Angsten for kunstforeningernes mange millioner

Der findes ingen reel optælling, forskellige parter vurderer at der aktuelt findes mellem 500 og 700 kunstforeninger, der hver bruger minimum 100.000 kroner årligt på kunstindkøb, som oftest førstegangssalg direkte fra kunstneren.

Det er sandt – men trist – at kunstforeningskunstnere sjældent er kunstakademikunstnere. Bevares, der findes professionelle og relevante kunstnere, der ikke er uddannet fra et af landets tre kunstakademier. Men det forekommer at kunstnere, der betragter sig selv som seriøse og professionelle,  finder sig for fine til at udstille i de mange kunstforeninger i private virksomheder og offentlige organisationer.  De foretrækker et elitært-avantgarde måske-midlertidigt udstillingssted, med et stampublikum af kolleger fra det lokale kunstmiljø. Disse udstillinger overlever på frivillig arbejdskraft, idealisme og fondsstøtte. Salg er sjældent, nærmest upassende, for denne slags udstillinger.  

Kønsløs kunst
Disse udstillinger har også en berettigelse, men det har taget overhånd, miljøerne burde blande sig. Kunstforeningerne burde turde rumme andet end kønsløse kunstværker, der præsenterer sig som mere eller mindre vellykkede afarter af Cobra , Kirkeby, Basquiat og Bonnard.

Man bør i denne henseende huske på at kunstforeninger som hovedregel er en amatøragtig beskæftigelse og at de fleste kunstindkøb foregår i frokostpausen, som resultat af en konsensusproces, hvor alle i kunstforeningens bestyrelse helst skal være glade. Amatører kan være mere end udmærkede, når de bevarer lægmandens lidenskab og nysgerrighed for et emne. Men det forekommer skræmmende at tænke på  at landets kunstforeningers , i disse tider, enorme indkøbsbudget tilfalder Frk. Fritidsmaler og Hr. Kopikunstner.

Mange kunstforeninger virker tamme i valget af kunstudstillinger og -indkøb. Men mange kunstforeninger får slet ikke budet om at udstille den kunst, som faktisk er samtidens.

Jeg ville gerne se en kunstner i dialog med en kunstforening, der skal overbevises om det oplagte i at udstille en rugbrødsskive med et frimærke eller en dåse med kongeligt hestelort.

Krævende, på den gode måde
Vi har i Danmark aktuelt et overskud af professionelle samtidskunstnere af den slags, der også kaldes kunstnere af kunsthistorikere. Disse billedkunstnere burde ikke se sig for fine til at gå i dialog med og præsentere sig for kunstforeningerne, der burde turde rumme i al fald én årlig udstilling, som de ikke umiddelbart kan acceptere som skøn og passende, men som de – måske – vil opleve som bevidsthedsudvidende eller i al fald intellektuelt og æstetisk krævende på en ganske god måde.

Et stort og nyt publikum
Kunstforeningernes udstillingslokaliteter er måske ikke særlig atråværdige, men den selvsikre kunst burde ikke være bange for at blive væk eller miste sin karakter ved at hænge i en gang, en kantine eller en foyer. For her bliver kunsten set af mennesker, der måske ellers aldrig – aldrig nogen sinde – ville opsøge samtidens billedkunst. Alene dette forhold burde virke tiltalende for den kunstner, der gerne vil noget med sit arbejde og lade kunstværkerne møde et publikum, for hvem netop denne kunst potentielt er forandringsprovokerende. I tillæg burde det virke tiltalende for kunstneren at realisere en udstilling i en sammenhæng, hvor der er garanteret et minimumssalg og indtægten ikke deles med gallerist, dealer eller andre. 

Og hvis kunstneren stadig føler sig for fin til at have udstillet i en kunstforening, så kan de jo bare lade være med at sætte det på cv´et.