Cindy Sherman i selvsving

Cindy Sherman er ikke til at komme udenom – hverken kunsthistorisk eller hvad angår en enorm suggestiv billedkraft. I 40 år hun fotograferet sig selv i utallige roller og forklædninger – aldrig som ‘sig selv’. Men i forbindelse med stor retrospektiv udstilling på Museum Jorn melder tanken sig: Er der ikke gået identitetspolitisk selvsving i projektet?

Lad os begynde med en omvej omkring Andy Warhol. Det er altid et godt sted at starte, når man skal diskutere en postmoderne opfattelse af identitetsbegrebet.

Warhol satte en ny dagsorden med ikoniske statements a la: “If you want to know all about Andy Warhol, just look at the surface of my paintings and films and me, and there I am. There’s nothing behind it.” Warhol var real-konsekvent i sit opgør med modernismens tænkning om en eksistentiel, subjektiv kerne: I sit virke formgav og ‘spillede’ han en flydende identitet, man kan skifte, som man skifter tøj. Han hyldede selve overfladen og billedligheden som sandheden selv: Der er ikke noget bag billedet.

Næst efter Warhol er der næppe nogen kunstner, der med større vedholdenhed har videreført og (i bogstaveligste forstand) iscenesat denne identitetspolitik end Cindy Sherman (f. 1954), som i sin 40 år lange karriere har fotograferet sig selv i helt abnormt mange roller, forklædninger og opsætninger – aldrig som ‘sig selv’.

Sminkede billeder
Sherman bruger lag af sminke, kostumer, proteger, parykker, kulisser, teaterblod, kunstig sved, Photoshop. Til tider er udtrykket knapt, men mestendels er der fuld tryk på udstyrsstykkerne, der varierer fra det komiske over det groteske til det brutale. Iscenesættelserne er gennemførte, detaljerigdommen enorm, fotografierne står knivskarpe, og Sherman er en fantastisk billedmager – ingen tvivl om det. Billederne virker, mange af dem er ganske foruroligende i al deres kunstighed.

Nu er der syn for sagen på Museum Jorn, hvor vi aktuelt kan se en bredspektret præsentation af kunstneren. Udstillingen er kommet i stand via et samarbejde med den tyske kunstsamler Thomas Olbricht, som har købt værker af Sherman helt fra karrierens start i 70’erne. Det er således 60 fotos fra Olbrichts samling, som nu hænger på væggene i Silkeborg i en ophængning, der uden de store dikkedarer logisk følger de temakredse, som kunstneren arbejder med.

Filmstills fra film, der ikke eksisterer
Hun lagde fra land med sine Untitled Filmstills (1977-1980) – en serie sort/hvide fotos, hvor hun præsenterer sig selv i scener fra ikke eksisterende, men helt bestemt genretypiske, film i omegnen af film noir, neorealisme og Hitchcock.

Disse filmkvinder er klart kulturelle stereotyper, og det er et synligt spor i Shermans oevre at undersøge disse sociale og kulturelle stereotyper, som de præsenteres i film, magasiner, mode, reklamer – sågar i klassiske malerier.

Det ligger derfor også til højrebenet at se flere af Shermans værkkredse – og ikke mindst Untitled Filmstills – som kønspolitiske værker. Det er kvindetyper, som bliver set på, og som ved, de bliver set på, og som ofte selv ser ud af billedet, som om handlingen udspiller sig udenfor det. Som sådan er Untitled Filmstills en afsløring af blikkets magtpolitik, hvor det ikke er kvinden, der aktivt handler og driver fortællingen frem, men hvor hun er der for at tjene “et mandligt bliks skuelyst”, som det tilbage i 1970’erne mest markant blev diskuteret i Laura Mulveys indflydelsesrige essay Visual Pleasure and Narrative Cinema (1975).

Men i endnu højere grad end at være feministiske slagnumre optaget af kvinderoller, er det selve rollespillet, der er Shermans fokus. Intet i disse billeder fører tilbage til ‘virkeligheden’, men netop kun til fiktionen, til billedligheden. Hvis der eksisterer et jeg i Shermans univers, har det allerede overgivet sig og opløst sig i en strøm af skabelonagtige prototyper. I disse billeder er vi altid tæt på Baudrillards famøse simulacre-tænkning, hvor der ikke findes nogen original bag kopien.

Foruroligelsen hos Sherman
Hvad enten Sherman selvfremstiller sig som klovn, amatørskuespiller eller midaldrende overklassekvinde er selve iscenesættelsen aldrig noget, man ser igennem – eller tror på for den sags skyld. Den står der snarere som den skorpe eller skal, den er. Det er der, foruroligelsen hos Sherman befinder sig.

Stærkest er hun dog der, hvor afstanden til en ‘menneskelig essens’ er så stor, at selv rollespillet paradoksalt forekommer overskredet. Det sker ind imellem i mareridtsagtige, gyserinspirerede serier som Disasters og Fairy Tales fra 1980’erne, hvor kroppene er fragmenterede, sat sammen med proteser eller nedfældet i jord, ekskrementlignende mudder eller opkast. På udstillingen i Silkeborg er der et af disse eventyrbilleder og et par ekstreme nærbilleder af noget, der minder om muggen pizza. Væmmeligt!

Er der gået selvsving i projektet?
Sherman er ikke til at komme udenom, hverken når man taler om hendes position kunsthistorisk set eller om hendes billedkraft.

Alligevel kan man, når man defilerer forbi den uendelige række af paradebilleder på Museum Jorn, få fornemmelsen af, at der er gået selvsving i Sherman, og at der dermed bliver noget automatisk og anakronistisk over hele projektet. Fornemmelsen er der vedholdende, selvom man kunne argumentere for, at Sherman er mere aktuel end nogensinde, hvis man spejler hendes projekt i den fortøjningsløse leg med selvfremstillinger på vor tids digitale arenaer.

Men det er som om denne skøjten i tegnenes overflader hører til i det forrige århundredes – ganske vist nødvendige og frisættende – diskussion om originalitet og privilegeret essens. Er det ikke som om behovet i dag snarere er mere substans, mere materialitet, mere ‘autenticitet’?

Det skal dog ikke stå i vejen for en anbefaling om at tage til Museum Jorn for at se en billedmager i særklasse.