Astrid Gjesing: “Jeg er mig. Jeg er ikke bipolar, jeg har en bipolar lidelse”

Astrid Gjesing udstiller lige nu på KH7 Artspace i Aarhus. Hun debuterede i en sen alder med digtsamlingen UDEN ORD, men har siden udforsket både det visuelle og det tekstlige. Nu står hun klar med sit mest personlige projekt til dato, nemlig udstillingen Hasn’t she been here before?. Her bliver der sat fokus på kunstnerens barndom og egne erfaringer med psykisk sårbarhed.Når man træder ind i Astrid Gjesings univers på KH7 Artspace, er noget af det første man møder installationen Familiekrans.

“Det er min fars præstekjole, min mors selskabskjole, og min dukke med dåbskjole. De hænger ned fra loftet og kører rundt i ring uden nogensinde at røre hinanden”, forklarer Astrid Gjesing og fortæller, at denne udstilling er det projekt, hun til dato har lavet, der er mest forankret i hendes eget liv. Alle seks installationer i udstillingen har relation til kunstnerens personlige historie med angst, depression, hjertesorger og tvangsindlæggelser på psykiatrisk hospital.

De rå udstillingslokaler danner en perfekt ramme om de ligeledes rå og ufiltrerede følelser, Astrid Gjesing bearbejder i udstillingen Hasn’t she been here before? Lokalet er blevet indtaget af forskelligartede værker; fotografier, silketryk, håndindbundne bøger og readymades. Tre af de seks installationer i udstillingen akkompagneres af lydværker, der stilfærdigt, men insisterende, udfylder hele rummet.

Fra skolelærer til kunstner

To uger forinden møder jeg Astrid Gjesing i hendes lejlighed på Frederiksbjerg. Det er en frostklar januardag, og vi sætter os overfor hinanden i hendes udestue. Selvom det kun lige netop er plusgrader udenfor, trænger solens stråler ihærdigt igennem de tynde glasruder, og varmen omslutter os straks.

“Jeg plejer at sige, at jeg er en sinke, fordi jeg først udgav noget, da jeg var 38.” Sådan siger Astrid Gjesing henkastet, da hun skal fortælle om sig selv. Hun henter med det samme den digtsamling, der var hendes første udgivelse og viser den frem. UDEN ORD blev titlen på den bog, der gjorde, at Astrid Gjesing i 1991 gik fra at være folkeskolelærer til at være kunstner.

I 1993 fik Gjesing så et arbejdslegat på 30.000 kr, hvilket med hendes egne ord var en formue dengang. “Så gik jeg igang med at redigere min anden digtsamling. Det viste sig dog, at der var en hel masse digte, men ikke noget, der kunne blive til en digtsamling”, forklarer hun.

I stedet lavede hun projektet Lyrik Blues: “Jeg fandt tre digte, som jeg syntes var meget fysiske, og dem fik jeg trykt på t-shirts. De blev solgt i boghandlen, og det var en succes. Det blev på en måde et gennembrud for mig, for hvis et digt var noget, man kunne tage på og spilde pastasauce ned af, kunne jeg se det have sit eget liv. Det gjorde, at jeg hurtigt begyndte at arbejde med tekster ude i rummet i stedet for med bøger.”

Astrid Gjesing forklarer, at hun har to yderpunkter i sin kunstneriske praksis. Det ene er tekster i det offentlige rum – ved Kirkens Korshærs varmestue i Aarhus kan man for eksempel læse hendes ord “Jorden bærer dit aftryk” bøjet i røde neonrør.

Det andet yderpunkt er den publikumnære praksis. Her kan man nævne projektet noter til ensomhed fra 2007, hvor Gjesing satte sig ud i byrummet med et lille sybord og en tom stol foran sig. Hun inviterede folk til en snak om ensomhed, imens hun broderede deres udsagn på lommetørklæder. Disse to spor følger Astrid Gjesing gennem hele hendes karriere.

Hør podcast med Astrid Gjesing.

