Bogrevy: Sejlende kvindeskæbner og sten i floden

En række nye kunstbøger viser, hvor pluralistisk kunstscenen p.t. er både mht. medier og tematikker. Hertil kommer, at der er en stor alders- og kønsmæssig spredning. Endelig, at kvinderne er ved at komme med, når det gælder dokumentationen af deres kunstnerskaber.

Erindringsarkitektur
Kaspar Bonnén: Ind til min mor. Roman. Forlaget Vandkunsten, 220 s., kr. 250,-

I 2013 udstillede billedkunstneren Kaspar Bonnén (f. 1968) totalinstallationen The Past Will Never Leave You i Kunstforeningen. Det var et stykke erindringsarkitektur, hvor Bonnén på rørende vis rekonstruerede sit barndomshjem i Nansensgade. Hjemmet havde dannet ramme om hans vigtige, formative år, hvor han var vokset op med en enlig, sindslidende mor og en søster. Nu har Bonnén skrevet en roman, hvor han med sproget genkalder sig sin problematiske mor og sin opvækst på godt og ondt.

Man møder den fodboldspillende og frimærkesamlende Kaspar, der må absentere sig fra hjemmet for at skabe sit eget rum i afstand fra moren. Hun fylder så meget med sin sygdom, sine humørsvingninger og sine skiftende mænd. Hun ryger ind og ud af psykiatriske afdelinger, men sønnens kærlighed og opmærksomhed svigter aldrig. Var hun i virkeligheden en fransk komtesse? Og gik hendes malerier posthumt for store summer? Fortælleren (som ikke nødvendigvis er identisk med forfatteren, det er netop en roman og ikke autofiktion) sandsynliggør begge dele, men trækker snart det sidste tilbage som ønsketænkning.

Romanen er også en nøgle til at forstå Bonnéns komplekse kunst, der stort set altid handler om rum, som er overlejret af andre rum i en polyfokal – med mange fokuspunkter – struktur. Han skriver et sted: ”Små rum voksede inde i hende og dannede lange gange, blev til bygningsværker, byer og små landkort, hvor forandringens processer kunne følges.” En glimrende beskrivelse af et af Kaspar Bonnéns egne malerier.

Maleri i et udvidet felt
Torben Weirup: Dette er ikke en maler – en bog om billedkunstneren Peter Bonde. Strandberg Publishing, 234 s., rigt illustreret, kr. 450,-

Berlingske Tidendes kunstanmelder, Torben Weirup, har skrevet en monografi om maleren Peter Bonde (f. 1958). Weirups pen er letflydende på tilsvarende måde som Peter Bondes løse, lidt trashy, ekspressive, men altid sikre ”penselskrift”. Peter Bonde er en af sin generations betydeligste malere, så det er på høje tid, at han bliver portrætteret i en større bog.

Gennem sin lange kunstneriske karriere har Bonde eksperimenteret med nye udtryksformer og har inddraget uortodokse readymades, prints, fotografier og materialer, som ellers er maleriet fremmed, men som tilsammen har drejet det i interessante, nye retninger. Mange af hans værker har et installatorisk præg, og gennemgående har Bonde angrebet de herskende, æstetiske dogmer via nogle trashy, frække og provokerende billeder fra massemedier eller egne fotografier, som han overlejrer med sit ekspressive maleri, der er præget af en sikker, delikat og lidt trashed “penselskrift” – med forkærlighed for lysegrøn. På trods af sin gennemgående antiæstetiske kunst er det ifølge bogen (og anmelderen) umuligt for Peter Bonde at fremstille grimme værker.

Bogens layout er udført af den geniale grafiker Aase Eg, så det er blevet en hel artist book med en rytmisk billedkomposition, som indvier læseren i Peter Bondes store og rige produktion fra A-Z. Billederne synes at sprænge bogens format, for der er både folde ud-billeder og billeder indvendigt på bogens omslag.

