Billeder af sorgen

Sorgen er overalt, for nylig er den blevet en officiel diagnose, og den 18. september afholder Det Nationale Sorgcenter i Danmark sin første årlige sorgkonference. Kunsten har ofte budt sig til som ledsager til en sammenstyrtet verden – eller én, som er på vej til at brase omkuld. Men hvorfor er vi så fascinerede af døden, tabet, sorgen og mindet? Vi ser på et udvalg af danske og udenlandske billedkunstnere, som i de senere år har taget disse emner op.Vi befinder os i ‘sorgens århundrede’. Ifølge sociologer er sorgbearbejdning blevet en trend. Det bugner med bøger om såkaldt Trauerarbeit, død og sorg er på forsiden af kursuskataloger og rimer på publikumssucces i teatrene. For nylig har verdenssundhedsorganisationen (WHO) tilføjet ‘forlænget sorgforstyrrelse’ til listen af diagnoser, og den 18. september taler en af verdens førende eksperter på sorgområdet, amerikanske Katherine Shear, samt de danske sorgforskere Svend Brinkmann og Mai-Britt Guldin på Det Nationale Sorgcenters første sorgkonference om komplicerede sorgreaktioner hos børn, unge, voksne og ældre.

Døden findes, og den vil ikke tabuiseres. Billedkunsten har – igen – kastet sig over sorgrepræsentation. Tendensen har på sin vis været på vej længe med en stigende interesse for mindesmærker og kollektiv, traumatisk erindring efter 2. verdenskrig og 11. september 2001.

I denne artikel undersøger vi sorgen fra et andet perspektiv: Hvordan arbejder nyere kunstnere med det, man kunne kalde den ‘almindelige’, personlige sorg? Den sorg, der rammer de fleste af os, omend på individuel vis. En fars, mors eller partners død. Eller den sorg, vi føler, når det er os selv, der skal tage afsked med livet.

‘My Heart Will Go On’

‘Life Art’ kalder den kinesiske kunstner Song Dong sine ofte sorgrige værker om relationer mellem mennesker og generationer. Installationen Waste Not – vist i Kunsthal Aarhus i 2013 – indeholder over 10.000 af morens ting og startede som et samarbejde med moren for at afhjælpe hendes depression efter mandens død. Og Touching My Father – som var en del af hans soloudstilling i Kunsthal Aarhus i 2017 – består blandt andet af et forseglet videobånd med optagelser af kunstnerens projektion af sin hånd på farens krop. Fysisk kontakt mellem far og søn har traditionelt været en grænseoverskridende handling i Kina, og dét møde har Song Dong efter faderens død indkapslet, så det fremstår som et relikvie.

Sorg er udtryk for et skævt regnestykke. Noget bliver tilovers – minder, genstande lever videre. I bogen L’Espace littérare (1955, ‘Det litterære rum’) beskriver den franske litteraturkritiker Maurice Blanchot, hvorledes liget – eller ‘kadaveret’ som han kalder det for at fremhæve dets kødelige natur – også er en ‘rest’. Normalt tænker vi på den døde krop som afsjælet. Noget mangler. Men faktisk, påstår Blanchot, forholder det sig omvendt. Det er, som om den døde har glemt både krop og ting i vores verden, da de gik bort. Vi ser det i den australsk-britiske skulptør Ron Muecks Dead Dad fra 1996, hvor en nedskaleret, men realistisk gengivelse af kunstnerens afdøde far ligger nøgen, skrøbelig og insisterende foran os.

Det er os, de efterlevende, der står tilbage med resterne. Liget skal begraves, og med denne proces følger en masse ritualer. Men det er svært at give slip, og de døde ved ikke selv, hvordan de skal forlade os. De lever videre i tingene og ordene. Selv en kiste er en form for forsegling.

Forseglede minder

Thomas Dausells udstillingsprojekt Silvered – vist på Kulturhuset Skanderborg dette forår – er ligeledes et regnestykke, der ikke vil gå op. Ligesom man engang forsølvede barnesko og udstillede dem på kaminhylden er fortiden indkapslet i sølv: pas, kørekort og USB-sticks med foredrag og diasshows, alle tilhørende Ole Dausell, kunstnerens hengangne far og kunstnerkollega.

