Ann Veronica Janssens på Louisiana er ren magi

Af
11. marts 2020

Man forbløffes over, hvordan verden tager sig ud, når Ann Veronica Janssens lægger den til rette for os på udstillingen Hot Pink Turquoise. Overraskende og lettere foruroligende er det også, når det viser sig, at belgieren er ophavskvinde til kendt ‘Eliasson-værk’.

Ann Veronica Janssens: Untitled (White Glitter), 2016. Foto: Peter Cox / Courtesy De Pont Museum, Tilburg (NL).

Man forbløffes over, hvordan verden tager sig ud, når Ann Veronica Janssens lægger den til rette for os på udstillingen Hot Pink Turquoise. Overraskende og lettere foruroligende er det også, når det viser sig, at belgieren er ophavskvinde til kendt ‘Eliasson-værk’.

Af
11. marts 2020

Man forbløffes over, hvordan verden tager sig ud, når Ann Veronica Janssens lægger den til rette for os på udstillingen Hot Pink Turquoise. Overraskende og lettere foruroligende er det også, når det viser sig, at belgieren er ophavskvinde til kendt ‘Eliasson-værk’.
I absolut centrum gennem hele Ann Veronica Janssens karriere står en undersøgelse af perceptionen – altså selve det forhold at vi erkender verden gennem sanserne. Som et særligt kendetegn folder hun disse undersøgelser ud i fragile materialer som væsker, lys, tåge og transparent glas, og ganske ofte er der tale om helt simple skulpturer, som til gengæld lige så ofte byder på gedigne overraskelser.

For bedst som jeg søvnigt troede, at jeg var helt fortrolig med, hvordan verden strukturer sig i sansningen, har Janssens vendt op og ned på det hele, og byder mig at vågne op. Gentagne gange er jeg slet og ret paf over, hvordan fænomenerne tager sig ud, når hun her lægger dem tilrette for mig.

Jeg kendte ikke særlig meget til Ann Veronica Janssens før mit besøg på hendes aktuelle udstilling Hot Pink Turquoise i sydfløjen på Louisiana.

Tilbage i 1980erne arbejdede hun fortrinsvis med interventioner udenfor kunstinstitutionerne og lod sine projekter manifestere sig i samspil med eksisterende arkitektur. Men fra 1990’ erne begyndte hun at skabe egentlige objekter rettet mod kunstrummet.

Fra fysiklokalet til æstetiske skulpturer

De tidligste værker minder om noget, der er kreeret i fysiklokalet – og en “videnskabelig” tilgang er klart et fremtrædende spor. I et kar med vand ser det ud til, at der ligger en cirkelrund glasplade i vandoverfladen – men snydt!: den perfekte cirkel er fremkommet helt af sig selv ved at hælde parafinolie i vandet.

En lignende sammenblanding af væsker afstedkommer en linse, man kan se igennem, og som vender perspektivet ud mod haven på hovedet, og i Louisianas ikoniske hjørnerum med udsigt ud over Øresund er der hældt olie i mellemrummet mellem termorudens dobbeltglas (Horizon, 2020) med den forbløffende virkning, at horisontlinien med den svenske kyst buer.

Ann Veronica Janssens: Horizon, 2020. Hot Pink Turquoise, Louisiana. Foto: Ole Bak Jakobsen.
Ann Veronica Janssens: Horizon, 2020. Fra udstillingen Hot Pink Turquoise, Louisiana. Foto: Ole Bak Jakobsen.

I udstillingens største rum står en stribe gennemsigtige plader op ad væggene. De består af tre lag glas med forskellige farvefiltre imellem lagene, hvilket betyder, at den farvemæssige fremtoning skifter alt efter, hvorfra i rummet man betragter dem. En slags flydende malerier i evig metamorfose.

Tre af dem skiller sig ud ved, at det midterste lag er knust, og derved er der opstået glitrende mønstre. På alle parametre er det levende værker, der semispejlende spiller sammen med rummet og med os, der befinder sig der.

Som regel er det vist bare at give efter for magien. Som når det vitterligt ser ud som om guldgrunden i bunden af et vandbassin er hævet op til overfladen (Golden Dream, 2011-15). Og et andet sted har Janssens spredt glimmerpulver i en stor vifte på gulvet (Untitled (White Glitter), 2016), og der ligger det så ellers og skifter farve, alt efter det lys det fanger, mens man cirkler rundt om glimmer-øen.

