At aflære sig illusioner

Toril Johannessens udstilling Unlearning Optical Illusions på ARoS er en multimodal undersøgelse af visuel perception i en både videnskabelig, sociokulturel og æstetisk kontekst. Vi har talt med den norske kunstner.

Rent formelt består den aktuelle udstilling af fotos, boguddrag og mønstrede tekstilbaner draperet i udstillingsrummet. På væggene hænger fotos i menneskestørrelse, flankeret af infotekster og en ’brugermanual’.

Umiddelbart ligner stoffernes  farverige mønstre dem, man kan finde på vestafrikanske tekstiler. Ved nærmere inspektion viser det sig dog, at mønstrene er baseret på forgangne videnskabelige undersøgelser af optiske illusioner. Således spinder den norske kunstner Toril Johannesens (f. 1978) på kringlet vis undersøgelser af vores perception sammen med undersøgelser af europæisk kolonialisme.

For at kunne realisere sin tekstilproduktion har Johannesen allieret sig med en vestafrikansk producent, som er specialiseret indenfor fremstillingen af hollandske voksbatikklæde. Denne produktionsmetode stammer oprindeligt fra Indonesien, men blev kopieret af hollænderne under deres kolonisering af øgruppen. Voksbatik blev sat i produktion i Holland med henblik på afsætning i Indonesien. Den plan slog dog behørigt fejl, da lokalbefolkningen i Indonesien ikke var interesserede i de udenlandsk producerede tekstiler. Hollænderne fandt et nyt marked i Vestafrika, hvor batikstoffet i dag – paradoksalt nok – benyttes til en ny nationaldragt som tegn på uafhængighed.

Fejlbedømmelser
Mønstrene på stofferne består af klassiske videnskabelige eksempler på optiske illusioner. I løbet af anden halvdel af det nittende århundrede opdagede pionerer indenfor den eksperimentelle psykologi en række optisk-geometriske figurer, der fremkalder fejlbedømmelser af dimensioner, orientering, krumning, retning eller form af visse elementer. Man har katalogiseret mere end 200 af disse fænomener. Disse eksempler er  ’skjult’ under kunstnerens fantasifulde allusioner til ’måder at se’: En kameralinse, et lysstofrør etc. Værkerne har titler, der refererer til deres opdagere, såsom The Poggendrof Illusion eller The Zöllner Illusion.

De optiske illusioner er bevidst underspillet, så mønstrene nærmere kommer til at fremstå som traditionelle vestafrikanske frembringelser. Hermed skabes forbindelserne mellem synets fejlbedømmelser og ‘fejlbedømmelser’ i forhold til den kolonialistiske problematik samt den udveksling af tekstiler, som stadig foregår mellem Holland og Vestafrika.

Formidling på en æstetisk måde
I udstillingen hænger store fotografier af tekstilerne akkompagneret af vægtekster samt en ’manual’, der instruerer beskueren i, hvordan værket bør opleves. Vægteksten er ledsaget af stiplede linjer på gulvet, som angiver den korrekte vinkel og afstand til værket.

”Vægteksterne og instruktionen er vigtig for den æstetiske oplevelse,” forklarer Toril Johannesen om formidlingen og beskuerinddragelsen, men understreger dog, at det i højere grad er meningen, at teksterne skal vække tanken.

“I mine værker har tilblivelsen en stor betydning for udviklingen i værket. Formidlingen er derfor vigtig, men den skal kommunikeres ud på en æstetisk måde, det skal være en helstøbt sanselig oplevelse. Det enkleste ville være blot at præsentere værket i sin rene form, men jeg vil gerne bringe ordet og billedet sammen. Det er en kobling, jeg altid har arbejdet med.”

I udstillingen ligger stabler af stofruller på stativer, og draperingerne er stadig forankret i rullerne. Hvilken betydning har det?

”Stofferne hænger stadig på rullerne, fordi det indikerer deres status som råmateriale. Det er på den måde, stoffet kommer fra fabrikken. Rullerne og stativerne fortæller om tilblivelsesprocessen samtidig med, at den måde at præsentere stofferne på åbner op for en masse transformationsmuligheder.”

Toril Johannessen har da også indgået et samarbejde med det norske tøjmærke HAiKw/), som har produceret tøj af de samme tekstiler, som vi ser i udstillingen:

“Det handler om at tage tekstilerne, bogen, fotografierne og deres historier og løsrive det lidt fra mine forklaringer og se, hvordan de kan blive set udenfor kunstrummet. Kunstrummet er meget kontrolleret. I kunstrummet har vi muligheden for at sætte en tekst op og lægge alt til rette for beskueren. Det gør tøjet ikke, det er et forsøg på at udforske det felt.”

Visuel perception handler i høj grad om individuelle måder at se. Unlearning Optical Illusions inviterer beskueren til at gå bagom måden, vi ser på – at åbne op for en større bevidsthed hvad angår synsvinkler på kolonialisme, kunstinstitution, tøjproduktion etc. Også kunsten er et kulturelt betinget begreb og særdeles institutionsafhængigt: Er kunst kun det, vi ser på kunstmuseer, eller kan en jakke i en tøjbutik med “Toril Johannessen” skrevet på en informationslabel i nakken også være kunst? Det kommer an på dem, som ser den.