Bag de hvide vægge

Den franske kunstner og koreograf Xavier Le Roy har de seneste to måneder præsenteret sine værker gennem de seneste seksten år på MoMA PS1 i New York. De mange værker gennem årene endte i hænderne, eller rettere kroppene, på en stor gruppe performere og dansere, der gennem to måneder sammenflettede og improviserede over hele repertoiret. Inkarnerede kendere ville muligvis kunne genkende elementer fra tidligere værker, men pointen var en helt anden end værkgengivelser i en kronologisk og tilgængelig fortælling om ’kunstneren’.

Kunstens dialog
Når man trådte ind på trægulvet i den hvide sal, blev man ‘mødt’ i ordets tvetydige forstand af en gruppe performere, der konstant trådte ind og ud af kunstens abstrakte og symbolske sprog. Fra det ene øjeblik til det andet skiftede de fra ’værk’, performance, til ekstrem fokus på din tilstedeværelse og kiggede dig dybt i øjnene eller samledes omkring dig, imens de udtalte sig, også kropsligt, via kunstens tvetydige vokabular.

En form for dansende pseudo-dialog, hvor den besøgende på skift blev mødt og afvist, set og fremmedgjort. Kunstens pirrende leg med beskueren var logikken her.

Mødet som normbrud
Men trådte man ud i de tilstødende lokaler, foregik dette møde mellem besøgende og performer helt anderledes. Performerne ville her henvende sig til én som ’privat person’ med et for museet unaturligt engagement og en genuin imødekommenhed: spørge til dig, din historie, dine erfaringer og engagere sig i en naturlig medmenneskelig samtale, der var helt igennem nærværende, og for institutionen helt igennem grænseoverskridende. Og havde man været der før, ville de påpege dette og fortsætte hvor man slap.

Disse møder var for mig helt omtumlende, og første gang jeg besøgte denne ‘performanceinstallation’, var jeg helt i vildrede bagefter. Jeg anede ikke, hvad der reelt var foregået? Var først endt i en virkelig interessant og engageret samtale med en af performerne, hvilket – i timerne efter – udviklede sig til en spirende mistro, og jeg følte et tvingende behov for at komme tilbage. Men det samme gentog sig, uden slinger. Mistroen var min egen og knyttet til hvad der kan foregå inden for institutionens vægge.

Uhåndterligt besøg
I salen var der kunstnerisk nærvær med blik for kunstens normer og bag væggene var nærværet normløst og ekstremt afvæbnende.

Hvis man ville, kunne man i de samme tilstødende lokaler gense og snakke med performerne om værkerne fra Le Roys karriere ved en række installerede computere, der mindede om et klasseværelse. Forvildede man sig helt ind i det bagerste, mørklagte lokale, vendte man første gang hurtigt om på hælen og listede ud igen, efter mødet med en række ’sovende’ mannequiner, der lå lænet mod væggen.

Endnu en erkendelse af, at man var ’på besøg’ bag kunstens ydre iscenesættelse og i en situation, man ikke anede, hvordan man skulle håndtere.

Ferietur til fremmedland
Den norske kunstner Tori Wrånes er lige nu i residency ved ISCP (International Studio and Curatorial Program) i New York og kan opleves i denne weekend i Malmö, hvor hun står bag Your Next Vacation Is Calling – en markant performance-installation ved Lilith Performance Studio. Ligesom Xavier Le Roy arbejder Wrånes med et markant skift fra den hvide sal til et baglokale præget af en anden logik.

Hos Wrånes er den hvide sal blot en lighus-kold passage, tavs og fuld af fravær, før man når til selve værket. En hvidklædt performer hænger som et trofæ på væggen med armene over kors og kun overkroppen synlig.

Øjnene er mælkehvide ligesom resten af lokalet. På gulvet er et enkelt tegn på undsluppet liv. En blå farvepyt, der med små dryp fra trofæets mund bliver større og større. Vi passerer tavse.

Et tungt forhæng byder os indenfor i en form for mentalt eksperimentarium. Over os kan vi nu se den anden halvdel af trofæets hvide krop. Resten af rummet er mørkt og tæppebombet med farver. Tretten performere i alle aldre – inklusiv Tori Wrånes selv – er optaget af livets gøremål. Men der er stadig intet nærvær, ingen øjenkontakt, sproget er dyrisk gryntende og de besøgende stimler sammen uden interaktion med performerne i et forsøg på at passe gnidningsløst ind i dette fremmede mikrounivers.

Gode gamle dystopia
Cyklussen (på ca. 30 min.) løber gennem nat og dag, absurd Sisyfos-arbejde, knirkende, stønnende fitness og trivielle gøremål. Alt i alt, er det mennesket som fange i sin egen skræmmende eksistens, der bliver skildret.

Absurd teater, hvor knapperne til den musikalske lydside og det visuelle sprog er skruet helt op, men også en god gammel eksistentialisme og rationalitets-kritik uden nødudgange – et vaskeægte dystopia.

Men hold nu op, hvor har den pointe været daglig kost i kunsten i hundrede år! Og fortællingen om kunstens indre kraft som absurd men eksistentiel er nærmest reaktionær. Graden af fornyelse ligger udelukkende i den gennemførte iscenesættelse og eksekvering, hvor særligt Wrånes’ vokal-arbejde og musikalske overskud er helt vildt.

Medproducentens potentiale
I performancekunstens totalinstallationer giver det sjældent mening at lade publikum passivt se til. Pointen med performance-installationen er vel netop, at man er involveret og medproducent i fortællingen, som det bliver gjort hos Le Roy eller for eksempel i den dansk-tyske performancegruppe SIGNAs stedsspecifikke perfomance-installationer (aktuelt med Ventestedet i samarbejde med Teatret Republique).

I disse tilfælde er der netop ikke tale om pointer, der bliver fodret, men oparbejdet og gradvist erkendt gennem tilstedeværelsen, dialogen, meddelagtigheden, nærværet og normbruddet med institutionens traditionelle rum og hvidvaskede iscenesættelse på behørig afstand til publikum. Når performance-installationer er bedst formår de netop at understrege, at dybet ikke ligger i kunsten, men i den erfaring vi i fællesskab producerer.