Avantgarden og håbløsheden

Ja, avantgarden er fortid. Og det bliver cementeret og højlydt beklaget i Avantgardens selvmord. Med længdens perspektiv og dybdens indsigt forklarer Bolt motivationen, selvforståelsen, samtiden og ikke mindst hvorfor avantgarden endte med definitivt at tage livet af sig selv.

Mikkel Bolt folder sig i løbet af de bare 109 sider ud som vores fremmeste avantgardeteoretiker, men også som en revolutionær, der i sit inderste forbander samtidens polerede overflade og politiske virkelighed, og i sin ensomhed spejder håbløst efter en nutidig avantgarde. Og det gør kun bogen endnu mere interessant.

Hvad er avantgarden?
I dag er der meget, som kaldes avantgarde. Men ifølge Bolt er der ingen kunstneriske bevægelser, der gør, hvad avantgarderne (surrealisterne, situationisterne og grupperingerne omkring) forsøgte i mellem- og efterkrigstiden: At supplere det kunstneriske eksperiment med et egentligt politisk engagement. Og det er denne totale model, som kendetegner disse avantgarder:

"’Transformér verden,’ sagde Marx; ‘Forvandl livet,’ sagde Rimbaud, for os udgør disse to ordrer én," som surrealisten André Breton formulerede det i 1935.

Avantgarden så sig selv som et alternativ og modsvar til det borgerlige samfund og det kapitalistiske marked ved at angribe de borgerlige dyder og den borgerlige klasses nye magt. Både i og uden for kunstinstitutionen. Som kunstnerisk eksperiment og som politisk projekt.

Det, som af uvidenhed kaldes avantgarde i dag, har ikke dette helhedsperspektiv, men vil typisk blot rejse sin kritik inden for kunstens felt. "Der er ingen avantgarde mere," konkluderer Bolt afslutningsvis.

Hvorfor avantgarden?
Avantgardens projekt var at af-instrumentalisere det moderne menneske. At udfordre og bearbejde adskillelsen imellem arbejde og forbrug, mennesket og livet.

Dette gjorde ikke avantgarden decideret venstresnoet. Avantgardens ofte nære forhold til højrefløjen (blandt andet fascismen) og datidens diktatorer er en kendt historie.

Det handlede om at distancere sig fra det etablerede og søge "den tabte totalitet". En ny orden, der ville opstå ud af asken fra det endelig opgør – det borgerlige samfunds endeligt. Kunsten ville ikke beskrive verden, men ændre verden radikalt.

Desperation og menneskeofringer
Og her får Mikkel Bolt beskrevet intentioner, sammenhænge og desperationens håbløshed med hudløshed. Og det er uhyre interessant læsning! Georges Batailles mere ekstreme fraktion Acéphale, der endte i menneskeofringer i en mørk skov som et led i grundlæggelsen af ikke mindre end en ny religion, var for eksempel ny læsning for undertegnede.

Her konkretiseres det engagement, men også den desperation, som disse kunstneriske projekter ofte var præget af.

Hvor er avantgarden?
Mikkel Bolt ender faktisk med – måske ubevidst – at fremlægge avantgarden, som noget der aldrig blev en realitet. Ingen af projekterne endte med reel forløsning, kun desperation og til sidst kapitulation til efterkrigstidens fremstormende kapitalisme og mere stabile demokratier. Den nåede aldrig længere end til manifester, indbyrdes kampe og elitært snobberi.

"Det er avantgardens forbandelse: At være ude af stand til at give sig krop og skabe verden," skriver Bolt og tilføjer tørt: "I parentes kan bemærkes, at det ikke lykkedes for situationisterne at transformere verden eller konstruere situationer, ligesom det heller ikke lykkedes for surrealisterne før dem at slippe underbevidstheden løs." Smack!

En naiv revolutionær?
Flere steder fører Bolt dog avantgardens projekt frem som svaret også på den politiske virkelighed i dag. Og det har han god grund til, da kapitalen mere end nogensinde – tænk bare på finanskrisen – har den totale kontrol over os. Også skuespilssamfundet (menneskets produktion af sig selv ud fra samfundets kapitale krav), som situationisten Guy Debord skildrede det, er en allestedsnærværende realitet – tænk bare på facebook!

Men Bolt fremstår her som en naiv revolutionær, når han just har fremlagt historien om avantgardens elitære, enøjede og utopiske projekt. Men Bolt er udmærket klar over dette paradoks:

"Den klassiske avantgardeposition er ikke længere til rådighed. Det er både en forbandelse og en mulighed. En forbandelse, da avantgardens radikale kritik mere end nogensinde er påkrævet, en mulighed, da avantgarden fejlagtigt prætenderede at sidde inde med de vise sten. Avantgarden ser sig selv som den revolutionære praksis’ smeltedigel og affejer massens aktiviteter som intet andet end afledningsmanøvrer, der ikke udfordrer den etablerede orden. Men den splittelse, som avantgarden er eksponent for, skal tilvejebringes – der skal skabes uro, homogeniseringsbevægelsen skal afbrydes! – men uden at massen reduceres til en dum krop, der skal organiseres. Det er den umulige arv, avantgarden har efterladt os."