Andy Warhols 50 parykker

Alex Da Corte er udråbt som en moderne arvtager af popkunsten. På HEART fortolker han Andy Warhol gennem legendens ejendele. Han gør det med vanligt visuelt overskud – men mangler lidt kant til forbilledet.

Andy Warhol er i centrum på HEART for tiden. Udstillingen Andy Warhol – Manden bag myten viser 90 værker perspektiveret af en række af kunstnerens private genstande lånt fra The Warhol Museum i Pittsburgh.

Læs anmeldelse af udstillingen Andy Warhol – Manden bag myten

Samtidig viser HEART landsmanden Alex Da Cortes udstilling 50 Wigs, som også har popkunst-legenden og selvsamme enorme samling af privatgenstande som omdrejningspunkt. Da Corte har nemlig udvalgt ting og sager fra samlingen og iscenesat en udstilling i fire rum, der så at sige ‘fortolker’ Warhol gennem hans ejendele.

Post Post Pop
35-årige Alex Da Corte, der er kæmpestor i USA og kaldt post-post popkunstner(!) i New York Times, har denne dragning mod tingene. Deres tingslighed, deres banale smagløshed, deres potens for fortællinger, deres følelsesmæssige, psykologiske og libidinøse drift. I mildest talt kulørte og psykedeliske totalinstallationer, der går lige i kødet og blodet, orkestrerer han sammenstød mellem tingene. Ofte med helt uventet bid og altid – midt i brølet – med en stærk, næsten strukturel sans for form og farve.

På HEART er der skruet lidt ned. Sammenlignet eksempelvis med kunstnerens udstilling i 2014 på Gallery Risley, der var farlig og på det nærmeste uden for kategori, virker det næsten som om, Da Corte kører med håndbremsen trukket.

Læs anmeldelse af udstillingen Delirium 1 på David Risley Gallery

Måske er det fordi, Warhols ting ikke bare er ting, men netop Warhols ting, og derfor på forhånd refererer tilbage til en særdeles myteomspunden figur. Det pantsætter tingene i en bestemt fortælling, og de er ikke længere helt så frie agenter for sansningen og springene i hjernen. Det er en bunden opgave, Da Corte har pålagt sig selv, og det føles alt andet lige som et tab.

Warhols parykker
Det er såmænd ikke fordi, Da Corte ikke fortolker Warhol elegant, med varme og humor. Og frem for alt med stort visuelt overskud som vanligt. Indgangsrummet i Herning er forsølvet. Sølv på gulvet, sølv på væggene, med klar reference til Warhols berømte studio, The Factory, som netop var klædt i sølvfolie. Store bogstaver danner ordet “LAND”, og midt i rummet er et ‘glashus’ med et udvalg (50!) af de mange (sølvfarvede) parykker, Warhol bar.

Der er noget vægtløst, gennem-transparent over denne scene – Warhol multipliceret og multifacetteret i det Warholske spejlland i form af de ikoniske parykker – uadskillelige fra ikonet Warhol.

Man tænker umiddelbart: Hvorfor havde Warhol så mange af dem? De ser jo næsten ens ud? Mysteriet i mængden og de små forskelle i detaljen taler tydeligvis til Da Cortes sans for fortællinger og evne til at skabe glidninger i billedet af Warhol.

Alufolie large
Ligeledes elegant er det næste rum, der er dedikeret forbrugsvarerne. Warhols malerier af Campels suppedåser og hans stabler af forstørrede Brillo-sæbepulverbokse er centralt i kunstnerens verdenskendte pop-brand. Da Corte har genskabt en skulptur af Brillo-bokse og forstørret nogle ruller alufolie (med et nik til det foregående Factory-rum). En stabel Kims-emballage – readymades hentet direkte fra et lokalt varehus – fuldender gulvobjekterne.

På hylder og kroge på væggen er monteret et omfattende udvalg af kitschobjekter fra Warhol-samlingen i samspil med lokale varehusgenstande. Krydderidåserne fra samlingen er eksempelvis virkeligt mærkelige, og Da Cortes har blandt andet en forkærlighed for ‘frække’ røde pølser og asparges i glas samt ikke mindst for pastelfarvede støvkoste.

Det er smagløst, så det synger. Man tænker, Da Corte er på hjemmebane og i næsten sømløs sync med popmesteren. Dog er det repeterende, glatte og uigennemtrængelige pop-univers gjort blødt og ‘hjemligt’ blandt andet med grønne vægge og mønstret linoleumsgulv.

Warhols seng og himmel
Herfra bevæger man sig ind i et mere intimt ‘sovekammer’. På tæppet med en stor rose som motiv befinder sig to store minimalistiske objekter, der fungerer som podier for en række personlige objekter (slips, et par underbukser blandt andet), samtidig med at de repræsenterer henholdsvis en stiliseret himmelseng og en madras. Det peger sikkert på det nære forhold, Warhol havde til sin mor, med hvem han boede sammen med til hendes død. Warhol sov i en himmelseng, men ifølge legenden tillige en gang imellem på en madras i hendes soveværelse.

I det sidste rum dominerer en stor diskokugle, hvis mangefacetterede spejle kaster lyspletter på de blå sky-malede vægge. I hjørnet står en grøn stige. Måske er det en Jakobsstige, og muligvis handler det om den himmel, Warhol er rejst til. Det er eventyrligt – uskyldigt som et børneværelse. Eller som Andy Warhol, synes Alex Da Corte at sige.

Et benovet blik
Sådan kaster Da Corte sit blik på Warhol i en poetisk udstilling, hvor han viser, at han mestrer sine greb og er en stor iscenesætter. Det er et nænsomt, næsten forelsket blik, der sætter legenden i et fortryllet skær. Men som også – må man indrømme – mangler kant til forbilledet.
Et lidt for benovet blik.