Måske er det ikke forældet at lade kvinderne tale alene?

Med afsæt i begrebet om en feminin skrift kalder udstillingen Writings of Bodies på Den Frie på en desværre stadig meget aktuel debat om kønnenes konstruktioner.

I begyndelsen af december sidste år var rummene på Den Frie fyldt med performeres kroppe under performancefestivalen Mellemting mellem ting. Nu er salene igen beboet af kroppe, men denne gang med diverse repræsentationer udelukkende af kvindekroppe. Repræsentationerne sker i forskellige formater, så malerier, videoværker, tegninger, tryk og skulpturer nu optager de karakteristisk smukt kantede rum med ovenlys.

Kvindelatter

Udstillingen er kurateret af billedkunstnerne Dorte Jelstrup, Elisabeth Toubro og Kathrine Ærtebjerg, som under titlen The Writing of Bodies – We Know it from the Inside har inviteret en række kvindelige danske kunstnere på tværs af generationer til at udstille værker med afsæt i den franske feministiske teoretiker, forfatter, dramatiker og filosof Helene Cixous begreb ’écriture féminine’ (feminin skrift).

I teksten Le rire de Meduse fra 1975 (The Laugh of the Medusa 1976) definerer Cixous begrebet og opfordrer direkte kvindelige kunstnere til at trække på deres egne kropslige erfaringer til at skrive i opposition til den traditionelt rationelle, maskuline diskurs; altså at tage ejerskab over deres egne kroppe og undvige sprogets patriarkalske strukturer. Den feminine kropsligt funderede skrift skal forstyrre og omvælte traditionelle kønsforestillinger. Teksten peger således på kønnene som konstruktioner.

Flydende subjektivitet og kropsaftryk

I det første rum på Den Frie møder jeg Kirsten Justesens flot ophængte serie af fotografier, Surfacing/Oven Vande, med variationer af udsnit af en ældre kvindekrops former (hendes egen krop).

Det frapperende ved fotografierne er, at kvindekroppen omfavner, smykker sig med eller er sammenstillet med fiskekroppe. Fiskeskæl, finner og blød, lys kvindehud mødes. Forskellige stofligheder, blødt og hårdt, tørt og vådt støder sammen og giver til hinanden. Det er erotisk, dyret kan ses som driften i mennesket og i kvinden. Og en kvinde er ikke bare en kvinde, men mange forskellige kvinder – også en blanding, en fisk eller havfrue, hvis hun vil.

Justesens værk er på én gang såre enkelt i sine materialiteter og komplekst i sit udtryk om krop og køn i rum. For mig taler det for flydende subjektivitet, en evigt interessant undersøgelse af krop i rum samt en ansats til en overskridelse af dikotomien natur-kultur.

Justesen er en af de kvindelige pionerer i dansk kunst og har arbejdet stærkt med udtryk bl.a. for kropslige erfaringer og har siden 1960’erne udfordret normerne for kvindesyn og værdisystemer.

Hvad er kønnet?

Samme interesse for sammenstilling af materialer findes i Lea Guldditte Hestelunds objekter udstillet i samme rum som Justesen. I det abstrakte værk V NM_01A1 (transitional object) får jeg ikke først øje på det lille sorte marmorobjekt, der ligger på en ø eller en seng arrangeret af store brede plastikbånd, et materiale som bruges til gardinophæng i industrien. Det lille matte organisk udformede objekt forsvinder næsten i sengens store blanke slanger. Metaforikken er ikke svær at forstå, ligesom skønheden i det fremmedartede ved sammenstillingen af materialerne. Værket peger ud i en fremtid og spørger måske samtidig ikke kun til, hvad (kvinde)kønnet er og kunne være, men også til, hvad en skulptur kan være?

Aftryk lavet af menstruationsblod og sæd

Af den yngre generations kunstnere på Writings of Bodies finder man udover Guldditte Hestelund i et tilstødende rum også Stense Andrea Lind-Valdans serie med titlen Pan. På de 16 billeder har hun helt konkret lavet aftryk af sin krop, af sit inderlår, skridt og vulva på papiret. Aftrykkene er sågar lavet med tidligere tabuiserede kropsvæsker; en blanding af menstruationsblod og sæd fra hendes partner.

Hun trækker dermed på en kunstnerisk tradition fra eksempelvis Yves Kleins kropsmalerier fra 1960, hvor han brugte kvindekroppe som pensler eller Piero Manzonis lort på dåser fra 1961. Men selvfølgelig trækkes også spor til 1960’ernes og 70’ernes radikale body art og til kunstnere som Carolee Schneemann, Yoko Ono og Marina Abramovic.

