Altid huske aldrig glemme

Smil! Her er flaget for os og for dem. Idioterne, som uden vidende fik taget deres hjerner.

Mindesmærker er noget, vi sætter op, for ikke at glemme. Det, som vi ikke vil glemme, er enten det, som vi er stolte over, eller det, som vi skammer os over og vil tage ved lære af. Et mindesmærke kan være en anerkendelse af enkeltpersoners handlinger (Geschwister-Scholl-Platz ved Ludwig-Maximilians-Universität, München). Eller det kan være mere generelt, som det lettere bizarre mindesmærke i London over dyr, som døde i Første og Anden Verdenskrig og viser en formation af heste, hunde, duer og deslige i ynkeligt lidende positurer.

Dem, som vælger at installere et mindesmærke, kan have særlige grunde. Vi vandt krigen! Kejseren er mægtig! Virksomhedsstifteren er ædel! Atter andre kunne have lyst til at sætte mindesmærke med modsat fortegn.

Rist en rune
Opdragsgiveren, som bestiller et mindesmærke, kan have forfængelighed som direkte motivation. Mange bygningsværker, historisk såvel som aktuelt, er sat som bevis på sponsorens mægtighed. Uden den glade giver ville verdens kunst- og kulturhistorie være temmelig liden. Vidundere som pyramiderne ville aldrig være blevet skabt, havde det ikke været for pengestærke magthavere med storhedsvanvid og god stil.

Interessant er det, når kunstneren lægger spor, som sponsoren ikke øjner. Som når en sejrherre har bestilt et værk, der skal illustrere triumfen på slagmarken, og der nede i krattet ligger en symbolsk upassende rekvisit.

Man kan forestille sig, hvordan sponsoren kommer for at bese kunstnerens værk. Sponsoren og hans følge siger næ og ih og åh. Kunstneren får sin betaling. Hvad ingen har set er den kode, som kunstneren har integreret i værket. En kode, som måske først knækkes mange årtier eller mange århundreder senere. Kunsthistorie kan være ret sjov.

Uden at spørge om lov
Sjovt er det også, når man bliver bekendt med mindesmærker, som nogen har rejst uden at spørge om lov. Mindesmærker, hvis produktion kunstnerne selv har bekostet, og hvis indhold nogle ville kunne finde upassende.

Et sådant har Casper Aguila Christoffersen og Frederik Næblerød sat nær Nykøbing i Odsherred på Sjælland. De har sat en flagstang med et flag. På flaget er der en smiley. Det lyder tilforladeligt, men historien er grum.

Uden pårørendes vidende tog plejepersonalet fra Psykiatrihospitalet Nykøbing Sjælland i årene 1945-1982 hjernen fra cirka 2000 afdøde personer. Hjernerne, der skulle bruges til medicinsk forskning, befinder sig i dag på Psykiatrisk Hospital Risskov i Aarhus. Samme sted findes øvrige 7000 hjerner indsamlet på samme vis. Hjernerne har i nyere tid været brugt til demensforskning.

Det tjener videnskaben
Usle handlinger, der tjener et højere formål, kan måske lettere accepteres. Fagfolk og forskere er ikke enige om, hvorvidt det er etisk korrekt at anvende videnskabelige resultater indhentet via fangeforsøg.

Læger, som arbejdede under 1940’ernes nazi-regime, brugte kz-fanger til umenneskelige forsøg, som medførte ny viden. Altså viden opnået gennem forsøg, som man af humanistiske grunde ellers ikke ville kunne udføre i moderne tid.

De var virkelig dygtige, de læger. De gik til den, og de dokumenterede deres forsøg. Skal vi, i respekt for de kroppe og liv som gik tabt, forkaste denne viden? Ja/nej/ved ikke.

Hjernerne fra Odsherred, har det gjort en forskel; nutidens neurologer anvender mig bekendt primært scanninger af aktiviteter i levende hjerner. En død hjerne er en smuk fedtklump, en struktur uden signaler. Var det til ingen verdens nytte, at afdøde fik bortobduceret deres hjerner?

Min farmor donerede sin krop til lægevidenskaben. Hun fortalte det til mig. Jeg var et stort barn og fandt det besynderligt. Hun smilede overbærende og ville overbevise mig om, at kroppen er et hylster. Som gammel dame var der næppe meget af hendes fysiske efterladenskaber, som kunne genanvendes ved donation til levende. Jeg tror faktisk, at hendes krop blev brugt til medicinstuderende, som skulle lære at obducere.