Sproget regerede i præstegården

I løbet af vores samtale går det op for mig, at ordene er allestedsnærværende i Astrid Gjesings kunstneriske praksis. Fra de poetiske sætninger bøjet i neonrør, til historier broderet på damelommetørklæder, følger ordene kunstneren i alt, hun kaster sig ud i.

Astrid Gjesing voksede op på en præstegård med sine forældre og seks søskende. Hun griner lidt, da hun fortæller, at hun tit har set sig selv som en ‘skifting’, for det er den eneste måde, hun kan forklare, hvorfor hun er så anderledes end sine søskende.

Ifølge gammel folketro er en skifting et troldebarn, der er blevet ombyttet med et menneskebarn. Det er egentlig en ret grum fortælling, men det virker som om, at kunstneren har fundet sig til rette med den metafor.

Hun fortæller, at sproget begyndte at betyde meget for hende allerede i de tidlige år: “Jeg er jo vokset op i en familie, hvor man brugte mange ord, men, paradoksalt nok, var der mange ting, man ikke talte om. Politik, økonomi, religion. Kort sagt: alle de vigtige ting. Min far var præst, og hvis vi skulle konkurrere om mine forældres opmærksomhed, var det af sproglig karakter. Det var sproget der regerede. Det er lidt voldsomt at sige, men det er faktum.”

Hasn’t she been here before?

Astrid Gjesing hælder te op i to lysegule tekopper, mens hun fortæller mig om udstillingen Hasn’t she been here before? på KH7 Artspace. Jeg siger, at jeg glæder mig til at se udstillingen. “Det gør jeg også” svarer hun. Astrid Gjesing har aldrig haft et atelier, så hun er altid spændt på at se sine egne værker, når de kommer op i et udstillingslokale.

Udstillingen består af seks installationer med både nye, gamle og genbesøgte værker. Astrid Gjesing arbejder tit med genbrug. Hun genbesøger gamle værker og arbejder videre på dem i nye former.

Udstillingens titel falder også under kategorien genbrug. Gjesing lavede i 2014 en video, der også bar titlen Hasn’t she been here before?: “Videoen skildrer en vandring ved stranden, hvor vi har sommerhus. Her går jeg op gennem klitterne og navngiver alle de blomster, som jeg støder på undervejs. Da jeg begyndte at tænke på den nye udstilling, var den titel i mit hoved.”

Looking for (M)other

Blomsterne går igen i den nye udstilling. I en af installationerne hænger 16 stykker blegt silkestof ned fra loftet, hvorpå de plukkede blomster er trykt. For Astrid Gjesing er det et værk, der handler om fravær, hvilket kommer til udtryk i det sarte silketryk, som blafrer i rummet, når blot man ånder i nærheden.

Værket hedder Looking for (M)other, en af de få nye titler. “Det var et fantastisk værk at arbejde med, fordi det blev en form for ‘memory lane’ i forhold til min mor. Jeg har fået et mere nuanceret forhold til hende, selvom hun døde for mange år siden”, fortæller Astrid Gjesing.

Silketrykkene er hængt op, så de danner et trekantet rum, man kan gå ind i. Imens kan man høre kunstneren læse navnene op på de 32 blomster, der står som skygger på det hvide silke.

Der er en nostalgi i værket, men der er også en distance, som underbygges af titlen Looking for (M)other. Det er en søgen efter en mor – eller måske, er det en søgen efter noget helt andet.

Jeg spørger Astrid Gjesing, hvad det gør ved hendes værker, at hun vender tilbage til dem gang på gang. Hun siger, at det handler om tid. At det grundlæggende handler om at have god tid og ikke skynde på processen: “Med silketrykkene var det en lang proces fra at plukke blomsterne, til at ende med at trykke dem på silke. Tid betyder rigtig meget for mig.”

At bearbejde og samarbejde

Astrid rejser sig op, for at hente et værk, som hun vil vise frem. Det har hun gjort flere gange i løbet af vores samtale, og der er efterhånden spredt tekster og kunstværker ud over hele bordet.