En del af bogen er helliget Bondes modifikationer af forsider fra bøger om de kunstnere, som i særlig grad har inspireret ham. Og så kan vi læse hans “black notebooks – skitse til en timelime”, hvor den ellers sjældent skrivende (og talende) kunstner selv fører ordet. Det er en nøgle til at forstå det mentale univers og de mange inspirationskilder, der nærer hans kunst. En enkelt anke: Man har sparet spejlfolien væk. Det er ærgerligt, når man sender en bog på gaden om en kunstner, der frem for nogen har malet på spejle. Disse mange gengivelser virker underligt blinde.

Kunst er liv, liv er kunst
Ursula Reuter Christiansen: Sten i floden/Steine im Fluss. Koenig Books, London og Forlaget Vandkunsten. 323 sider. Tekster på tyske og dansk. Indbundet og rigt illustreret. Kr. 350,-

Ovenstående er et citat af Joseph Beuys, som var Ursula Reuter Christiansens professor på Kunstakademiet i Düsseldorf, hvor hun blev optaget i 1965. Et andet vigtigt citat, som hun selv sætter som motto for sin kunst, er: ”At male er at fiske i det ubevidstes vande.” For det er den praksis, hun bruger, når hun skaber kunst, der på den ene side har social og feministisk slagkraft og på den anden side i høj grad ”abonnerer” på myte- og eventyrstof, hvad enten hun maler eller laver film.

Reuter fik ideen til bogen i 2013 i forbindelse med en udstilling i Kunsthal 44 Møen, som markerede hendes 70-års fødselsdag. Op til udstillingen gennemgik hun for første gang sit arkiv, og det slog hende, hvor megen arrighed, der lå gemt i hendes tidlige optegnelser: ”Desperate udfald, beskyldninger og bitterhed,” som hun skriver.

Vi kommer ind under huden på denne interessante, tysk-danske, figurative billedkunstner, som var den første kvindelige professor i malerkunst herhjemme, og som mødte sin danske mand, fluxuskomponisten Henning Christiansen, i Düsseldorf i 1960’erne. I bogen oplever man også Reuters kærlighed til romantikkens digtekunst, især Novalis, men hun sværmer også for den store polarforsker Fridtjof Nansen.

Bogen er en både smuk og væsentlig dokumentation af Reuters store indsats som billedkunstner.

Sejlende kvindeskæbner
Ann-Dorte Christensen & Marit Benthe Norheim: Skibet er ladet med minder. Fortællinger om kvindeliv på tværs af grænser. Aalborg Universitetsforlag. 160 s. Illustreret. Kr. 200,-

Det er næppe gået henover hovedet på nogen – i hvert fald ikke på nordjyderne – at billedhuggeren Marit Benthe Norheim (f. 1960) har fremstillet tre manøvredygtige skibe, sejlende skulpturer, flydende kulturhuse, eller hvad man nu vil kalde dem, med den dobbelttydige titel Life-Boats. De vil sejle fast under Kulturbyåret i Aarhus. De mange skulpturer eller galionsfigurer på de tre både symboliserer tre stadier i en kvindes liv: Den unge kvinde, den modne, gravide kvinde og den aldrende kvinde, som mest ser tilbage på livet. Bådene er døbt henholdsvis Længsel, Liv og Minder.

Som en udløber af dette projekt har kunstneren i samarbejde med Ann-Dorte Christensen, der er professor ved Aalborg Universitet, udgivet en bog, der fortæller om de ældre kvinders livserfaringer.

Bogen rummer vidneberetninger fra 18 ældre kvinder med tilknytning til Danmark. De fleste af dem er indvandret fra turbulente kriseområder i verden, og deres personlige livshistorier afspejler de større verdensbegivenheder og krige, der fandt sted i det 20. århundrede. Interviewene omfatter også kunstnerens mor samt tidligere rektor for Kunstakademiet, Else Marie Bukdahl. I slutningen af bogen kan man via fotodokumentationer og forklarende tekster følge arbejdet med de tre imponerende Life-Boats fra små modeller til de færdige, sejlende skulpturer.