Berlin, Berlin

Der er både produktive, destruktive og progressive kræfter og initiativer i en af kunstens store metropoler, Berlin. Vi bringer nyt fra et udvalg af dem.

Elmgreen & Dragset: The Kiss, videofilm, 2008.

Der er både produktive, destruktive og progressive kræfter og initiativer i en af kunstens store metropoler, Berlin. Vi bringer nyt fra et udvalg af dem.


info


Elmgreen & Dragsets Mindesmærke for de under nationalsocialismen forfulgte homoseksuelle fra 2008, et videoværk, hvor to unge mænd kysser hinanden under en trækrone, er en smuk påmindelse om forbrydelserne mod de homoseksuelle under nazismen.

Nu er det blevet vandaliseret. Der er sort skærm, og glasset har dybe ridser fra et skarpt redskab. En hundeluftende mand fortalte undertegnede forleden, at mindesmærket bliver vandaliseret med jævne mellemrum, og at der gennemgående går en måneds tid, før myndighederne har restaureret værket. En beskæmmende tanke, at homofobien fortsat trives – også i den ellers så tolerante og frisindede storby Berlin.

Nordiske kunstnere møder berlinske kuratorer
Großes Treffen/Stormöte/Suuri kokous /Stort mote/Listastefna /Stormøde stod der ved indgangen til De nordiske Ambassader i Berlin forrige søndag. Det var et – som det fremgår – stormøde, der skulle fremme de nordiske billedkunstnere, arkitekter, performeres m.v. vej til det tyske udstillingsliv.

Grosses Treffen. (pressefoto)
Grosses Treffen. (pressefoto)
300 nordiske kunstnere med base i Berlin havde ansøgt om at komme i betragtning til en samtale med kuratorer og udstillingsledere, der opererer i den tyske hovedstad.

Ca. 50 af dem fik mulighed for hver især at fremlægge deres portefolioer for fem af disse nøglepersoner. Kunsten.nu talte bl.a. med billedkunstneren Lise Harlev om, hvad hun havde fået ud af disse møder, da dagen var slut.

“Jeg overvejede at melde mig sidste år, hvor stormødet fandt sted for første gang, men dengang skønnede jeg, at jeg nok var for etableret til at få noget ud af det. Men i år havde teamet (med den danske kunsthistoriker og kurator Solvej Helweg Ovesen i spidsen, red.) inviteret så vigtige kuratorer med, at jeg valgte at melde mig til. Det blev nogle virkelig givende samtaler og en enestående mulighed for at få vigtige spillere i Berlins kunstliv i direkte tale,” udtalte hun. 

Die Raum i Prenzlauerberg
De to danske kuratorer, Lotte Møller og Jesper Dyrehauge, etablerede i 2011 et diminutivt non profit galleri på 5 kvm! i smørhullet på Prenzlauerberg. For tiden kan her ses (gennem vinduet) en udstilling med den fransk fødte, hollandsk-brasilianske billedkunstner Pablo Pijnappel.

Die Raum ligger i samme hus som arkitektfirmaet Bar Architects. Nu er deres 19. udstilling åbnet med den fransk fødte, hollandsk-brasilianske billedkunstner og forfatter Pablo Pijnappel, der har skabt et konceptuelt værk om et vildt, fiktivt party, der holdes et sted på Prenzlauerberg. Hvad der sker under denne fest, kan man læse om på Die Raums vægge. Ved udstillingsåbningen i april fandt et faktisk party sted i die Raum og bagvedliggende lokaler.

 Oderberger Strasse 56, Berlin Prenzlauerberg. Til 1. juni.


Fakta