Sidste weekend i august. Sommerferien rumsterer stadig i kroppen, efterårssæsonen er på trapperne i kunstens verden, og galleri-scenen lægger for: I København er det tid til kunstmessen CHART.
Læs også interview med Julie Leopold, stifter og direktør for ENTER, den anden store kunstmesse i København, her.
CHART Art Fair blev grundlagt i 2013 af fem københavnske gallerier: Galleri Susanne Ottesen, Galleri Bo Bjerggaard, V1 Gallery, Andersen’s Contemporary og David Risley Gallery. Efter i mange år at have deltaget i den mere bredt anlagte kunstmesse Art Copenhagen ønskede de fem gallerier at prøve kræfter med et nyt format, som samlede – hvad man kaldte for – “de førende gallerier fra de nordiske lande”, Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island.
Dette nordiske fokus er stadig messens særkende, og messen afholdes hvert år på Kunsthal Charlottenborg, hvilket giver den en aura af ‘almindelig kunstudstilling’, idet galleri-præsentationerne ikke opdeles i de kendte messestande men i højere grad blander sig med hinanden.
Det kunsten gør ved os
Her skal vi møde direktøren, der leder det store arbejde med at organisere messen. Siden 2022 har hun heddet Julie Quottrup Silbermann.
Egentlig læste hun i sin tid fransk på universitetet og fandt altid undskyldninger for at rejse til Paris, men kunsten sneg sig ind på hende, og snart skiftede hun det franske ud med studier i kunsthistorie og en kandidat i Moderne kunst og kultur.
“Det rum, kunsten skaber, synes jeg er meget interessant at træde ind i”, fortæller hun over en kop kaffe på en fortovscafé i den indre by. “Altså, det kunsten gør ved os, de følelser den kan sætte i gang. Den måde, den stiller spørgsmål til vores samtid. Man kan undre sig, man kan blive begejstret, man kan blive rørt af kunsten”.

Julie Quottrup Silbermann har arbejdet i galleribranchen i mange år, før hun tiltrådte som direktør for CHART i 2022. Foto: Photo by Joakim Züger.
Sporskifte
Julie har i mange år haft fingrene dybt nede i den danske kunstbranche med en baggrund som galleridirektør i gallerier som Nils Stærk, David Risley Gallery og Martin Asbæk Gallery. Senest var hun kunstkonsulent og rådgiver hos Collaborations, hvor hun især samarbejdede med private aktører og institutioner.
“At være en del af et galleri betyder, at man kommer meget tæt på nogle meget kreative mennesker. Man er med i kunstnernes processer, hører om deres tanker og visioner for en værkproduktion eller en udstilling, og er med til derfra at formidle det ud til samlere og museer osv.”.
Julie har været på kunstmesser over hele verden, fra Bogota over Hong Kong til Paris – globalt findes der over 300 kunstmesser – og da muligheden bød sig til direktørposten for CHART, tænkte hun, at det kunne være interessant at stå på den anden side:
Der er en utrolig diversitet blandt kunstkøbere i dag, aldersmæssigt og fagmæssigt.
Julie Quottrup Silbermann
“Jeg synes, jeg har en viden om, hvad det er, man som deltagende galleri har behov for, for at få det optimale ud af den investering, man foretager, når man deltager på en kunstmesse. For det er en investering. Galleriet køber sig en stand, vælger kunstnere og sætter værker i produktion. Uden at kende til udfaldet – får man rent faktisk solgt noget?”
Det er messens opgave, fortæller Julie, at trække et godt publikum ind, “et rigtigt publikum”, og hun peger på, at gallerierne her bliver eksponeret for hinandens netværk:
“Hvert galleri lægger i puljen. For os handler det om at skabe fællesskab og hjælpe hinanden. Altså, vi ser det ikke som dine og mine samlere, vi ser det som ‘vores samlere’”.

Sådan så det ud sidste år, da CHART frekventerede Kunsthal Charlottenborg. Foto: Niklas Adrian Vindelev.
Kunsten breder sig ud i det offentlige rum
CHART har årligt omkring 22.000 gæster. Det kræver entre at komme ind på selve messen, men CHART satser også i år på et stort offentligt program, hvor publikum kan opleve performances, artist talks, paneldiskussioner, musik samt en samlet scenografi i gårdene på Charlottenborg. Der vil også være en udstilling i Tivoli, hvor en række kunstnere, som er tilknyttet de deltagende gallerier, vil præsentere værker i samspil med det særlige miljø i den gamle forlystelsespark.
“Vi vil gerne gøre kunsten så inkluderende som overhovedet muligt. Der er mange, der synes, at kunsten er en lidt elitær verden, der er svær at forstå og træde ind i. Her giver vi folk mulighed for at opleve performances, når de går hen over Kongens Nytorv eller rejser med metroen. Hvad sker der i det møde? Det synes jeg er ret interessant”.
“Andre er måske mere interesserede i at høre Esben Weile Kjær fortælle om sin kunst i en talk eller om, hvordan man kan komme i gang med at samle på kunst. Og musikprogrammet med spirende talenter appellerer måske til et yngre publikum, der kommer ind og bliver en del af det kreative miljø, der skabes fredag og lørdag aften på Charlottenborg”.

