Avatarens søgen efter meningen med det virtuelle liv

Hvad sker der, når de computerskabte alter egoer mister koblingen til deres skabere og får lov at gå egne veje? På Louisiana bliver der skabt rigeligt plads til det liv, der leves mellem det virkelige og virtuelle.

Der, ikke her. Titlen på Louisianas nye gruppeudstilling Being There implicerer et andet sted.

Dette sted bliver indledningsvis italesat som et rum på tærsklen mellem det virkelige og uvirkelige; et rum, der er opstået som følge af internettets allestedsnærvær, hvor blandt andet krop, tid, liv og død er redefineret. Udstillingen fortsætter således en klassisk kunstnerisk undersøgelse af dialektikken mellem fravær og nærvær, men de ni værker er samtidig insisterende moderne og optaget af deres samtid.

Det slipper de overvejende godt fra.

En homogen gruppeudstilling
Der er primært tale om yngre, succesfulde kunstnere fra eller med base i USA, så når Louisiana bryster sig af at præsentere en international udstilling, klinger det en smule falsk. Der er da også tale om en usædvanlig homogen gruppeudstilling, hvilket faktisk er en af Being Theres styrker. Som besøgende er det dog rimeligt at forvente bidrag fra mere end to verdensdele, når museet iklæder sig internationale fjer.

Når man bevæger sig gennem Louisianas mange gange, rum og ikke mindst en skulpturpark, er det tit vilkårligt og uproblematisk, hvorfra man ankommer til de enkelte udstillinger. Dette gør sig ikke mindst gældende for Being There, der kan entres fra to sider og kæmper mod særudstillinger af Rineke Dijkstra og Marina Abramovic om publikums opmærksomhed. Men at lade besøget starte med Bunny Rogers afdæmpede værk Leda (Painted and Erased) og kulminere med Lizzie Fitch og Ryan Trecartins overvældende megainstallation Lake Anticipation giver efter min mening det bedste flow gennem udstillingen.

Kunstig intelligens og handlekraft
Følger man denne anbefaling, er Ian Chengs værk Emissary Sunsets the Self (2017) udstillingens første videoinstallation. Værket er det tredje værk på tre år i en trilogi, der undersøger handlekraft i en computerskabt verden. Det, vi oplever, er en animation, der er baseret på forskellige former for kunstig intelligens, som konstant informerer sig selv og skaber variation i det uendelige. Oplevelsen svarer lidt til at overvære en anden spille et computerspil, men i Emissary-værkerne er det computerspillet, der spiller sig selv, og handlingen er vilkårlig.

Efter et par minutter er det alligevel svært at undgå at danne sit eget narrativ om det, der udspiller sig blandt karaktererne i en tilsyneladende postapokalyptisk verden. Snart tager man sig selv i ikke at ville gå glip af næste scene, og snart tænker man, at oplevelsen mest af alt minder om at betragte bølgernes fortsatte brydning mod en klippegrund. Sådan efterlades beskueren vaklende i mødet med handlekraften hos den kunstige intelligens i et udstillingens mest visuelt dragende værker. Lydsiden bliver derimod kraftigt påvirket af Dora Budors naboinstallation Year Without A Summer (Panton’s Diversion), hvor besøgende med lyd forsøger at aktivere askenedfald fra de fra loftet hængende beholdere.

Mening i den virtuelle tilværelse
Et andet værk, man bør dvæle lidt længere ved, er Cécile B. Evans’ Hyperlinks or it Didn’t Happen (2014); et videoværk, der folder sig ud i en installation med både planter, plastikskulpturer og små billeder, der alle fører tilbage til selve videoen. Værket er gennemsyret af hvad man kan kalde digital naivisme, og det stiller nogle krav til den besøgendes visuelle overbærenhed. Ved nærmere bekendtskab fremstår udtrykket dog som det helt rigtige for fortællingen.

