Anonyme mænd på afveje

Peter Martensen (f. 1953) appellerer lige så meget til vores intellekt som til vores følelser. Dialektikken eller vekselspillet mellem logos på den ene side og etos/patos på den anden er først og fremmest mulig gennem hans maleriers realisme. Man tror ganske enkelt på dem, fordi de er så godt malet, selv om vi motivisk befinder os på absurditeternes overdrev, som når vi dagdrømmer eller flyver ind i en natlig drøm i Morfeus’ arme.

Samtidig ‘abonnerer’ Martensen på vores almene billedbank – disse uhyre mange billeder, som har lagret sig i vores erindring fra tusindvis af nyhedsudsendelser i tv og fra de trykte massemedier. Neden under hans motiver ulmer nemlig en virkelighedsreference, som dog sjældent er direkte til stede i de værker, som er udvalgt til udstillingen.

I hans serie om Nürnbergprocessen er der derimod tale om et egentligt historiemaleri, men det er en undtagelse. Desværre er disse magtfulde billeder ikke med på udstillingen. Dem savner man. Generelt har hans malerier en aura af anno dazumal – især giver de associationer til de sene 1950’ere og tidlige 1960’ere: De hvidskjortede mænd er i påfaldende grad i familie med personer, som vi kender fra blandt andet Mad Men-serien. Tænk blot på Don Drapers mange, hvide skjorter i skuffen, der skal give kunderne tillid til hans seriøsitet og hæderlighed.

Men her holder sammenligningen også op, for Martensens anonyme mænd morer sig ikke nær så så godt som ‘drengene’ på Madison Avenue. De drukner hverken deres hæmninger i stærk spiritus eller render efter pigerne. De er underligt kønsløse og ligner mekaniske afholdsmænd, som ikke ville ane, hvad de skulle gøre, hvis de pludselig fik mulighed for at leve hedonistisk.

Udstillingen som hjerne
Udstillingen er opdelt i to fløje med rum en suite, som ifølge kuratoren Anna Krogh skal udgøre henholdsvis højre og venstre hjernehalvdel, kronet af frontallappen i det bageste, centrale rum. Her kan man opleve tre af Martensens indtil videre få videoværker, hvor han levendegør nogle af de temaer, som også er ude at vandre i malerierne, hvor personerne i sagens natur er fastfrosset i én bevægelse.

Rekvisitterne fra den seneste video The Test (2008) indgår meget morsomt som en lille installation i udstillingen, ligesom scenografien går igen i maleriet The Document fra 2009.

Videoerne samt alle de mange malerier på udstillingen handler om moderne massemennesker, der som mekaniske dukker eller genteknologiske kloner foretager handlinger, som de hverken ser ud til at kende baggrunden for eller tilsyneladende har nogen indflydelse på. Man har valgt at se helt bort fra Martensens øvrige motivkredse med blomster, portrætter, glas fyldt med vand m.v. for at fokusere på disse mænd (og enkelte kvinder som i Wet Place (2008), hvor en række hvidkitlede kvinder – jomfruer? – står parat til at modtage de muslimske martyrer).

Gennemsnitsmennesker
Martensens figurer er at opfatte mere som tegnet for et menneske end som enkeltindivider med individuelle træk. De forekommer med en vis rytme og skaber naturligvis handling, men på et vist niveau kan hans repetitive metode eller grid (jævnfør udstillingstitlen) sidestilles med så vidt forskellige kunstnere som surrealisten René Magritte, der ofte lader det regne med gennemsnitsborgere med bowlerhat, colorfield-maleren Barnett Newman, som maler utallige striber i sine såkaldte ’zip’-paintings og konstruktivisten Piet Mondrian, der maler grid-variationer med sine berømte tre primærfarver, hvor stregerne og farverne gør en forskel og betydninger opstår i mellemrummene og i de små forskydninger fra billede til billede.

Titlen From Grid to Romance hentyder til, at Peter Martensen dels har givet sig selv lov til en mere løssluppen proces, hvor han slipper følelserne – og fortællingen – fri, dels at hans nyeste malerier foregår i naturen.

Fra polykrom til monokrom og tilbage igen
I begyndelsen af 1990’erne maler Martensen polykromt – dog i overvejende jordfarver. Men så følger mere end et årti med næsten udelukkende monokrome malerier i indigoblåt og gråt. Ved således at indskrænke farvevalget mente han at kunne opnå en forhøjet intensitet og tilkalde sig større opmærksomhed i en tid med så mange farvebilleder i massemedierne.

I sommer havde han i øvrigt en galleriudstilling i New York med titlen The Power of Silence. Lidt i den samme boldgade gav han her tavsheden – og eftertænksomheden – mæle midt i den brølende storby. Hans credo er at skabe en langsommere og mere lydhør væren i højhastighedssamfundet – og mane til eftertænksomhed.

Den hvidskjortede, anonyme mand bliver af nogen kaldt manden uden egenskaber (efter Robert Musils moderne klassiker), af andre Herr Jedermann (efter Hugo von Hoffmansthals mysteriespil med denne titel) eller slet og ret gennemsnitsmanden. Men ligegyldigt hvad er der tale om en moderne antihelt, som savner civil courage og ikke taler systemerne imod og derfor ikke træder i karakter som sig selv.

Der er et drag af melankoli og resignation i mange af Peter Martensens malerier, hvor personerne sjældent henvender sig til hinanden og snarere hengiver sig til en kontemplativ dvælen, hvis ikke de er gået helt i stå og er stivnet i en sløvhedstilstand. Men der kan også forekomme ikke så lidt humor som i Fuga for en finger (1993). En fuga er en flerstemmig komposition, hvor de enkelte stemmer, som indgår, rangerer på lige fod. Fugaen bygger på tematisk imitation, dvs. det samme tema sættes i gang på forskellige tidspunkter. Men det morsomme er, at figurerne blot står og peger ud i luften. Det samler sig aldrig til et musikstykke.

I Waterfront (2004) ser vi Martensens typiske hvidskjortede mænd stå midt ude i vandet, mens papirer – partiturer? – flyder rundt imellem dem. Det er absurd humor i to dimensioner. 

Påvirkninger
Gestikken har en central betydning for Peter Martensen. En af de malere, der gjorde størst indtryk på ham som ung, var den italienske barokmaler Caravaggio, for hvem den menneskelige gestikulation er altafgørende, for heri ligger hele maleriets fortælling og dynamik. Men også pionerer som J.F. Willumsen og så forskellige malere som Francis Bacon, Lucian Freud, John Kitaj og Mark Tansey – især sidstnævnte – har haft en betydelig indflydelse på Martensen.

Men i det hele taget er hans malerier litterære og fortællende og ligger tydeligvis i forlængelse af den modernistiske tradition inden for litteraturen fra tiden efter anden verdenskrig, hvor den alvidende fortæller afgik ved døden, og læseren selv skulle drage konklusionen. Peter Martensen løfter aldrig pegefingeren. Det overlader han i stedet til sine hvidskjortede mænd.

Men alt i alt er der lidt for mange hvidskjortede mænd på væggene i Brandts 13, da man har valgt helt at se bort fra Martensens fine portrætkunst (han har fx hele to formandsportrætter på Christiansborg), hans blomstermalerier og hans øvrige temaer – her kunne man også have vist hans billeder med vandglas. Og så altså den helt afgørende serie af malerier fra Nürnbergprocessen.