For et par år siden faldt jeg over en bog, da jeg var i gang med at rydde op i dødsboet efter mine forældre. På finansloven – portrætter af danske kunstnere på livsvarig ydelse, hed den. Min mor var kunstinteresseret, og jeg tænkte, at den kunne jeg godt tænke mig at kigge i ved lejlighed.
Nu, hvor jeg denne sommer er i gang med at pakke sammen i forbindelse med, at jeg skal flytte, dukker den op igen. Denne gang kigger jeg så rent faktisk i den.
På forsiden er et foto af en ældre mand siddende på en stor sten. Hans ansigt er barket som træet bag ham. Manden er arkitekten Steen Eiler Rasmussen (1898-1990), og han var blandt de kunstnere, der tilbage i 1980 modtog Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.
Den japanske fotograf Jiro Mochizuki (der i en årrække boede i Danmark), tog netop i året 1980 landet rundt og bankede på døren hos billedkunstnere, forfattere, arkitekter, komponister, scenekunstnere m.m, der alle havde det til fælles, at de var modtagere af den livsvarige ydelse, der i dag har taget navneforandring til ‘hædersydelse’.
“Må jeg tage et billede af dig”, spurgte han og fik så godt som altid lov til at tage det på stedet uden for mange dikkedarer.
Mochizuki var egentlig sportsfotograf, men han må have været fascineret af det forhold, at den danske stat værdsatte kunsten i så høj grad, at den ligefrem udbetalte en form for løn til (nogle af) udøverne.
Han ville lave en fotobog, for kan man se det kunstneriske geni i ansigtstrækkene, i kropsholdningen, i de hjemlige omgivelser? Skæbnen ville så, at der gik mere end 30 år, før bogen blev publiceret i 2013 (af forlaget Vandkunsten ). Omtrent lige så mærkeligt, som at jeg finder anledning til at skrive om bogen her sommeren 2024.
Han ville lave en fotobog, for kan man se det kunstneriske geni i ansigtstrækkene, i kropsholdningen, i de hjemlige omgivelser? Skæbnen ville så, at der gik mere end 30 år, før bogen blev publiceret i 2013 (af forlaget Vandkunsten ). Omtrent lige så mærkeligt, som at jeg finder anledning til at skrive om bogen her sommeren 2024.
Portræt af Henry Heerup. Fra Jiro Mochizuki: På finansloven – portrætter af danske kunstnere på livsvarig ydelse.
Det ypperste – for mange år siden
Men det slår mig, at bogen er et øjebliksbillede på, hvad man fra det officielle kunstdanmark – fra kunsteliten om man vil – fandt var det ypperste inden for den kunstneriske tradition for 44 år siden. Og ind imellem er det meget godt at få et nutidigt tunnelsyn perspektiveret af historien.
Hvis vi holder os til billedkunsten, så er der kunstnere, som mange vil genkende: Wilhelm Freddie (1909-1995) er af den japanske fotograf skudt helt 'up front', i skygge – mørk, mystisk, ‘surreel’ ser han ud. Henry Heerup (1907-1993) ligner en nisse, som figurerne i malerierne omkring ham, og Carl-Henning Pedersen (1915-2007) står i sin islandske sweater mellem to af sine fabelmalerier.
De oppe i årene, (ligesom så godt som alle af bogens portrætterede er det – måske tildelte man simpelthen ydelsen senere i karrieren dengang?), men det er også kunstnere, som besøgende på de danske kunstmuseers samlingsudstillinger vil have en pæn chance for at støde ind i, ligesom de vil figurere i de fleste oversigtsværker over dansk kunsthistorie.
De næsten glemte – og de glemte!
Så er der en række kunstnere, som jeg næsten havde glemt: Der er den fine grafiker Jane Muus (1919-2007) – ja, der er kvindelige kunstnere repræsenteret i bogen, men mændene er klar foran i point! Der er koloristen Harald Leth (1899-1986) eller den ekspressive vildmand, Richard Winther (1926-2007) - her portrætteret i bar overkrop og træsko i sit atelier. Det er mange kunstnere i den kategori i bogen, og det er kunstnere, som man nok skal være lidt mere opsøgende for at rende ind i.
Portræt af kunstneren Richard Winther. Fra Jiro Mochizuki: På finansloven – portrætter af danske kunstnere på livsvarig ydelse.
Men så er der også portrætter af kunstnere, jeg helt og aldeles har glemt – hvis jeg endda nogensinde er stødt på dem.
Hvem var for eksempel billedhuggeren Ulf Rasmussen (1915-1997)? Jo, han huggede indfølende portrætbuster, henslængte kvinder og fugle- og dyrefigurer i sten. Se eksempelvis her.
Og maleren Ole Kielberg kan jeg finde i SMKs database. Maleriet Landskab med køer fra 1956 er klassisk dansk modernisme med vægt på kølig, nordisk palet og stemningsfuld impressionistisk sansning af landskabet.
Sigrid Lütken blev uddannet på Kunstakademiet 1936-45 og udtrykte sig i et abstrakt formsprog, hvor dyr og planter var gennemgående motiver. Hun var med i kunstnersammenslutningerne Grønningen, Koloristerne og Vrå-udstillingen og udførte mange offentlige udsmykninger. Hun modtog sågar Eckersbergs Medaljen i 1972.
At disse kunstnere i min bog er glemte/ukendte, siger selvfølgelig mere om min manglende viden og orientering end om disse kunstneres kvaliteter. Andre vil kunne huske dem (og have glemt andre). Alligevel siger det noget om tidens nådesløse udskilningsløb. Noget om alle de kunstnere, der går fra at være ‘vigtige, hædersberettigede kunstnere' til, ja, ‘glemte kunstnere’.
Det siger også noget om tidsånden. Poul Bjørklund (endnu en af de, for mig, 'ukendte') sidder i en kurvestol og ser på os med et lille smil. Der er noget troldeagtigt over ham, og dog bærer han slips. I en portrætfilm fra 1961 maler han nøgen kvindelig model, og filmen slutter med at vise ‘Maleren i haremet’.
1980 er årstallet for Jiro Mochizukis portrætter – men allerede i 1980 var mange af disse gamle kunstnere, der var tildelt statens største anerkendelse i form af livsvarig ydelse, ‘umoderne’ og ude af trit med tidsånden. Ære være de glemte kunstnere – og velkommen til nye tider.
Med Jiro Mochizukis portrætbog, der kuriøst allerede var uddateret, da den udkom med over 30 års forsinkelse, kan vi så minde os om, at hvad der dømmes inde i dag ikke nødvendigvis vil blive forskånet for den historiske kniv. For alt er forgængeligt.
Det kalder på en sund ydmyghed.
Fakta
Om de livsvarige ydelser/ hædersydelser
Hædersydelserne tildeles som dengang i 1980 af Statens Kunstfonds repræsentantskab efter indstilling fra legatudvalgene fra litteratur, billedkunst, scenekunst, musik, arkitektur, film og kunsthåndværk og design.
Antallet af hædersydelser er fastlagt på finansloven. Der er i alt 275 modtagere af hædersydelsen.
Prisen tildeles ‘skabende kunstnere, der har en sådan kunstnerisk produktion bag sig, at de har placeret sig afgørende som kunstnere’.
Hædersydelsen er livsvarig.
Ydelsernes størrelse bliver reguleret efter modtagerens øvrige indtægt. Kunstnere, der har en gennemsnitlig skattepligtig indkomst på 426.000 kr./år eller derover, modtager ingen ydelse.
Den maksimale ydelse udgør ca. 171.000 kr./år før skat.