Forsølvningen er en fejring, en ophøjelse. Men også en barriere – et smukt, brutalt æstetisk greb uden fortrydelsesret. Der er ikke længere adgang til de data, som drev og kort stadig indeholder. Det er en dobbelt bevægelse, understøttet af udstillingsteksten, som beskriver en kompleks relation mellem far og søn. Andetsteds har kunstneren indstøbt farens sko i bly – de sko, han bar, da han døde.

I Silvered favner kunsten nogle af de selvmodsigende, uforløste følelser, der ofte opstår i forbindelse med sorg. Kærlighed og bebrejdelse står side om side, når man mindes både de positive og negative sider hos den bortgangne. Savn blander sig med skyldfølelse.

Sorgens kunst er forsinket kunst

Sorgens kunst er en gentagelsens kunst. Freud kaldte det Nachträglichkeit, en særlig ‘forsinkethed’: Vi erindrer og repeterer gennem minderne. I sorgens greb vedbliver vi at se tilbage, mens vi forsøger at se fremad. Dette præger også sorgens æstetiske udtryk og den måde, kunstnere har undersøgt emnet på: Sorgens kunst er en ‘forsinket’ kunst.

I det semi-selvbiografiske prosastykke Mit dødsøjeblik (1994) skriver litteraturens bedemand Blanchot om det mellemrum, der åbner sig mellem bevidstheden om døden og livets fysiske afslutning. Lang tid før vi skal dø, ved vi, at dette er et livsvilkår. Så hvad gør vi egentlig af den viden i mellemtiden? Andre steder i forfatterskabet fortæller Blanchot om alt det, der litterært og kunstnerisk får mulighed for at udspille sig i dette mellemrum.

Få kunstnere har som amerikaneren Hannah Wilke udforsket den følelsesmæssige relation mellem en forælders sygdom og dernæst sin egen. I Portrait of the Artist with Her Mother, Selma Butter (1978-82) affotograferede hun sin mor gennem forskellige stadier af en kræftsygdom. Da Wilke flere år senere led af samme sygdom, fik hun sin partner til at gøre det samme i Intra-Venus (1991-93), en fotoserie først offentliggjort efter kunstnerens død. Det blev til en thanatografi – en selvbiografi skrevet med selvets død for øje.

Sorgens æstetik er klæbrig

Hannah Wilke valgte i disse værker – som i mange andre – at arbejde med det fotografiske billede. “Fotografiet fortæller om døden i fremtiden,” forklarer den franske forfatter Roland Barthes i bogen Det lyse kammer (1980). Når man fotograferes, fryser billedet én fast i tiden.

Minder klæber sig til billeder. I Ditte Lyngkær Pedersens udstilling Fraværets nærvær på Moesgaard Museum (2017) brugte hun den fotografiske teknik cyanotopi til at undersøge, hvordan vores afdøde lever videre i de ting, vi gemmer fra dem: farmorens sykasse, tre par briller, som har tilhørt tipoldefaren, oldefaren og morfaren. Som hun skriver i bogen Phantom of the Missing – Blåtryk af de dødes ting (2017) synliggør den blå farve fantomet i de dødes efterladenskaber: deres ånd, DNA, mørke, historie. Hun har også affotograferet farfarens stol, som hun hver aften bruger til at lægge sit tøj på.

I sorgen præges livet af daglige ritualer, som giver plads til følelserne. Også i morgen vil minderne være der. Lyngkær Pedersen viser os, hvordan vi lader de døde tage bolig iblandt os, hvordan vi lever videre med dem, selv flere generationer senere.

Sorgen er et smertefuldt, men også berigende sted at være. Tabet deler livet op i ‘før’ og ‘efter’. Vi vil gerne videre, men har svært ved at give slip. Kunsten er en god container til sådanne modsatrettede følelser.