I værket møder vi en række karakterer på jagt efter mening i deres virtuelle tilværelse, og deres historier griber ind i hinanden. Hovedpersonen er en computerskabt aftegning af den afdøde skuespiller Philip Seymour Hoffman, der er bevidst om, men også fremmedgjort fra sit ophav, og fungerer som en slags løsrevet avatar, der kommer til orde på egne præmisser. Samtidig bidrager flygtige Facebook-opdateringer fra en afdød kvinde, en animeret popstjerne med flere til en fortælling, der konstant undersøger forbindelserne mellem det virkelige og det konstruerede, og det er ligefrem rørende, når den afdøde kvinde gennem Facebook tager kontakt til sin kæreste blandt andet via notifikationer om sin tilstedeværelse i kærestens billeder.

Afkoblet stemmeføring
“My voice is wrong and it’s not even connected to my face,” siger karakteren Phil i Hyperlinks or it Didn’t Happen og rammer dermed et fællestræk i de værker i Being There, der arbejder med stemmer. I Amazonas (Into the Land) af Pamela Rosenkranz er det en computergenereret stemme, der guider den besøgende gennem et udsnit af varerne i konglomeratet Amazons netbutik, mens sanserne yderligere påvirkes af kunstig lys og lugt. I Ed Atkins’ videotriptykon Ribbons (2014) lægger kunstneren selv stemme til en animeret figur, der aldrig rigtig anstrenger sig for at indgyde illusionen af at være den talende. Men det gør sig også gældende i Fitch/Trecartins Lake Anticipation, hvor karaktererne dels optræder med skabagtig artikulering og dels med en forvrængning i stemmeføringen, der understreger lydsidens efterbehandling. I alle tilfælde foregår der en afkobling mellem krop og stemme, der igen pirrer den allestedsnærværende dialog mellem fravær og nærvær.

Fraværet af krop er anderledes håndgribeligt i Hannah Levys fire skulpturer uden titel. Kunstneren bruger sine foretrukne materialer stål og silikone til at fremstille møbellignende skulpturer, der afviser kroppen snarere end at invitere til brug. De er på én gang æggende og frastødende. Dette ses måske mest tydeligt i en lille video, hvor et par hænder kærtegner en egentlig ubrugelig afstøbning af et par høretelefoner og dermed udfordrer forståelsen af hvem eller hvad, der tilfredsstilles. Selvom der er et stykke vej fra en virtuel verdens frisatte avatarer til Levys værker, kan de på samme måde betragtes som menneskeskabte objekter, der har fået deres eget liv og kan begæres som noget levende og organisk. Deres styrke ligger derfor i, hvordan de tilfører udstillingens andre værker en kropslig forståelsesramme.

Kontrolleret amatørisme
Flere af kunstnerne – med Cheng som den vigtigste undtagelse – leger også med den amatørisme, der er de sociale mediers udtryksform par excellence. Videoerne i Ribbons bliver igen og igen afbrudt af animerede titelsekvenser, der ligner øvelser til videobehandlingsprogrammet After Effects. GoPro-kameraoptagelserne og den karikerede brug af makeup i Lake Anticipation frembringer en fornemmelse af at være kørt fast i et endeløst spor af Snapchat-historier, og hvor betagende man end finder Hyperlinks or it Didn’t Happen, er det svært at se bort fra en stilistisk pærevælling. I dette virvar spiller kurateringen dog en fornem rolle. For hvad der i andre sammenhænge kunne synes at løbe løbsk i galopperende eklekticisme finder i Being There sammen i et tilnærmelsesvis helstøbt formsprog, hvor de naive greb fremstår afmålte og kontrollerede.

Avataren Phil beder os i Hyperlinks or it Didn’t Happen om at lade være med at kalde ham “uncanny”, men det er netop dialogen mellem det kendte og det ukendte, der kendetegner Being There, og et spøgelsesagtigt nærvær følger den besøgende gennem hele udstillingen. Louisiana er gavmild med pladsen til de ni installationer, men stiller også krav til beskueren – Being There kræver større fokus end internetbaserede notifikationsstrukturer normalt opmuntrer til.