Astris Marie Christiansen

Astrid Marie Christiansen

Astrid Marie Christiansen tilhører generationen af yngre billedkunstnere, der rendyrket har taget maleriet til sig som udtryksform. Hendes stil lægger sig et sted mellem en abstrakt, formel malertradition og en legende form for transformation af maleriet til skulpturelt og sanseligt objekt.

Astris Marie Christiansen
Kunstner

Om
Astrid Marie Christiansen er født i 1981. Hun er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i årene 2006-2012. Bor og arbejder i København.

Primær medier
Maleri, tegning

Astrid Marie Christiansen er maler med stor kærlighed til mediet og til udforskningen af dets grænser. Hendes signatur er de hjemmebyggede rammer, der er bevidst skæve og irregulære og ofte så tykke, at de fungerer som en forlængelse af fladen. Hun udnytter dem til også at male på siderne af værkerne, så man må gå på hug, stå på tåspidser og bevæge sig nærmest dansende rundt om malerierne for at få hele oplevelsen med.

Allerede før sin afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2012 vakte Christiansen opsigt med sine værker, da hun som den første af en række billedkunststuderende udstillede på daværende kulturminister Uffe Elbæks kontor. Her viste hun for første gang sin legende afsøgning af maleriets grænser og ikke mindst optagetheden af rummet som en medspillende faktor i både tilblivelsen og oplevelsen af værket.