikke vores: det er kun outputtet, der ligner. Og måske er kunstens verden et af de steder, hvor det at ligne os i output ikke er tilstrækkeligt?

Når vi ser på kunst, skal vi netop mødes der, hvor vi ikke ligner os selv. Hvor vi møder kunsten på en måde, der netop ikke er som os selv, men som det, vi også er, men som vi ikke ved, vi er.

Flyd rundt mellem Da Vincis tegninger

Et konkret eksempel på AI-kuratering, som ikke helt kommer i mål, er en meget gennemført virtuel udstilling af Da Vincis tegninger i notesbøgerne (“In the Mind of a Genius“).

Det kan findes på Google Arts & Culture og består af over 3000 indscannede tegninger, som AI har kategorieseret, hevet ud af sin kontekst i notesbøgerne og sat sammen i et hvidt, virtuelt rum.

I dette rum flyder billederne rundt mellem hinanden, og man kan “scrolle” rundt i rummet, finde billeder og klikke ind på dem. Som beskuer er man placeret midt i et hav af illustrationer, som kommer en i møde, og som man kan vælge at stoppe op ved eller fortsætte sin driven fremad (samtidig med at det er en selv, der skaber fremdriften).

Vi har her at gøre med en udstillingstype, som aldrig ville være mulig i virkeligheden, og som ligner en visualiseringssekvens fra en TV-serie, men som ikke desto mindre ikke giver nogen mulighed for at møde kunstværkerne.

Hvorfor når kunsten ikke sit publikum

Alle de kriterier, jeg ville stille op for god, digital formidling af et arkiv er tilstede: Arkivet er gennemført (dvs. der er masser af materiale), man kan se detaljer om materialet, og man kan udforske det på en måde, som kun er mulig i det digitale rum.

Alligevel virker det ikke. Jeg vil anbefale den skeptiske læser selv at gå ind og kigge. Det er imponerende formidling, men kunsten når ikke sit publikum. Hvorfor?

Måske har det at gøre med selve virtualiteten, at vi ikke har kunsten foran os, at den ikke er materielt nærværende? Hvis det er sandt, kan det digitale aldrig erstatte det fysiske, lige meget hvor gode de digitale udstillinger, arkiver, museer osv. bliver.

Jeg har dog på fornemmelsen, at projektet ville have virket bedre, hvis det virtuelle, hvide rum var kurateret af et menneske i stedet for af en AI.

Det ville have taget årevis at sætte billederne i en rækkefølge, som var forståelig for mennesker, fordi menneskets forståelse ikke er så hurtig som en computers. Men jeg tror det var blevet bedre.

AI som assistent

Som med Aby Warburgs Bildatlas Mnemosyne må vi tage os tid med vores kurateringer, med vores kontekstualiseringer. Og her kan AIs muligvis fungere som inspirationsredskab, som assistent, men vil aldrig kunne erstatte den langsomme, menneskelige forståelse – som netop er til for mennesker.

Det digitale, derimod, kan måske tilbyde os dynamisk kontekstualisering, som vi aldrig har set før. Forestil dig Da Vinci-udstillingen i VR eller AR.

Det medium er nærmest en drøm for kuratorer, især når man har in mente, at der i det rum også pludselig kan danne sig bygninger osv. Som i filmen Inception ville vi kunne bygge den museale og arkivariske arkitektur op på drømmenes logik, dvs. uden fysiske begrænsninger.

Det eneste, som begrænsede os, ville være det rent menneskelige (som jeg argumenterer for er centralt for kunsten som sådan).

Vi kan som sagt også forestille os en AI-assistent, som hjælper med at føre den vision ud i livet, som den menneskelige kurator har. F.eks. ved at udfylde arkitektoniske detaljer (ligesom det ubevidste gør for arkitekterne i Inception).

Langsommelighed nødvendig

Der er sikkert mange flere muligheder end dem, jeg har opremset, for at AI og de digitale miljøer, de kan fremstille, kan hjælpe de menneskelige kuratorer i deres arbejde med at formidle møder med kunstværker.

Men langsommeligheden og ineffektiviteten i selve kurateringen vil altid være nødvendig.
Kun det langsommelige arbejde med at forstå kunstværkerne på en ny, menneskelig måde, kan føre til møder med kunsten.

Og de møder trænger vi til.