Bølgebrydere

Samtalekøkkenet hari det sidste år leveret performancekunst til både scenekunstens ogbilledkunstens aktører og entusiaster med en give ‘n take-logik, hvor dansk og international performancekunst afførste klasse samt øko-mad og vin modregnes deltagernes kritiske engagement ogspørgelyst.

Det har affødt et voksende publikum og et sjældent forum forkunstnerisk diskussion omkring en af kunstscenens mere pågående og til tidersvært tilgænglige kunstformer: Performance. Lige dele scene og billede, ord ogaktion, krop og materiale.

Det er også en kunstform, der i sin kompleksitet har detsvært i denne placering mellem stolene. Hvad er den egentlig? Hvad kan den?Hvordan kan vi snakke om den og kritisk analysere den?

Kritisk udvikling
“Vi har jo redet på den her bølge af hype omkring performancekunsten, menvil nu forsøge at bide os fast, så den her kritiske tilgang til kunsten ikkeunderkendes. Den tilgang skulle gerne overleve og udvikle os fremad, også nårhypen har lagt sig,” forklarer performancekunstneren Ellen Vestergaard Friis, der med husbonden og scenekunstneren Henrik Vestergaard Friisstartede Samtalekøkkenet i november2010.

Henrik V. Friis uddyber:
“Vi har haft seks samtalekøkkener, og hver gang har der været enudenlandsk gæst, et par danske performere og en kritiker. Og da vi havdefundet formen efter et par omgange, så havde vi nogle rigtig gode aftener mednogle gode performances og nogle gode diskussioner. Vi fandt et format.”

Og i følge arrangørerne er det meget bevidst, at de hellerikke tager entré.

“Det ville ødelægge hele det forhold vi forsøger at skabe med dem, somkommer. Vi får så meget mere ud af det her i forhold til den flade 50’er, somvi kunne få skrabet ind i døren. Det er spørgsmålet, om man får passificereteller aktiveret publikum,” fortæller Ellen V. Friis.

Nye tider
De sidste par år har meget sigende givet plads til diverseperformance-festivaler (bl.a. på Museet for Samtidkunst og Den Frie), etstigende antal aktører og selv gallerier, som fx Rohde Contemporary i Købenavn,hvor performancekunstnere er blevet en naturlig del af galleriets profil. Deter nye tider.

“Performancekunsten har længe været fraværende på dendanske kunstscene, men har gennemgået en stor udvikling internationalt. Det erførst nu, at vi er vidne til det i Danmark. Der burde være plads tilperformancekunsten i Danmark, og vi vil altså forsøge at undgå at denforsvinder igen. De mange unge billedkunstnere, som har vendt sig mod denperformative kunst tegner i hvert fald godt for fremtiden,” lyderforhåbningen fra  Henrik V. Friis.

Involvering er vejen
Men hvad er det, der skal bære performancekunsten igennem, og kvalificerevores opfattelse af kunstformen i følge de to performere?

“Det er den her grundlæggende superkritiske tilgang tilkunst, der skal være i centrum – at komme om bag overfladen. Det er et forsøgpå at gribe om det her felt i mellemrummet mellem scenekunst, performance ogbilledkunst, som har svært ved at trække publikum og har et ry for at værevanskeligt. Men vores arrangementer har vist, at der er masser af publikum tilden her type kunst, hvis man involverer dem i det,” pointerer Ellen V. Friisog uddyber:

“Det hedder jo Samtalekøkkenet, så det er jo et sted,hvor man taler sammen og spiser. Og det forum har været savnet, har vi hørtutallige gange. Fordi man for en gang skyld snakker om tingene – og det var det,vi gerne ville: Hvorfor ser tingene ud som de gør? Kunne det være bedre? Hvadvil kunstnerne med det de gør? Hvordan bliver det italesat?”

Manglende dialog ogpassion
En anden væsentlig del af problemet var i følge Henrik Friis, at denne typekunst ikke havde en plads i kunstfeltet. En anden og mere besynderlig del var,at de forskellige små scener inden for scenekunsten og indenfor billedkunstenikke talte sammen, hverken internt eller på tværs af det kunstneriske felt.

“Så en del af intentionen var også bare at lade folkenefra de forskellige scener møde og påvirke hinanden på kryds og tværs af alledisse kunstneriske barrierer – og simpelthen påvise at der faktisk er et stortog levende miljø omkring det her,” forklarer han og Ellen V. Friis supplerer:

“For mig var det en ærgelse over, at anmelderne ikketager det alvorligt ud over nogle overfladiske ‘produkt-anmeldelser’. Hvorforer de ikke opsøgende, nysgerrige, formidlende og graver dybere ned i tingene,er mere passionerede simpelthen? Og så en ærgelse over at kunsten heller ikkeer god nok. At kunstnerne heller ikke tager det alvorligt nok, dykker dybt nokog udvikler ideerne, hvor de meget hurtigt når frem til det flotte billedeeller den flotte forestilling.”

Ned i materien
En af de ting, parret fandt ud af var, at det ikke var nok at få en kunstnertil at komme og fortælle om de store linjer i sin praksis, men at det varnødvendigt at kunstnerne viste eksempler og performede på stedet.

“Det var vigtigt at komme ned i materien og opleve deti praksis. Noget vi hele tiden har tilstræbt, forklarer Ellen V. Friis og kompagnonen nikker ihærdigt:

“Også, så man for eget syn kan se, hvad performance kanvære, og se hvordan udenlandske kunstnere måske gør noget helt anderledes endderes danske kolleger.”

Nu har arrangørerne blandt andet fået et artist in residency-program, hvor de harinviteret Christopher Hewitt, der er performancekunstner, kurator og har væretleder af LiveArt på I.C.A. (Institute of Contemporary Arts) i London og undervisti inter-disciplinære studier ved Turku Kunstakademi i Finland. (LÆS MERE HER: www.liveartwork.com)

Et nådesløst skub
Ellen V. Friis er selv blevet undervist af ham i Finland tidligere, og han er ihendes øjne en nådesløs kritiker og gudsbenådet underviser, der kræver at manskærer ind til benet og er tro mod sin kreative proces.

“Han skubber én til at tænke over, hvordan man kan nå frem til et udtrykhelt afhængig af hvilke veje du muligvis er nødt til at gå – og især på tværsaf de kunstneriske genre – for at nå frem til dit mål. Han skal også samarbejdemed Museet for Samtidskunst omkring dokumentation af performance, lave enudgivelse om dansk ‘liveart’, og så skal han afholde et kursus for danskekunstnere. Han bliver en af de nye stemmer, der vil kunne kvalificere scenen ogsproget omkring performancekunsten,” håber hun.