Brud med det rationelle rum

Hvis kunsten skal have nogen som helst form for legitimering på et hospital, så skal den bryde med det rationelle rum, mener Charlotte Bagger Brandt.

Ultra Grøns folkebåd Siw sejler forbi og sømærkerne indtager skråningen uden for Dialysen på Hvidovre Hospital. (Foto: Råderum)

Hvis kunsten skal have nogen som helst form for legitimering på et hospital, så skal den bryde med det rationelle rum, mener Charlotte Bagger Brandt.

En folkebåd krænger roligt for vinden omgivet af sømærker uden for dialyseafdelingens vinduer på Hvidovre Hospital.
 
Når man ligger i dialysen, fikseret til briksen, indtager man den optimale position for at opleve værket, og man ser båden omgivet af blåt vand.
 
“For patienterne, som kommer her flere gange om ugen for at blive behandlet, bliver Ultra Grøns totalinstallation en fantasirejse med skib væk fra den daglige rutine, der indebærer regelmæssige hospitalsbesøg,” lyder forklaringen fra Råderum – mobilt kontor for samtidskunst.

Venterum
Charlotte Bagger Brandt, der står bag Råderum, har med dette projekt lagt fokus på, hvordan man med kunsten som redskab kan være med til at skabe en bedre hospitalsoplevelse for patienter og pårørende?

“Vi har en klar interesse i at arbejde med kunst på steder, hvor man normalt ikke møder den, og i den forbindelse har vi både haft et frugtbart samarbejde med Hvidovre Hospital, men samtidig også nogle helt konkrete erfaringer med at være indlagt. Det kan jo på mange måder være en trist affære, hvor man er utryg, og ofte opholder sig i rum, der ikke er særlig imødekommende.”

Ultra Grøns installation i dialysen. (Foto: Råderum)
Ultra Grøns installation i dialysen. (Foto: Råderum)
Ultra Grøns installation i dialysen. (Foto: Råderum)
Ultra Grøns installation i dialysen. (Foto: Råderum)

“Derfor har vi bejlet til arkitektafdelingen herude, fordi vi vidste, der var noget igang og mente, at det kunne være interessant at tænke kunsten ind i den her sammenhæng og supplere ventearealerne med noget andet end normalt,” forklarer hun.

At lede tankerne væk
Ligesom Ultra Grøn har Julie Boserup leget med den visuelle illusion i hendes værk til dagskirurgien.

Julie Boserups værk til kirurgien. (Foto: Råderum)
Julie Boserups værk til kirurgien. (Foto: Råderum)
Her skaber Boserup en rumlig og visuel oplevelse med udgangspunkt i, at dagslyset trænger ind med sin helende og beroligende virkning.

Værket giver den ventende patient en mulighed for at fordybe sig i værkets forgreninger og leg i rummet i stedet for i tanker om den forestående operation.

“Kunstnerne har skabt noget, der kunne lede tankerne afsted og over på noget andet. Skabe et berigende ophold. For hvordan kan man få sådan en stor arkitektonisk masse, som et hospital er, til at virke velkommende og vedkommende? Hvordan kan man rumme mennesker i den her ramme? Hvordan tager hospitalet helt grundlæggende imod patienterne?” spørger Bagger Brandt med tydelig markering af at kunsten har berigende funktion i dette miljø.

Julie Boserups værk til kirurgien. (Foto: Råderum)
Julie Boserups værk til kirurgien. (Foto: Råderum)

Kunst og heling
Råderum har fra starten være interesseret i, at det er noget kunst, der sprænger rammerne, kommer væk fra den her idé om kunst på et søm, og har fokuseret på det stedspecifikke og patientens oplevelse af at være på hospitalet. Ultra Grøn og Jullie Boserup har også fået selskab af et mere tyst bidrag fra kunstneren Jeanette Hillig til hospitalets afdeling for døende (Palliativ Afdeling) og Christina Bredahl Duelunds værk til Blodbanken, der indvies i juni.

“Vi har haft en masse samtaler om, hvordan kunsten kunne byde ind. Og nu er der jo deciderede undersøgelser, der viser, at rare, lyse og inspirerende omgivelser øger helningen markant,” påpeger Charlotte Bagger Brandt.

God stemning på hospitalet under præsentationen af Ultra Grøns forslag. (Foto: Råderum)
God stemning på hospitalet under præsentationen af Ultra Grøns forslag. (Foto: Råderum)
Hospitalet som kunstrum
Men hospitalet som kunstnerisk ramme skaber dog også nogle konkrete begrænsinger.

Hospitalet skal være funktionelt og rationelt, ellers fungerer det ikke, erkender kuratoren, og vi skal kunne finde fra a til b.

Men kunsten kan gå ind og bryde den ramme. Pege på nogle andre rationaler og pleje sjælen.

“Hvis kunsten skal have nogen som helst form for legitimering i den her kontekst, så er det fordi den skal bryde med det rationelle rum, som hospitalet er. Vi har på mange måder demonteret hospitalet i en lille skala. Afviklet hierarkiet. Men det er jo kun blevet til noget, fordi folk på stedet har syntes, at netop dét, er vigtigt,” slår Charlotte Bagger Brandt fast.


Fakta

Stedsspecifikke kunstværker på Hvidovre Hospital

Jeanette Hillig, Christina Bredahl Duelund, Julie Boserup, Ultra Grøn

Hvidovre Hospital Se kort og tider

Fakta

Om projekterne:
Hvidovre Hospital spænder som institution over mange forskellige rumlige og mentale situationer, og netop denne særlige kontekst kræver forskelligartede kunstneriske strategier og udtryk – de udvalgte kunstnere til de første projekter afspejler dette. Ved at skabe nye værker specifikt til og med respekt for hospitalets afdelinger får patienter, pårørende og personale en unik og sanselig oplevelse, som kan spille en væsentlig rolle i indlæggelsen og arbejdsdagen.

Ultra Grøn, Dialysen (indviet i februar 2013)

Jeanette Hillig, Palliativ afdeling (indviet i februar 2013)

Julie Boserup, Dagskirurgien (indvies torsdag den 25. april 2013)

Christina Bredahl Duelund, Blodbanken (indvies primo juni)