Bjørn Poulsen indtager kunsthallens smukke højloftede rum med både helt nye og ældre skulpturer, som i enorm skala og med et muskelsvulmende formsprog griber radikalt ind i Gammelgaards arkitektur på en måde, der ikke er set før, og som berører den eksistentielle tilstand i verden i dag.
Til udstillingen med titlen INTRUDERS har Bjørn Poulsen skabt en rumlig iscenesættelse af en række forskellige figurer, der alle har det til fælles, at de fremstår som gådefulde kæmper. De strækker sig mellem vægge, hænger ned fra de høje lofter, spænder rummet ud mellem gulv og loft og kryber ud på gulvet. Om deres overvældende og indgribende væsen, fortæller Bjørn Poulsen:
Skulpturerne handler om omfavnelse, om overskridelse, transformation. De vil være ekstatiske og samtidig en slags fremmedlegemer, der nærmest voldeligt bryder ind i det velkendte. Udstillingen er samlet set en metafor for en verden truet af nye, ukontrollable kræfter.
Bjørn Poulsen
Kilde: Gammelgaard