Bevægelig og bevægende kunst

KUNSTEN i Aalborg er Alvar Aaltos eneste byggeri i Danmark, og sågar hans eneste museumsbyggeri overhovedet. De fysiske rammer for Movin’ Space er med andre ord, som de skal være.

Særudstillingen på KUNSTEN afvikles i forbindelse med den nordjyske kunstfestival PORT 2010 og består af værker fra tre udenlandske samtidskunstnere: Britiske Usman Haque, argentinske Tomás Saraceno og tyske Joachim Sauter. Fælles for dem alle er, at de med større eller mindre held forsøger at udfordre museumsrummet.

I de højere luftlag
Tomas Saracenos bidrag, Walking on Clouds, er så absolut udstillingens mest spektakulære værk. Hvis man altså bedømmer det på dets omfang.
Værket vidner om en imponerende logistisk bedrift, som kræver et anerkendende løft på hatten. Installationen fylder KUNSTENs højloftede centralsal – et lokale som udmærker sig ved at indeholde en karakteristisk loftskonstruktion. Til daglig er det lidt vanskeligt at komme helt tæt på loftets arkitektoniske finesser, men det råder Saracenos installation bod på.

Stedspecifikt kunstværk
I tolv meters højde har Saraceno udspændt tre kuppelformede og transparente luftpuder, som kan bære fire personer ad gangen. I rummet under luftpuderne genererer en blæsekonstruktion et overtryk, som holder luftpuderne tilpas spændte og fjedrende. Walking on Clouds er skabt specifikt til KUNSTEN og vender op og ned på forestillingen om, hvad man kan (tillade sig) i et museumsbyggeri.

Nej, det er ikke en hoppeborg
Saracenos værk sætter fokus på nødvendigheden af at kommunikere. På luftpuderne er man konstant nødt til at forholde sig til de tre øvrige medmennesker, som man deler luftpuder med. Hvis én vælger at skeje ud med voldsomme bevægelser, påvirkes luftpuderne så meget, at de øvrige individer kastes mere eller mindre tilfældigt rundt.

Det lyder en anelse banalt, men det er først som sidst en fin synliggørelse af, hvad det vil sige at være et individ blandt andre individer – også uden for luftpudekonstruktionen. Man er nødt til at kommunikere, for ikke at skade hinanden.

Selvom Walking on Clouds i travle perioder minder om hoppeborgslignende tilstande, så ligger der en klar og vedkommende vision bag værket. En vision som ikke fuldstændigt lader sig skæmme af værkets mere eller mindre tivoliserede udtryk. Det er et underholdende værk, helt bestemt, men det er samtidig også et værk, man ret hurtigt fordøjer.

Teknisk perfektion
Joachim Sauter og hans samarbejdspartnere i det selvopstartede firma ART+COM har bragt to værker med til KUNSTEN. Det er værker der ligesom hos Saraceno og Haque, forsøger at forholde sig til museumsbygningens arkitektur. ART+COM fremstiller respektindgydende installationer på baggrund af samarbejder mellem kunstnere, designere og forskere.

Der blev man ramt
De to værker Reflecting kinematronic 1 og Reflecting kinematronic 3 befinder sig i et mørkt rum, adskilt fra museets øvrige lokaler. I Reflecting kinematronic 1 styrer en større mængde spoler i toppen af installationen hver sin lille metalkugle, som er hæftet til spolen med en tynd snor. Samtlige spoler er forbundet til et computerprogram, programmeret til at gengive hel- og delelementer af Aaltos museumsbyggeri.

Via vertikale bevægelser skaber metalkuglerne evigt flydende gengivelser af museets arkitektur. Det er overlegent rent teknisk, og den æstetiske oplevelse er dybt bevægende.

Værket er udstillingens bedste og fungerer på et fundamentalt niveau – som en ufiltreret og umiddelbar sansepåvirkning. Men sideløbende virker det også som koncept, og det er stor styrke. Reflecting kinematronic 1 rammer både intellekt og sanseapparat, enten hver for sig eller i frugtbar symbiose.

Lige ved og næsten
Mekanikken bag Reflecting kinematronic 3 er groft sagt den samme som i Reflecting kinematronic 1. Sauter leger med en lyskildes refleksioner i højglanspolerede metalformer som hænger i snore ned fra loftet. Formerne styres også her af et computerprogram, som sætter dem i bølgende bevægelser.

Det samlede visuelle udtryk er organisk, men modarbejdes af værkets mekaniske klik-lyde. Forbindelsen til Aaltos museumsbyggeri – som altså er udstillingens hovedpræmis – står uklart i Reflecting kinematronic 3. I hvert fald målt ved siden af Reflecting kinematronic 1. 

Fejl og mangler
Usman Haques Miscommunications No. 6 står af flere årsager som udstillingens svageste kort.
Haque har, modsat de to øvrige kunstnere i Movin’ Space, ikke sit eget udstillingsrum. Ikke i konventionel forstand i hvert fald. Lydværket består af et stort antal mikrofoner og højtalere, som er placeret på væggene blandt KUNSTENs faste samling. Højtalerne opfanger samtaler og lyde fra publikum og sender dem i rotation rundt i museets lokaler.

På den måde skaber Haque et nyt auditivt rum. Ideelt set. Et mindre antal mikrofoner og/eller højtalere var nemlig ikke helt oppe i gear. Enten det, eller også er det ekstemt svært at høre de lyde, højtalerne afgiver. Det er en skam, for ideen med at skabe nye auditive rum på tværs af de fysiske rum er veltænkt. Men i praksis haltede Haques lydværk.

En del af Miscommunications No. 6 består desuden af et lille aflukket rum, hvori samtlige optagelser fra museet bliver afspillet. Det lover udstillingsteksten på KUNSTEN i hvert fald, men denne del af det samlede værk var endnu ikke blevet realiseret. En åbenlys mangel, som unægtelig tilfører den samlede udstilling nogle ridser i lakken.

En pose med blandet
Usman Haques værk belyser skrøbeligheden ved kunstværker, som arbejder med et betragteligt teknologisk apparat. Heldigvis for Movin’ Space fungerer de to øvrige kunstneres bidrag upåklageligt – både teknisk og kunstnerisk – hvilket er med til at gøre udstillingen til et vedkommende foretagende. Langt hen ad vejen formår Movin’ Space at nyfortolke og aktualisere KUNSTENs arkitektoniske rammer, på vellykket vis.