Kommentaren til og kritikken af kunsthistoriens repræsentation og objektgørelse af kvindekroppen er klar. Lind-Valdan forstyrrer subjekt-objekt relationen og har bearbejdet kropsaftrykkene efterfølgende med gouache. Hun maler ekspressivt, måske sorgfyldt og vredt, sine billeder af sin egen krop, som hun vil.

Post-kolonialisme

I Den Fries midterste mørklagte rum findes for mig at se udstillingens hovedværk. Jeanette Ehlers’ meget professionelt udførte videoværk Black is a beautiful word. I & I.

En sort kvinde sidder i en hvid klædedragt i en kurvestol. Langsomt forandrer det let slørede billede sig, så en anden kvinde kommer til syne i billedet af den første kvinde. Sådan fortsætter billedet med at forandre sig, mens en voice-over med digteren Lesley-Ann Brown reciterer et digt: ”You are a possible me in the past, I am a possible you in the present … with a sea of time between us.”

Værket refererer til det originale fotografi af Sarah i Baldragt (en stuepige fra St. Croix) fra 1900, udlånt fra Det Kongelige Bibliotek. På fotoet ses en sort kvinde iført en hvid kjole. Det er tydeligt opstillet, og kvinden virker mere end utilpas ved situationen. Den hvide kjole er stiv og helt forkert mod hendes bløde hud, som digtet også beskriver det i Jeanette Ehlers værk. Men det er hendes forfærdeligt sorgfyldte og måske også skamfyldte blik, der slår hårdest. Hun er slavegjort med vold, og den hvide kjole kommer til at fremstå som et brutalt udtryk for den kolonialistiske overmagt.

Spændingen, dialogen og blikkene mellem videoen og arkivfotografiet er både meget bevægende og tankevækkende. Den danske kolonihistorie, som først for alvor er blevet debatteret indenfor de sidste ti-tyve år, er kernen af Ehlers praksis. Vi må ikke glemme, at kvinderne i videoen står på skuldrene af stuepigen Sarah fra St. Croix. Og vi må ikke glemme vores rolle i historien.

Kvinden i bur

Der er et væld af spændende og varierede værker på udstillingen Writings of Bodies – We know it from the Inside at gå på opdagelse i. Udstillingen viser arbejder med fokus på flydende subjektivitet, interessante materialesammensætninger og undersøgelser af forskellige medier og formaters mulige kropsudtryk. Det er bestemt et godt varieret udvalg af værker, der viser en diversitet af udtryk for kvindekønnet, og som peger på kønnets konstruktion og dermed befriende og nødvendige muligheder for forandringer i forhold til ligestilling.

Jeg kan alligevel godt blive i tvivl om, om en kvindeudstilling ikke stadigt holder kvinden fast i sit bur, som Simone De Beauvoir bl.a., siger det i Le Deuxième Sexe, og dermed afholder kvinden fra at blive ligestillet med manden?

Jeg bliver også i tvivl om, om de kropslige udtryk ikke også holder kvinden fast i at være ’natur’ som modsætning til manden som ’kultur’.

Kunne udstillingen have queeret yderligere og have inddraget kunstnere med flere køn og seksualiteter for at undgå den essentialisering af kvindekroppen, som écriture féminine begrebet netop kan kritiseres for?

Kunne der have været flere værker som Maria Wæhrens ekspressive malerier? Hendes værker tematiserer i et næsten surreelt formsprog magtstrukturer og kropslige erfaringer, såvel maskuline som feminine kropsudtryk, åbninger og falloser. Muskler og bryster blander sig med hinanden.

Kunne der have været flere arbejder, der bryder tydeligere med de binære kønsopfattelser? Måske er det blevet diskuteret på seminaret og salonen tilknyttet udstillingen, som jeg beklageligvis ikke har kunnet nå at deltage i.

Aktuel –desværre

Men Writings of Bodies – We know it from the Inside er på den anden side desværre stadig en politisk højaktuel udstilling. De seneste tal viser stadig, at kvindelige kunstnere endnu slet ikke er lige så repræsenterede på udstillinger som deres mandlige kolleger, og at der skal stadig en mands stemme til, før det når ud i medierne.

Så måske er det stadig ikke forældet at lade kvindernes stemmer alene komme til udtryk?