Hun kommer tilbage med et sort-hvid fotografi printet på stof. Billedet forestiller hendes barndomshjem. Hun fortæller, at hun for nylig fandt ud af, at hun havde gemt en fantastisk skat væk, i form af to fotoalbums. I albummene fandt hun en stribe fotografier, som hendes mor selv har taget og fremkaldt i mørkekammeret.

Billederne har Astrid Gjesing forstørret op og broderet tekster på. “Jeg vågner og kalder Moar. Hun kommer og siger vredt: sov nu!” Sådan står der skrevet henover det forstørrede fotografi af præstegården.

Tilsammen er fotografierne blevet til værket Rewrite History. De broderede tekster er en blanding af dét moderen selv har skrevet på fotografierne, og Gjesings egne erindringer fra den tid. Jeg siger, at det jo næsten er et samarbejde med hendes mor. “Ja, det kan man godt sige”, svarer hun og fortsætter med at fortælle, at hun i disse fotos pludselig oplever moderen, når hun er sig selv som kvinde, i stedet for som mor eller præstekone.

Mødet mellem det kollektive og det personlige

Astrid Gjesing viser mig endnu et sort-hvid fotografi. Det er af hende selv som 18-årig. På billedet er broderet ordet “ungdomssløvsind”. Det er det, man i dag kalder skizofreni.

Efter blot en enkelt konsultation var det den diagnose, kunstneren fik stillet i sit attende år. Hun husker ikke, at hendes forældre på nogen måde blev involveret. På fotoet er der broderet alle de bivirkninger, der var, ved den medicin hun blev ordineret. Hun peger på de enkelte ord og forklarer: “Det her er et voldsomt psykofarmaka. Man kan få psykoser af det, og det er jo det man er i behandling for.”

Da jeg spørger, hvordan det er at arbejde så intimt med sine egne erfaringer med psykisk sårbarhed, fortæller Astrid Gjesing, at hun bliver lidt mere modig, hver gang hun gør det.

I en anden af de seks installationer på udstillingen kan man se to håndindbundne bøger. Den ene indeholder kærestebreve fra 1990 til 2007. Den anden er en form for alt-i-en-dagbog som kunstneren førte mellem 2010 og 2012 – nogle specielt udfordrende år i Astrid Gjesings liv.

“De to år fra 10-12 var jeg indlagt 7 gange. Efter mange år med depression fik jeg en ny psykiater, der efter 3 måneder stillede en ny diagnose, nemlig bipolar lidelse. Så eskalerede det helt vildt. Det var en kamp mod tiden for at få en medicinering, der kunne holde styr på det hele”, fortæller Astrid Gjesing.

I udstillingen kan man bladre igennem kunstnerens journal, der indeholder dagbogsoptegnelser, tegninger samt fastklistrede ting fra hverdagen. Det er et dyk ned i kunstnerens inderste, og jeg bliver som beskuer både fascineret, men også meget opmærksom på, at jeg bryder ind i et andet menneskes privatsfære.

Når Astrid Gjesing er så sårbar og ærlig i sine kunstværker, håber hun på, at det kan vække genkendelighed og nysgerrighed hos beskueren. Det betyder meget for hende, at hun kan give sig selv lov til at være skrøbelig i sin kunst.

“I mange år skjulte jeg det, fordi jeg havde oplevet reaktioner fra folk, der sagde, at man ikke kunne være en rigtig kunstner, hvis man var psykisk syg. Det her er på mange måder det første fulde skridt mod at sige ‘Jeg er mig, jeg er ikke bipolar, jeg har en bipolar lidelse’. Så må jeg stole på, at de erfaringer, som jeg har haft, og som jeg har bearbejdet kunstnerisk, rammer et fælles spor med det publikum, der er der. Sådan at den kollektive erindring og den personlige erindring mødes. Det er der, man har mulighed for at mødes med sit publikum.”