Billedkunstner Alberte Skronski kalder sin kunst for ”børne-tv for voksne”. Under Art Matter Local tager hun legen helt bogstaveligt, når børn og ældre skal skabe kostumer sammen af papir, maling og genbrugsmaterialer. For måske kan generationerne noget forskelligt – og måske kan de lære hinanden at være lidt mindre bange for at gøre noget forkert.
Da Alberte Skronski var barn, drømte hun ikke om at blive kunstner. Hun ville være delfinopdrætter.
”Jeg har aldrig svømmet med delfiner, men det var mit yndlingsdyr,” fortæller hun.
Til gengæld tegnede hun. Hun havde små bøger, hun fyldte ud, en far, der selv tegnede, og en familie, der tog hende med på museum. Først som 15-årig besluttede hun, at kunsten skulle være mere end det.
Det skete efter et møde med den amerikanske kunstner Richard Serras sorte malerier og monumentale stålskulpturer.
”Jeg blev enormt overvældet og måtte lige sidde og få et glas vand. Jeg tænkte: Hvis jeg kan få det sådan af noget så simpelt som sorte malerier og nogle store stykker stål, så bliver jeg nødt til at fortsætte.”
I dag er Skronski uddannet fra Kungliga Konsthögskolan i Stockholm, og hendes egen kunst befinder sig et ganske andet sted end Serras stramme minimalisme. Den er farverig, humoristisk og fuld af scenografier, kostumer, fundne materialer og mærkelige forskydninger af den virkelighed, vi kender. Selv kalder hun den ”børne-tv for voksne”.
Børne-tv for voksne
Legen er ikke bare et visuelt greb, men en grundsten i Skronskis praksis.
”Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, hvordan alle projekterne har det her element af leg og fantasi. Det med at bygge en scenografi op, så den ligner noget, men er lavet af nogle helt andre materialer.”
Det er også derfor, arbejdet med børn føles så naturligt for hende. De befinder sig allerede i det rum, hun forsøger at skabe i sin kunst.
making inside out, Alberte Skronski. Kredit: Alberte Skronski.
”De kan alle de ting, som jeg egentlig prøver at få frem. Det er det, mange voksne har tabt. Jeg vil gerne skabe et rum, hvor der også er plads til fjollethed som voksen.”
For mens voksne kan stå foran et kunstværk og bekymre sig om, hvorvidt de forstår det rigtigt, oplever Skronski en helt anden umiddelbarhed hos børn.
Jeg vil gerne skabe et rum, hvor der også er plads til fjollethed som voksen
Alberte Skronski
”De er ikke bange for ikke at forstå, hvad det går ud på. De er bare sådan: Det her, det er sådan, man gør. Jeg ved præcis, hvad jeg skal. Jeg er verdensmester.”
Når generationerne bytter roller
Under Art Matter Local bliver netop den forskel sat i spil, når Skronski samler børnehavebørn og ældre fra et plejehjem i et fælles kunstprojekt.
Med udklædning som omdrejningspunkt skal deltagerne skabe kostumer i kropsstørrelse af blandt andet store papirruller, maling og genbrugsmaterialer. Skronski medbringer skabeloner og eksempler, men håbet er, at de hurtigt bliver overflødige.
”Mit generelle indtryk, når jeg arbejder med børn, er, at man bare skal give dem et lille skub, og så giver de den gas. De har alle mulige helt vildt fede idéer.”
Link Pimousine, Alberte Skronski. Kredit: Alberte Skronski.
Denne gang bliver det dog ikke kun børnene, der skal slippe fantasien løs. Hun forestiller sig, at børnene kan hjælpe de ældre med at tænke frit, mens de ældre til gengæld kan hjælpe børnene med det, deres erfaring og hænder kan.
”Jeg håber, det bliver en udveksling: Okay, jeg kan hjælpe med den her saks. Okay, men jeg kan tænke ud af boksen og finde den her mærkelige idé,” forklarer hun.
På den måde bliver rollerne mindre entydige. Den voksne er ikke nødvendigvis den, der ved bedst. Barnet er ikke kun den, der skal lære.
At glemme, hvad papir er
Skronski håber især, at børnene kan være med til at nedbryde den selvbevidsthed, der let følger med voksenlivet.
For nogle af deltagerne kan det være tyve, tredive eller halvtreds år siden, de sidst for alvor legede. Men sammen med børn gør voksne det faktisk stadig, påpeger hun. Hun håber at denne kontekst gør det lidt lettere at iføre sig et kostume af papir, male med store pensler og stille sig foran et kamera uden først at spørge, om man gør det rigtigt.
Det hænger tæt sammen med Skronskis måde at arbejde med materialer på. Hun bruger ofte det, hun finder omkring sig, og er mindre interesseret i, hvad en genstand oprindeligt er beregnet til, end hvad den kan blive.
you´re so cute I could eat you, Alberte Skronski. Kredit: Alberte Skronski.
”Hvis først man stopper med at se på, hvad ting rigtigt er, og bare ser på, hvad man kan bruge dem til, eller hvad de ligner, så synes jeg, der sker en transformation,” fortæller hun.
En rulle papir behøver med andre ord ikke længere bare være en rulle papir.
Det behøver ikke være pænt
Skronski ser ikke workshoppen som et færdigt værk, hvor deltagerne skal realisere en idé, hun allerede har udtænkt. Snarere inviterer hun dem ind i sin egen kunstneriske proces og giver dem nogle begrænsninger at arbejde videre fra.
”Jeg håber, de kan finde noget personligt for dem og ikke bare bruge de eksempler, jeg tager med. Hvis der er tredive gengivelser af de tre eksempler, jeg har med, så er det jo ikke så kreativt. Det er mere at følge en opskrift.”
For hende ligger værdien heller ikke nødvendigvis i resultatet.
”Det at lave kunst, skabe og være kreativ burde være noget, alle mennesker gjorde. Og det behøver ikke nødvendigvis være godt eller pænt.”
at the supermarket, Alberte Skronski. Kredit: Alberte Skronski.
Det er måske især en pointe rettet mod de voksne. For som Skronski bemærker, tegner stort set alle børn. Forskellen mellem dem, der senere bliver kunstnere, og alle de andre er nogle gange bare, at den ene gruppe ikke stoppede.
Når hun kommer til Varde, håber hun derfor ikke kun på en række færdige papirkostumer, men på at noget af energien bliver hængende bagefter.
”Jeg håber, det kommer til at give noget leg og legesyg energi ind i en ellers normal hverdag,” forklarer hun.
Om det varer ti minutter, en dag eller resten af livet, er mindre vigtigt. Pointen er måske først og fremmest at opdage, at man stadig kan lege.
