Billeder og de tusind ord

Den internationale konference WHAT IMAGES DO præsenterede ikke kun nedslag i, hvad forskning i billeder drejer sig om, og hvad de europæiske kunstuddannelser interesserer sig for netop nu. Den fungerede også som et fint bevis på, hvordan tværfaglige initiativer vægtes højt indenfor dansk kulturpolitik.

Derudover gav konferencen anledning til at invitere den New York-baserede kunsthistoriker Jonathan Hay samt de to verdenskendte franske filosoffer, Jacques Rancière og Georges Didi-Huberman til at holde foredrag i København. KUNSTEN.NU var med.

Kan og bør man sige, at alle, der arbejder indenfor disciplinerne billedkunst, design og arkitektur beskæftiger sig med billeder? Og hvad definerer overhovedet ‘et billede’?

Kunst og politik
Som det ærligt indrømmes fra talerstolen på den sidste dag af WHAT IMAGES DO, var konferencens formål med at forene billedkunst, design og arkitektur i ligeså høj grad en faglig og æstetisk beslutning, som det var en politisk.

Det forholder sig nemlig oftest sådan, at det er nemmere at søge og modtage økonomisk støtte fra private sponsorer, hvis ens fokus og de samarbejder, man indgår i, er tværæstetiske og tværfaglige, da dette i højere grad vil matche sponsorernes interesser og bedre kan retfærdiggøre deres engagement.

WHAT IMAGES DO er aktuel i dansk kontekt, fordi den kan siges at fungere som faglig optakt til sammenlægningen af Det Kongelige Danske Kunstakademis tre billedskoler på Holmen; designskolen, konservatorskolen og arkitektskolen, hvis nye faglige struktur træder i kraft efter sommerferien. Udover bedre værkstedsfaciliteter, lover sammenlægningen også mulighed for flere tværfaglige samarbejder skolerne i mellem. Men er det nu en god ide for kunsten og forskningens videre udvikling? Vil det styrke eller forfladige?

I kampen om pengene, hvad er det, vi forsvarer, og hvad bruger vi som våben? Handler det om kunst eller ren og skær politik?

Øjet på Verden
Den skotske kunsthistoriker Jonathan Hay, der underviser på New York University, var den allerførste til at stå på talerstolen i Festsalen, og dermed lagde hans foredrag linjen for resten af dagen og de følgende dage. Under titlen “The Wordly Eye” var et af hans mål at vise, hvordan den kunsthistorie, vi kender og bruger i dag, er vestlig orienteret og ikke viser sig tilstrækkelig brugbar til at beskrive kunst fra Østen og Afrika. Han undrer sig over, hvorfor kunsthistorien ikke har fornyet sig i takt med globaliseringen og interkulturelle udviklinger.

Ordet ‘image’
Det var absolut ingen tvivl om, at den franske filosof Jacques Rancière var hovedattraktionen. Rancière, der er tidligere elev af marxisten Louis Althusser, er mest kendt for sit arbejde med forholdet mellem politik og æstetik og for sit filosofiske engagement i samtidskunsten.

Hans tilgang er aktivistisk (og det har det været siden han gik imod sin læremester red.), og hans tanker er oftest udtrykt i et kompliceret sprog, der tenderer til poesi, hvilket gør ham svær at læse og forstå. Under titlen “Doing and not doing: the paradox of the image” lavede han en poetisk og politisk udredning for, hvad skal vi stille op med selve ordet ‘image’.

Skuespillersamfundet
I følge Rancière beskriver ‘image’ en visuel form samtidig med, at det er en intellektuel konstruktion. I løbet af foredraget blev sætningerne “the activity of images” og “the incapacity of the viewer” brugt flere gange.

Han forklarede, hvordan billeder kan bruges til at fastholde mennesker i bestemte situationer og bestemte forestillinger, og hvordan de er i stand til at forføre os. Rancière brugte teoretikeren Guy Debord og hans forestilling om skuespillersamfundet til at illustrere, hvordan billeder kan afholde os fra at handle frit.

Hvad mennesker gør?
Ligesom Hay, har Didi-Huberman fokus på (kunst)historien. Og ligesom Rancière, lavede Didi-Huberman en opdeling af ordet ‘image’, der på den ene side beskrives som poesi, på den anden side som et argument. Derudover problematiserede han titlen WHAT IMAGES DO, som han mente præsenterede en hård generalisering af begrebet ‘image’, og at man til sammenligning fx aldrig ville sige, “hvad mennesker gør”.

I foredraget “Faire symtome ou faire synthèse” var filminstruktøren Jean-Luc Godard og hans montager omdrejningspunktet. Didi-Hubermans brugte Godard til udfolde sin forståelse af “the unknown”, som blev sat i relation til videnskab og begær samt det franske ord, ‘voila’ (‘se der’ uden for rækkevidde / ‘dér’ inden for rækkevidde). I sin tid sammenlignede Godard montagen med begæret for en fremmed kvinde, man ser på gaden og straks opbygger fantasier og egne konklusioner omkring.

I følge Didi-Huberman er montagen det perfekte sted at udforske “the unknown”, da montagekunstneren i sin klipning og arrangering af billeder ikke ønsker at lave konklusioner, men i stedet sætte begæret i centrum.

Det (u)synlige billede
Som det blev fremlagt flere gange under WHAT IMAGES DO har beskueren en stærk fascinationen med det synlige. I sit foredrag, “The latent image: hidden, non-transparent and untheorised”, kritiserede Daniel Rubinstein (Central Saint Martin’s) forskningen i fotokunsten og markante teoretiske figurer som Roland Barthes for ikke at have et større fokus på det skjulte i billedet, alt det, der kommer før billedet, fx de produktionsforhold, der gør billedet muligt, og dermed også er en del af det færdige billede og forståelsen af det.

Under paneldebatten fremhævede Nicoletta Isar (Københavns Universitet) problemet i, at billeder kan definere meget og ikke behøver at have tilknytning til hverken billedkunst, design eller arkitektur.

Billederne og de tusind ord
WHAT IMAGES DO kom med mange bud på, hvad billeder gør, men næsten ingen bud på, hvad et billede egentlig er. Hvis jeg selv skal prøve at definere, hvad ‘et billede’ er i relation til konferencen, ligger det mig mest nærliggende at bruge ordsproget “et billede siger mere end tusind ord”, som antyder følgende: At komplekse idéer, der kan være umulige at forklare med ord, kan udtrykkes og forstås med lethed i ét billede. Samtidig bruges talemåden oftest indenfor reklamebranchen, fordi vi er i stand til at hente og håndtere flere informationer på en gang, hvis de kommer til os i form af billeder i modsætning til ord.

At snakke om, hvad billeder gør i stedet for, hvad de er, kommer hurtigt til at handle om politik mere end æstetik. Jonathan Hay mener, at fokuset i den igangværende forskning er på ‘billeder’, men at dette forhold vil ændre sig i en nær fremtid. Hvad han forudsiger er, at man igen vil søge ind til en kerne, der handler om ‘kunst’, og at man igen i højere grad vil turde at beskæftige sig med ånd, krop og natur.

Det usynlige på lige fod med det synlige.