Peter Callesen er Paperman. I over to årtier har han skåret, foldet, klippet og klistret det undseelige hvide papir og som en tryllekunstner fremkaldt fortællinger om store eksistentielle spørgsmål. Her fortæller han om sin fascination af papiret – men også om, hvordan det er at rykke teltpælene op og flytte til en tidligere præstegård langt fra kunstverdenens centrum.
Den tidligere præstegård ligger flot i udkanten af Karby på Mors. Mod nord falder skrænten ned mod strandengen, og udsigten over Limfjorden står glitrende og skarp på sådan en solskinsdag. Her i den gamle konfirmandstue har billedkunstner Peter Callesen indrettet sit atelier, og der er god plads, som dog alligevel er spækket med kasser i reoler og under bordene, modeller, værkprøver og indrammede billeder. På et af arbejdsbordene er han i gang med at udskære et motiv af valmuer. Ud af papirets silhuetter vælter de grønne stængler og blodrøde blomster.
Siger man Peter Callesen, tænker man automatisk ‘papir’: Han er Paperman (titlen på et værk fra 2008)!
For papiret er i bogstaveligste forstand kunstnerens foretrukne materiale. I over to årtier har han skåret, foldet, klippet og klistret det undseelige hvide papir og nærmest som en tryllekunstner fremkaldt fortællinger om de store eksistentielle spørgsmål i livet. Det kan udfolde sig i små A4 formater eller i store monumentale installationer, som da han eksempelvis rejste en otte meter høj kopi i papir af det store vinduesparti i Nikolaj Kirke i 2010.
Værk i process. Foto: Ole Bak Jakobsen
Bliver jeg glemt?
Sammen med sin kone Anne Riis Bovbjerg, der ligeledes er billedkunstner, og deres børn flyttede de fra København til Mors i 2020. Anne havde familie her, og de så muligheder i præstegården.
“Jeg var nok en smule bange for at blive glemt", indrømmer Peter. “Jeg havde værksted på Fabrikken for Kunst og Design på Amager, mine kollegaer var også mine venner, mit netværk var i København, og det var nemt for mig at få assistenter til at hjælpe mig.
Peter Callesen: White Window, 2010. Kreditering: Peter Callesen
Men alle mine bekymringer er blevet gjort til skamme. Jeg har stadigvæk rigeligt at lave og har også kunnet skaffe rigtig dygtige og gode assistenter”.
“København som by savner jeg ikke. Jeg er vokset op på landet omkring Herning, så det har ikke været det store kulturchok for mig at flytte hertil.
Men når man bor her, skal man selvfølgelig være lidt mere opsøgende. Jeg er blevet mere bevidst om vigtigheden af at være på sociale medier og holde kontakt med miljøet på den måde”.
Da Peter har været medlem af Akademirådets udvalg for kirkekunst i otte år, er han dog også regelmæssigt til møder i København, hvor han holder kontakt til venner, netværk og frekventerer udstillinger med mere.
Man skal være mere aktiv selv
“Jeg oplever på ingen måder modvilje”, fortæller Peter videre. “Det er ikke sådan, at folk synes, at man er sær eller mærkelig. Der er bare lidt længere imellem folk, som man har det kunstfaglige til fælles med”.
Fotokunstneren Kirsten Klein bor også på Mors, men ellers skal man bare udvide radius lidt for at støde på kollegaer, mener Peter, som desuden er kommet med i en lokal kultursalon, hvorigennem kontakten med en højskoleforstander rummer kim til en lokal udsmykningsopgave.
“Det viser sig, at der er en masse spændende mennesker og ildsjæle her. Men det er ikke sådan, at man går til en fernisering og møder folk. Man skal gøre noget for at etablere kontakten, men det er også det, der er spændende, synes jeg. Der er ikke nogen, der kommer og laver tingene for en. Man skal være mere aktiv selv”.
“Jeg er også en person, der selv rækker ud. Da vi flyttede hertil, kontaktede jeg for eksempel Skive Kunstmuseum, og det førte til, at min udstilling På dybt vand blev vist der.
At være billedkunstner er et mærkeligt erhverv. Samtidig med at være kunstner er man jo en lille erhvervsdrivende virksomhed. Og det er jo ikke noget, vi nødvendigvis er uddannet i. På den anden side har jeg ikke noget problem med at være opsøgende. Jeg kan faktisk godt lide det og trives egentlig meget godt med det”.
Det er en del af jobbet for Peter, der desuden har valgt ikke at være repræsenteret af et galleri. Han driver selv forretningen hjemmefra med hjælp fra en assistent. Han fortæller, at han på det område efterhånden er rimelig privilegeret: at det oftest foregår ved, at kunder selv henvender sig. Det sker ikke sjældent via sociale medier.
