ARoS præmieret med Global Fine Art Award

9. marts 2018

ARoS Triennial The Garden – End of Times, Beginning of Times modtog i nat dansk tid en Global Fine Art Award (GFAA) i New York.

Doug Aitken: The Garden, 2017. Foto: Anders Sune Berg

ARoS Triennial The Garden – End of Times, Beginning of Times modtog i nat dansk tid en Global Fine Art Award (GFAA) i New York.

ARoS Triennial The Garden – End of Times, Beginning of Times modtog i nat dansk tid en Global Fine Art Award (GFAA) i New York.

Mere end 2000 udstillinger har været i spil, men kun 33 finalister havde endeligt muligheden for at vinde en GFAA-pris ved ceremonien i New York torsdag aften, hvor ARoS-triennalen vandt prisen i kategorien ‘Best Public Art / Exhibition or Installation’ foran finalefeltets anden kandidat The Iraq Pavilion fra Venedig Biennalen 2017. Blandt de øvrige nominerede i denne kategori var også Skulptur Projekte Münster 2017, der dog ikke nåede hele vejen til finalen.

Læs mere om Global Fine Art Award her

Museumsdirektør Erlend G. Høyersten og kurator Jakob Vengberg Sevel var selv til stede ved prisoverrækkelsen: “Vi har været oppe mod et stærkt felt, så vi er meget beærede over at vinde. ARoS-triennalen har fået stor international anerkendelse, og den høje kunstneriske kvalitet og store arbejde har nu resulteret i, at vi vinder denne pris,” siger museumsdirektør Erlend G. Høyersten, ARoS.

ARoS Triennialen The Garden – End of Times, Beginning of Times bestod af i alt tre dele: The Past, The Present og The Future. Udstillingen løb af stablen i perioden fra april til oktober 2017 og nåede et besøgstal på mere end 860.000 publikummer.

Foruden to udstillingsgallerier i ARoS kunne triennalen opleves i byrummet i det centrale Aarhus, på Naturhistorisk Museum, i Mindeparken, i M.P. Bruuns Gade, på den lokale natklub Shen Mao, i flere pakhuse på byens industrihavn og over en kilometerlang strækning langs kysten fra Tangkrogen til Ballehage. Udstillingens sigte var at tematisere menneskets sameksistens med og syn på naturen og pege på, hvordan forskellige verdensanskuelser (religiøse, politiske, ideologiske, kulturelle eller videnskabelige) på forskellige måder har behandlet naturen i kunsten.

Kilde: ARoS Aarhus Kunstmuseum

Fakta

Det er fjerde gang, at den globale kunstpris Global Fine Art Award uddeles. Blandt de nominerede museer var også Tate Britain, Solomon R. Guggenheim Museum og Royal Academy of Arts. Der blev ved overrækkelsen uddelt priser inden for i alt 13 kategorier.