Kunstteater var en del af performanceprogrammet på CHART 2024. Foto: Joakim Züger and BARSK Projects.
Dette mere festivalprægede program henvender sig vel i høj grad til et andet publikum end dem, der traditionelt køber kunst på et kunstgalleri. Hvad er ideen med det, set fra galleriernes stole. De unge har for eksempel ikke mange penge?
“Nej, men det får de jo nok en dag”, smiler Julie. “Vi kan mærke, at mange unge studerende gerne vil spare sammen til at have noget unikt i deres hjem i stedet for at have en plakat hængende. På sigt bliver de den næste generation af kunstsamlere, og galleristerne er jo også interesseret i at forny sig og have en stærk samtidskunstscene, der er inkluderende for alle.
Hvem er det, der køber kunst i dag?
“Der er nogle meget veletablerede samlere, som støtter branchen bredt. De køber kunst af kunstnere, de har samlet på i mange år, men udvikler også deres samlinger og vil gerne være first movers og investere i en kunstner på et tidligt tidspunkt”.
“Men generelt er der en utrolig diversitet blandt kunstkøbere i dag, aldersmæssigt og fagmæssigt. Man ser også, at mange virksomheder investerer i kunst og bygger samlinger op, som en del af virksomhedens vision og værdier”.
Hvordan klarer performancekunst, videokunst og installatoriske kunstformer sig i sådan et marked?
“Hvis man kigger på de internationale lister over salg, så er det selvfølgelig mest maleri og skulptur, der sælges. Men når du kigger på kunstscenen i dag, er der mange kunstnere, der arbejder meget bredt med forskellige medier”.
“Et eksempel kunne være Karim Boumjimar, der lige har taget afgang fra kunstakademiet. Han arbejder med de store keramikkrukker og maleri, men i særdeleshed også med performance, hvor han nærmest interagerer med sine egne værker.”
“Kunstnerne sampler, og det kan godt være, at de ikke sælger deres performances, men derimod deres krukker eller malerier i stedet”.

Værk af Laura Guiseppi fra CHART in Tivoli 2024: Retainer Bodies. Courtesy of the artist, Lagune Ouest and CHART in Tivoli 2024.. Foto: Joakim Züger and BARSK Projects.
Hvad glæder du dig selv mest til under CHART?
“For det første glæder jeg mig til bare at åbne messen. Vi har arbejdet hårdt hen imod det, og det er en forløsning, at nu sker det”.
“Derudover glæder jeg mig enormt meget til vores performanceprogram i år.
Jeg synes virkelig, vi har skabt et program med en utrolig diversitet – vi har alt fra Cecilia Fiona, Filip Vest og Kim Mejdahl til Zishi Han og Wei Yang”.
Jeg synes virkelig, vi har skabt et program med en utrolig diversitet – vi har alt fra Cecilia Fiona, Filip Vest og Kim Mejdahl til Zishi Han og Wei Yang”.
“I vores talkprogram kommer Ahmed Umar, som var med på Venedig Biennalen sidste år, og som er tilknyttet det norske galleri OSL contemporary. Det ser jeg virkelig frem til”.
“Og endelig er der jo udstillingen i Tivoli, som varer helt frem til 21. september. Otte kunstnere præsenterer femten værker. At udstille i en ramme, hvor man skal konkurrere med rutchebaner og springvand er en sjov præmis, men det kommer der noget helt fantastisk ud af”.
Fakta
CHART Art Fair er en non-profit erhvervsdrivende fond
Åbningstider
Fredag d. 29. august kl. 11-19
Lørdag d. 30. august kl. 11-18
Søndag d. 31. august kl. 11-17
CHART i Tivoli
29. august – 21. September
Kunstnere: Frederik Næblerød, Sif Itona Westerberg, Tal R, Kirsten Ortwed, Bjørn Nørgaard, Klara Lilja, Jenny Brockmann, Harry Anderson
Art Running Tour: download 3 ruter
- eller løb med CHART fredag 29. august kl. 8 – ruten begynder på Charlottenborg