Maleriet på loftet
Peter Callesen kommer ikke fra en familie med akademisk eller kunstnerisk baggrund. Faderen havde et dambrug, moderen var hjemmegående husmor. Og selvom han kunne lide at tegne, og formningsundervisningen (det hed det dengang) i skolen og HF opmuntrede ham, lå det ikke lige for at blive billedkunstner. Men han husker en afgørende oplevelse:
“Som ung havde jeg det på et tidspunkt ikke særlig godt, var ængstelig og havde måske noget, der lignede en depression. Jeg husker, at jeg stod hjemme på min mors og fars loft og malede et billede af et hav, der var gået ild i. Ikke at det var et særligt godt billede, men jeg fik en oplevelse af, at man godt kunne give udtryk for noget indre via et maleri. Altså, at kunsten kunne have et mere eller mindre terapeutisk element. For mig var det forløsende at opdage det, og det tror jeg nok er noget, jeg har taget med mig videre. For de ting, man udtrykker, kommer jo et eller andet sted fra”.
Fra 1990 gik Peter to år på arkitektskolen, før han skiftede bane og studerede på Aarhus Kunstskole, Det Jyske Kunstakademi og til sidst på Goldsmith i London. I studietiden malede han kæmpestore malerier med blod, lavede videoer og performances. Flere af hans performances drejede sig om at bygge ting i skrøbelige materialer. Både eller slotte i pap. Det handlede om skabertrang, om det eventyrlige, men måske også om umuligheden af at vende tilbage til barndommen.
Et klip-ud-og-saml-slot
I forbindelse med en performancefestival i Helsinki i 2003 deltog han med et flydende flamingoslot i havnen, som publikum kunne besøge. Man skulle ringe til kunstneren, som derefter roede gæsten ud til slottet.
”Til kataloget valgte jeg at lave en model af et slot i papir, som man selv kunne klippe ud og samle. Det var så småt og detaljeret og med så mange drillerier, at det skulle være umuligt at lave. Men et halvt år efter performancen sad jeg i mit atelier og tænkte, at det kunne være sjovt at se, hvor langt jeg kunne komme med det. Det viste sig, at jeg næsten var i stand til at lave slottet. Det blev faktisk begyndelsen til de A4-papirværker, jeg siden har lavet rigtig mange af”.
Klip-ud-slottet, som var begyndelsen til Peter Callesens årtierlange eventyr med papiret som kunstnerisk materiale. Fra kataloget til performancefestivalen Amorph Helsinki, 2003. Kreditering: Peter Callesen
Kort tid efter viste det sig, at Peter kunne sælge nogle lignende papirværker på en udstilling på et galleri i London. Det kom lidt bag på ham.
“Men jeg følte også, at jeg var havnet i et medie, som jeg følte mig hjemme i, og som jeg virkelig havde lyst til at udfolde og udforske”.
“Der er noget umiddelbart, legende og uprætentiøst i det simple A4-ark. Det er så tæt på ingenting, man kan komme. Det er måske det, der giver mig en stor frihed som kunstner, fordi jeg på den minimale baggrund kan bringe nogle større historier og fortællinger frem. Altså, hvis jeg for eksempel arbejdede i kæmpeformater i bronze, ja, så ville det være lidt mere postuleret”.
Døden sætter livet i perspektiv
På den måde træder eksistensen ud af det hvide intet i al sin storhed og skrøbelighed i Peters kunst. Det handler om liv og død. Et skelet rejser sig fra papiret i Half Way Through (2017) som et af de mange memento mori-værker i kunstnerens produktion.
“For vi skal huske at leve, mens vi gør det”, siger Peter: “Døden sætter livet i perspektiv”.
Peter Callesen: Looking Back III. Foto: Peter Callesen.
Det handler om troen og kristendommen, som i værket On the other side, 2009, hvor Kristus er klippet ud og forvandlet til blod og blomster, for det kristne håb om, at døden ikke får det sidste ord, er væsentligt for kunstneren.
Det udsatte og tyndhudede menneske er tematiseret i værker som Wave, 2023, hvor iskrystallerne (som følge af klimaforandringerne?) er smeltet og forvandlet til en kæmpebølge, hvis bølgetop udgøres af prisgivne udskårne mennesker – eller i kunstnerens sarte skjorter skabt i papir, som fremstår som symboler på det tyndhudede menneske, hvor forbindelsen mellem ydre og indre er, ja, papirstynd.
Trylleri
“Det er transformationen, jeg synes, er interessant. Når jeg skærer noget ud, så efterlader det jo en silhuet, som jeg nogle gange kalder for ‘fraværs-tegningen’. Det, jeg skærer bort, transformerer jeg så efterfølgende – typisk til noget tredimensionelt, som kommer ud af papiret, eller ligger nede i bunden af rammen”.
Peter Callesen: Alle i samme båd, 2022. Foto: Anders Sune Berg.
“Flere har sagt, det er magi. Det ved jeg ikke, om det er, men der er jo et element af trylleri i mine ting. Der er et før og et efter, og der er sket et eller andet imellem, som man måske ikke helt kan forstå. Men man kan i hvert fald forestille sig eller undre sig over, hvordan det er sket. På den måde er der også en tidslighed i mine ting, tænker jeg”.
Det er ganske rigtigt: En del af oplevelsen af et værk af Peter Callesen består i at undre sig over, hvordan i alverden det er lavet. Har han udtænkt det hele på forhånd?
