Astrid går barok!

Med sine nye værker viser Astrid Marie Christiansen endnu engang, at hun kan udfordre beskueren overordentligt – men hvem udfordrer kunstneren?

Med udstillingstitlen, Dazzle Camouflage, er vi allerede ansporet, for det er et militært udtryk for en bemaling, der skal gøre det svært at genkende et objekt. Astrid Marie Christiansen vil heller ikke lade os have det for nemt, for hun vrider lærredernes rammer, der er tykke for oven og smalle for neden og har umage afslutninger. Kanterne er vigtige. Her fortsætter motivet eller forsidens farve sættes i skarp kontrast.

Sådan har det været i knap et årti, således også i den aktuelle udstilling på Boulevard156, hvor halvdelen af værkerne ikke har været udstillet før og er afsluttet i år. De øvrige er fra 2017 med undtagelse af An Hour of Sunshine in November fra 2015, som er et klassisk Christiansen-maleri baseret på Goethes farvecirkler, men med uregelmæssigheder, så cirklen går i hakker og forskydes og lærredets underdel samler sig i en spydspids.

Uden for standard, men sikker på sin formel
Det er tydeligt, at kunstneren har perfektioneret sin teknik. Hun mestrer de aparte rammer, som hun selv bygger og får lærredet fastspændt til. Billederne er gerne fnidrede, enten som baggrund eller i en form (ofte en cirkel). Cirklerne egner sig godt til rammerne, som er alt andet end standard og firkant.

Det fnidrede ligner noget, som er vokset frem af sig selv, for de vandholdige farvetoner kan være størknet mudderregn, aftørret hindbærsyltetøj, en klat sort mascara eller noget andet, som har plettet en overflade over tid. I virkeligheden er det et miks af akrylmaling, akvarel, farveblyant, pastelblyant og lak. Det organiske matches med det stringente i den skarptoptrukne form eller det afgrænsede element med egen ren farvetone, som også altid er der.

Kunstneren har fundet en formel, som lyder: Skæv ramme + fnidret farve + skarp form. Jeg tror ikke, at hun har svært ved at finde på. For selvom billederne er billeder i sig selv, og ikke peger på noget specifikt, så lader titlerne ane, at hun henter gods fra sine omgivelser. Det er ikke noget, vi behøver at vide. Kun som fortrøstning om, at hun har materiale at arbejde med. Et af billederne er for eksempel inspireret af gulvet fra en tv-serie.

Skønheden i en femdøgnsprognose
Hun får øje på ting og fatter interesse for eksempelvis vejrudsigtens femdøgnsprognose. Ikke fordi hun vil være forberedt og klædt på efter vejret, men fordi hun godt kan lide, at der er en begyndelse og en slutning – en synlig udvikling. Det er en fin form. Ligesom en standard Ikea-hylde kan være en fin form.

Da jeg sidste år talte med kunstneren, fortalte hun om, at hun er tryg ved det masseproducerede og menneskeskabte, at hun er glad for sine kladdehæfter fra matematik i tredje klasse og kan gå lange ture i legetøjsbutikken Fætter BR og se hyldevarerne som noget grafisk og æstetisk.

Dette afsæt kan ses i de færdige billeder. De er i hvert fald ikke selvhøjtidelige og kalder ikke nødvendigvis på teoretiske forklaringer om maleri, der vil være skulpturel. Man kan sagtens gå rent fænomenologisk og sanseligt til dem.

Det er sjovt at gå barok
På samme vis, som man kan gå sanseligt til barok kunst. For måske Christiansen er barok, både i kunsthistorisk og hverdagssproglig forstand. Når vi taler om, at noget er barokt, så er det for at beskrive noget overdådigt, som vanskeligt lader sig overskue.

Barokken, som kunsthistorisk periode, er et 1600-talsfænomen. Det var en periode, hvor maleri, skulptur, scenekunst, bygnings- og landsskabsarkitektur dyrkede det åbne og centrumløse, elskede spejle og labyrinter, ruiner og vand, masker og fyrværkeri, folder og snoninger. Når ting bliver barokke, og der ikke er noget klassisk centralperspektiv, bliver vi nødt til at bevæge os rundt for at kunne opleve det.

Uoverskueligheden, mangfoldigheden og kompleksiteten er også et nutidigt anliggende, og der har siden 1980’erne, også i dansk kunstliv, været tale om reaktualisering af barokken.

Værket som sanselig udfordring
Hvert værk på denne udstilling er en udfordring. Trods deres kapow-farver (nogle gange neon eller metalmaling) og andre steder sofistikerede, små nuancefarvespil (det fnidrede), så gemmer de sig for mig. Bedst som jeg tror, at jeg har set dem, så vender de den anden kind til og profilen er en anden. Det er en charmerende uoverskuelighed og kvalificeret umiddelbarhed, for jeg kan ikke andet end at kigge igen og se endnu en form, som er æstetisk.

Christiansens billeder minder om, at der findes andre mulige rum. Andre kasser end hverdagens velkendte. Billederne har også kasser – rum, cirkler, mønstre, hakker, forløb – i sig. De er orden, som står og knirker. Når jeg ser dem, kan jeg høre det. Også på denne udstilling.

Man kan sige, at billederne er usnobbede. De har ingen fine fornemmelser, de kan vel stråle også tæt sammen i mindre rum. Men jeg kunne unde dem at indfinde sig andre steder end disse lavloftede udstillingsrum.

Det kunne være en kirke, hvor billedernes cirkler og hakker ville få cyklisk eller metafysisk karakter. Eller et mødelokale, hvor nogle opholder sig og skal finde overskud og fokus til at træffe de rette beslutninger, og blikket gerne må hvile på billedernes uregelmæssige skønheder. Et transitrum, hvor mange passerer forbi, er også oplagt, for disse billeder står ikke stille. Eller i dit hjem. Vi bor og arbejder i kasser, så det er befriende at kunne omgive sig med noget, som ikke er firkantet.

Udfordringer påkrævet
Åh ja, jeg er fan. Det gør ikke noget, at en kunstner i trediverne er så sikker i sin stil og har været det i årevis. Men hun fortjener udfordringer. Hun skal have store skalaer og udfordrende rum, der kan forløse endnu mere ypperlighed.

Galleristen i Boulevard156 havde udfordret Christiansen til denne udstilling og bedt hende om at lave noget, som kunne gå om hjørner. Det blev til et fint lille værk, That Sweet Shop Around the Corner, der sidder øverst på en sokkel, som en pink baggrund med sort-hvid stribet sommerfugleagtig form, der ikke vil kunne fanges på en radar, men forvirre fjenden eller rovdyret. Den er camoufleret.

Så er vi tilbage til udstillingstitlen, Dazzle Camouflage. Teknikken blev udviklet i Storbritannien under Første Verdenskrig, hvor militærfartøjer blev malet med markante mønstre i skæve vinkler, som ved simpelt optisk bedrag skulle forvirre fjenden, der ville tage sigte.

Det uoverskuelige (det barokke!) kalder på opmærksomhed, men lader sig ikke forklare. Sådan er kunst. Se selv Christiansens billeder.