Begærets landskab

Store følelser
Jesper Just er en insisterende og konsekvent kunstner, hvad filmmediet angår, og hvad de eksistentielle temaer angår. Derfor er han så overbevisende og troværdig.

Det er interessant at opleve en mandlig kunstner, der tematiserer og anvender følelser, som Jesper Just gør i sin videokunst. Det er ikke følelser i sentimental Hollywoodstil, han blænder op for, selv om der er filmiske og melodramatiske referencer til Hollywoodfilm i hans tidlige værker. Det er et stort følelsesregister af lyst, sorg, frygt, skam, smerte og længsel, der gennemspilles.

Det er givetvis den berømte katharsis-effekt, der indfinder sig hos de fleste af os, og som gør især hans nyere værker så uafrystelige. Blev de mangeartede følelser ikke afviklet i det stramme og velredigerede slow tempo, som er så karakteristisk for Justs videoer, var denne filmiske forførelse næppe mulig. Hertil kommer, at det er professionelle skuespillere, der spiller med i hans film.

Filmisk sprog
This is a Landscape of Desire er en retrospektiv udstilling. I Hearts største udstillingssal vises fire nyere videoværker fra 2008-13. På udvalgte dage vises i museets koncertsal yderligere fem videoværker fra 2004-7 (se museets hjemmeside for visningsdage).
På en heldig besøgsdag er det således muligt at se udviklingen i Jesper Justs videokunst de seneste ti år.

Er man ikke bekendt med Jesper Justs værker, er det en god idé at starte med de tidlige videoer og følge udviklingen frem til det nyeste værk This is a Landscape of Desire.
Der er flere henvisninger til Hollywoodfilm (heriblandt musicalgenren) og film-noir i hans tidlige videoer Bliss and Heaven, No Man is an Island II, Something to Love, The Lonely Villa og It Will All End in Tears.

En særlig filmisk kvalitet knytter sig til hans karakteristiske brug af lyd. Lydsiden er gerne en stemningsskabende vekslen mellem musik, udefineret lyd og reallyd i stærkt vekslende lydniveauer.

Mænd kan også græde
Jesper Justs tidlige videoer kan muligvis føles grænseoverskridende, når man ser, hvordan han i disse filmfortællinger om kærlighed, smerte og længsel bryder gængse kønsroller og konventioner.

Det er ikke hverdagskost, at se mænd bryde ud i hverken gråd, sang eller dans. Eller for den sags skyld at lade mænd synge og danse for hinanden. Men scenerne er rørende og vedkommende. Typisk har videoerne karakter af små stemningsmættede set up, hvor man som beskuer er usikker på både lokaliteterne og personernes relationer.

Man er stort set lige så mystificeret og uafklaret omkring personer og handling ved slut som ved start. Derimod er man blevet følelsesmæssigt indfanget af den tvetydige stemning, der har udspillet sig.

Længsler
Jesper Justs fire nyeste værker This is a Landscape of Desire (2013), This Nameless Spectacle (2011), Sirens of Chrome (2009) og A Voyage in Dwelling (2008) har et anderledes visuelt sprog.

Farveintensiteten er dæmpet; – og naturen, sollyset og spejlinger spiller en væsentlig rolle i filmene. Videoernes fortættede følelser spænder fortsat fra smerte og længsel til lyst og erotisk begær, men nu overvejende med kvindelige aktører.

Filmformaternes størrelse og orientering spiller direkte med i den stemning, der etableres. I overensstemmelse med fortællingens indhold vises de tre sidstnævnte film i panoramiske formater, hvorimod den nye film This is a Landscape og Desire vises i et højt vertikalt format.

Spejling og begær
Panoramiske landskaber og bymiljøer (p-kældre, højhuse) er filmenes kulisser. Der er grund til at fremhæve filmen This Nameless Spectacle, der afspilles som to projektioner på to modsatte vægge i udstillingsrummet.

Det kræver, at beskueren placerer sig mellem de modsatrettede projektioner for at gøre oplevelsen hel. Fortællingen om kvinden i kørestolen, der (for)følges af ung mand gennem en park, kredser om en klassisk begærs- og blikproblematik.

En blændende spejling forløser handlingen og begæret mellem de to. Han kiggende desperat ud af et højhusvindue og hun i højlydte spasmer på gulvet i en aflåst lejlighed i et nærliggende højhus. Så tæt forbundne og dog så fjernt fra hinanden i den samme momentane erotiske lyst.

Frit spil
Udstillingens hovedfilm, This is a Landscape of Desire, viser en tilsvarende desperat længsel efter ømhed og forløsning. Filmen lader to parallelle fortælleforløb med to forskellige kvinder (en og samme kvinde ender man med at tænke) løbe sammen.

Deres færden på og omkring et trafikeret og støjende motorvejsnet kulminerer for den ene kvinde i en desperat erotisk forløsning og masturbation med en (motorvejs)betonpille. En antydning af skamfuldhed viser sig i kvindens ansigt. Man forstår, hun er bevidst om, at hun har givet sin længsel og lyst frit spil. Der er tale om sublimt diskret (skue)spil og om et intenst sanseligt øjeblik af privat karakter. Det er med en følelse af næsten skam, man som beskuer bevidner kvindens desperate forløsning.

Man skal være villig til at lade sig forføre, når man ser udstillingen This is a Landscape of Desire. Da venter der én en stor oplevelse.

Jesper Just er en kunstner, der med overbevisning insisterer på følelser som en vej til erkendelse af menneskelige relationer. Han har modet til på smukkeste vis at fremvise vores basale længsler og behov, nøgent og usminket.