Louisiana Museum of Modern Art
Ann Veronica Janssens: Golden Dream, 2011-2015. Pressefoto.

Det er jo nærmest ingenting

Som man sikkert kan forstå, er mange af disse værker skabt med helt, helt simple materialer og minimale greb. De er nærmest ingenting. Det er ikke komplicerede værker, men derfor kan de godt være effektive, og trods deres enkelthed er det bestemt ikke altid, jeg fatter, hvorfor virkningerne opstår. De fremkaldes i ren forundring i et sanseapparat, som man helt sikkert samtidig kommer til at undre sig over.

Her har man nemlig ikke alene lejlighed til at få sin virkelighedsoplevelse forstyrret men også til at være nysgerrig i forhold til, hvordan dælen det egentlig er, vi sanser verden. Normalt foregår meget pr. automatik. Her går tænkningen og sansningen hånd i hånd.

Lavmælt oplevelseskunst

Der trækkes på traditioner fra minimalismen og de amerikanske ’Light and Space’-kunstnere fra 1960’ernes Californien, samt fra den europæiske Op Art-bevægelse. Jeg vil ikke tøve med at kalde Ann Veronica Janssens kunst for oplevelseskunst, men vel at mærke i den mere stilfærdige og eftertænksomme ende uden hang til den tivolisering, som skæmmer megen kunst i den boldgade.

I den forbindelse er der dog et enkelt værk, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med: i et af udstillingsrummene står tre cykler med pladehjul af aluminium, og det er muligt at cykle sig en tur i udstillingsrummet. Det er sandt at sige en anden måde at være på museum på, men hva’ så? Måske er der noget med, at pladehjulene reflekterer lyset og skaber spejlinger i rummet, men i så fald er det så diskret, at man i hvert fald ikke bliver klar over, at det er den sansning, værket vil have mig til at stille ind på?

Til sidst er jeg nødt til at komme omkring udstillingens mest spektakulære værk og den største publikumsattraktion. Blue, Red and Yellow er et rum i rummet, man træder ind i, og som er fyldt med tåge belyst af forskellige farver. Jeg kan ikke se en meter frem og mister øjeblikkeligt orienteringen i denne uafgrænsede, næsten vægtløse sfære, hvor jeg ikke ser farven udefra, men er indeni den. Ja, faktisk er det som at indtage et maleri med sin krop.

Ann Veronica Janssens Hot Pink Turquoise Louisiana Museum of Modern Art
Ann Veronica Janssens: Blue, Red and Yellow, 2001. Foto: Pascual Merce Martinez.

Tyveri ved højlys dag!

Men stop lige! Jeg har jo været her før. I 2010 på Arken og i 2014 på ARoS i forbindelse med udstillinger med Olafur Eliasson, hvor islændingen havde sat helt identiske tågekamre med farvet lys op. Først tror jeg i min uvidenhed, at det er Janssens, der har planket Eliasson, men det er omvendt! Janssens værk er vist første gang så tidligt som i 2001.

“Gode kunstnere kopierer, store kunstnere stjæler”, sagde Picasso, men det er nu alligevel MEGET usædvanligt at bevidne så åbenlyst tyveri på dette niveau. Ved højlys dag!

Bedre bliver det ikke af, at også britiske Antony Gormley siden 2007 har præsenteret endnu en næsten tro kopi. Måske har de herrer Eliasson og Gormley (som jeg selv) ikke kendt nok til Janssens, måske har Janssens ikke protesteret, hvad ved jeg?

Men lettere foruroligende er det under alle omstændigheder, at Louisiana slet ikke gør opmærksom på disse forhold (jeg nægter at tro, at Louisiana ikke er bekendt med Eliasson!), men blot installerer værket, og lader som ingenting.

Gaveæske og tak for lån

Ok, så vil jeg godt tage bladet fra munden og sige, at jeg synes, alle bør tildele Ann Veronica Janssens alle kredits og hele æren. Og opfordre Eliasson og Gormley samt alle de højtprofilerede institutioner, der har udstillet disses tågekamre som “originale” værker til at sende en gaveæske til Janssens med et respektfuldt “tak for lån”.