Med mellemrum bliver organdonation taget op i den offentlige debat, for tiden enddog af Etisk Råd, der forholder sig til formodet samtykke, aktivt fravalg, obligatorisk stillingtagen, handel med organer og national mangel på donationer.

Der er også den option, at pårørende ved pludselig død og ulykke kan træffe valg om eventuel donation. Jeg kan altså vælge, at mine elskede kan vælge på mine vegne. Hvis jeg ligger i respirator, har jeg alligevel mentalt tjekket ud.

Tjek
Mindesmærker får os til at tjekke ind. Touch base! Tænk engang. Med værket Memorial Flag beder Christoffersen og Næblerød os om at mindes de anderledes, som blev sendt på anstalt. Både for eget bedste og for ikke at skabe problemer og vække bekymringer i det såkaldt almindelige samfund.

I en ikke så fjern fortid var der selv her til lands ingen nævneværdige behandlingsformer. Patienterne fik ro, regelmæssighed og frisk luft. Eventuelt suppleret af frihedsberøvelse og elektrochok.

Sådan er det ikke længere, behandling suppleres af kemi og samtaler. Et nyt supersygehus, Psykiatrihus Slagelse, er under opførelse som del af centraliseringsbølgen. Psykiatrihospitalet Nykøbing Sjælland er altså under afvikling. Foreløbig er Sikringsafdelingen i Nykøbing landets eneste retspsykiatriske anstalt, hvor dømte under stærkt sikrede forhold udsoner deres straf. Hospitalet modtager aktuelt også uledsagede flytningebørn.

At lysne mørke sind
Psykiatrihospitalet Nykøbing Sjælland er opført i 1915 som et arkitektonisk interessant pavillonsystem, udtænkt og tegnet af navnkundige Kristoffer Nyrop Varming, kongelig bygningsinspektør og grundtvigianer. “At gøre livet lyst og trygt / for dem, hvis sind er mørkt og sygt, / derfor er disse huse bygt”, som hospitalets første overlæge, Frode Krarup, lod indgravere.

Det forekommer, at Psykiatrihospitalet Nykøbing Sjælland, idyllisk placeret med udsigt til Isefjorden, var tænkt som en institution med humane rammer. Indlogerede patienter blev sat til have-, hus-, værksteds- og køkkenarbejde. Det var hospitalets grundtanke at aktivere patienterne med diverse nyttearbejde.

Det havde desuden den fordel, at hospitalet kunne være mere eller mindre selvforsynende. Som en miniby, et velorganiseret kollektiv, med egen kirke og samlingssal. I sidstnævnte blev der opført teater og holdt baller.

Engang havde klostre samme funktion. Klostre tog imod uintegrerede personer med fysiske eller psykiske handicap og satte dem til praktisk arbejde, så de gjorde sig fortjent til kost og logi. Ren win-win. I visse dele af verden har klostre stadig denne samfundsfunktion.

For idiotiske børn
Fra min bopæl kan jeg se over på en tidligere anstalt. Da bygningen blev opført, i midten af 1800-tallet, lå den i et åbent og naturskønt område uden for Københavns Volde. Her indlogeredes 60 børn, hvis forældre eller værger betalte for deres ophold. Hospitalet blev kaldt Helbredelsesanstalten for idiotiske, svagsindede og epileptiske Børn. Det forlyder, at børnene ikke havde det særlig godt.

Den imposante bygning ejes i dag af en privat ejendomsinvestor, som har lejet ud til et modefirma, hvis stifter har ladet sit navn hugge i en stenblok over hoveddøren. Hun har gartnere, som klipper de runde træer og buskene i potter. Hun har i det hele taget sørget for, at arkitekt Ferdinand Meldahls smukke bygning virker skøn og  harmonisk.

Alligevel tænker jeg på, at der engang sad en anden marmorsten over hoveddøren. På den stod: “For idiotiske Børn, opført 1859” og under portalen: “De høre Dig til Herre! Du, som elsker Sjæle, thi Din ufor­krænkelige Aand er i Alle.” I en mere nutidig version lyder verset: “De er dine, Herre, du som elsker alt levende; for din uforgængelige ånd er i alt” (Visdommens bog 11,26-12,1).

Ånd i alle? Smil til alle? Kunstnerne hejste flaget for seks uger siden. Det står endnu.

Casper Aguila Christoffersen og Frederik Næblerød: Memorial Flag, 2016 (5:51 minutter)