“Først skal jeg selvfølgelig have ideen, men inden jeg skaber selve værket, laver jeg skitser og finder ud af, hvordan de forskellige elementer skal placeres, og hvordan det passer sammen, når de fraskårne dele kommer ud af billedet. Jeg plejer at sige, at skitseringer og forarbejde udgør cirka 70% af værket.
Omvendt Magritte
I atelieret står eller hænger flere af de indrammede papirværker, hvor rumligheden i de dybe rammer er en del af værket.
Peter kalder dem for billedrelieffer eller billedobjekter, fordi de er mellemting mellem billede og skulptur. Nogle gange bruger han også formuleringen ‘omvendt Magritte’, idet han henviser til den berømte belgiske surrealist Magritte (1898-1967), som ikke mindst er kendt for sit billede af en pipe, hvorpå der står skrevet: ‘Ceci n'est pas une pipe’ (‘Dette er ikke en pipe’).
“Magritte gjorde opmærksom på illusionen i billedet. Man kan hævde, at jeg gør det modsatte, fordi der ud af billedet materialiserer sig noget tredimensionelt. Det er ikke blot et billede, det er ikke blot fladt. ‘Dette er papir’, kan man sige”.
Peter Callesen igang med værket Bro til udstillingsprojektet Geist Glorup. Foto: Miriam Nielsen
Drivkræfter
Han er klar over, at han er privilegeret i forhold til nogle andre kunstnere, især nyuddannede, som har meget svært ved at få det til at løbe rundt økonomisk. Men han føler ikke, han bare kan læne sig tilbage og hvile på laurbærene.
“Jeg kan i hvert fald nogle gange være bange for, at der ikke er opgaver nok, og at institutioner og publikum ikke ønsker at se mine ting. Og jeg tænker, at den søgen efter anerkendelse, som jeg i hvert fald tror er en af mine drivkræfter, den bliver jo nok ved med at være der. Altså, om jeg så fik en stor udstilling på Statens Museum for Kunst, så ville jeg måske have en på MoMA”.
“Jeg tænker også nogle gange, at mit arbejde er utroligt kontrolleret. Det er der en styrke i, og det er ambivalent, for det er ikke fordi, jeg vil arbejde med noget andet. Mine overvejelser går på, om jeg er blevet lidt for dygtig til det, jeg laver. Ikke god, men dygtig. Også håndværksmæssigt. Kunst er jo interessant der, hvor man føler, at der er en kamp med materialet. Det synes jeg stadigvæk, der er hos mig. Men alligevel tænker jeg nogle gange, at jeg burde være lidt mere ekspressiv, lidt mere vild”.
Peter er dog ikke bange for at mangle kunstneriske udfordringer. Ikke mindst i forbindelse med, at der efterhånden er kommet mange udsmykningsopgaver. Han har eksempelvis lavet en kirkeudsmykning til Margrethekirken i Valby (2017) og et moderne babelstårn til Københavns Universitet (2016), og inden jeg forlader den tidligere konfirmandstue i Karby, viser Peter mig skitserne til nye udsmykninger, han arbejder på, til et gymnasium og en kirke.
Her skal de greb, han arbejder med i sine papirværker, transformeres i spændende processer til andre mere tidsresistente materialer såsom messing og papir af glas.
Anerkendelse
Udsmykningsopgaverne, ikke mindst, er et tegn på, at Peter når bredt ud med sin kunst. Han oplever da også, at han får meget respons på sine værker og udstillinger.
“Det hænger nok sammen med, at jeg arbejder inden for et genkendeligt univers. At mine værker ikke er så abstrakte. De er ofte fortællende og symbolske, og jeg oplever, at det er et billedkunstnerisk univers, som mange, også folk uden for kunstverdenen, kan tappe ind i eller se sig selv i”.
“Og det er noget, der betyder rigtig meget for mig. Jeg sætter virkelig stor pris på den positive respons, jeg modtager”, slutter Peter Callesen.
Peter Callesen på Art Matter Local
Mød kunstnerne Peter Callesen, og Alberte Skronski, til i en Art Talk til Madører og mesterværker. Arrangerementet foregår i Nr. Nebel Kulturhus, hvor de vil fortælle om de temaer, som inspirerer dem i deres arbejde. Undervejs vil Henriette og René fra Local Food sørge for særlige smagsoplevelser, og fortælle om konceptet bag Local Food.
Tid: 18 sep 2026 kl.18-21
Sted: Nr. Nebel Kulturhus
Adresse: Søndre Allé 18A, 6830 Nørre Nebel
Fakta
Peter Callesen (f. 1967, Herning) bor og arbejder i Karby.
Han er uddannet ved Goldsmiths College, London (2000), Det Jyske Kunstakademi (1997), Aarhus Kunstskole (1994) og Aarhus Arkitektskole (1993). Bor og arbejder i København.
Peter Callesen arbejder gennemgående med eksistentielle narrativer udformet i formater som performance, skulptur, tegning eller papirklip. Motiverne og temaerne er inspireret af myter og dramaer, som vi kender dem fra eventyr, religioner og andre arketypiske fortællinger, og transformeres hos Callesen til naturstridige, absurde og skæbnesvangre situationer.
