Dada-cabaret på ARKEN

6. september 2014

ARKEN barsler med samtids-cabaret, der vil genoplive ånden fra den tidlige avantgarde igennem atonale urtoner, absurd performance, lydkunst og lyrik.

Valby Vokalgruppe. Foto Nina Mouritzen

ARKEN barsler med samtids-cabaret, der vil genoplive ånden fra den tidlige avantgarde igennem atonale urtoner, absurd performance, lydkunst og lyrik.

Anti-autoritær, anti-hierakisk eller bare slet og ret anti! Sådan var Dada, da den som kunstnerisk bevægelse kom til verden i Cabaret Voltaire i Zürich. Her fandt kunstnere fra hele Europa sammen i skyggen af 1. verdenskrig. Med Hugo Ball som chefideolog og hyggepianist blev der danset og sunget, råbt, skreget og fremsagt absurde manifester, som det eneste meningsfulde svar på en meningsløs krig.

På Arken vil man med samtids-cabareten Dada i dag 11. september forsøge at genoplive ånden fra 1916, og give scene til vor egen tids dada – den kunst, der bryder med rationel meningsdannelse.

Aftenens brud på orden leveres blandt andet af kunstnerduoen Vinyl -terror & -horror, der i en live performance udfolder et skrattende lydunivers i samspil med gamle pladespillere, smækkende døre og røde biografsæder.

Programmet byder også på uropførelsen af et nyt værk fra det eksperimenterende band Valby Vokalgruppe, der med sine legesyge kakofonier og organiske stemmelege gør op med ideen om den banale ørehænger.

Performancekunstner Olof Olsson griber mikrofonen og taler til publikum i en helt ny lecture performance, hvor sprogets evne til at danne meningsfulde udsagn langsomt nedbrydes.

Den danske billedkunstner Cathrine Raben Davidsen bryder grænserne for sin maleriske praksis og iscenesætter et tableau af levende skulpturer, hvor teatralsk maskedans og rituelle undertoner løfter arven fra den tidlige avantgarde.

Kulturhistoriker Torben Sangild sætter den historiske ramme for aftenen med en talk, der introducerer historien om Cabaret Voltaire.

Digter og billedkunstner Morten Søkilde læser op af sine digte, der er inspireret af dadaistisk vrøvle-poesi, og som aftenens vært vil han på sin egen skæve vis lede slagets gang mens pianisten Kristian Jørgensen med sangerinde sørger for den helt rigtige cabaret-stemning.


Fakta

DADA I DAG

11 sep 2014

Morten Søkilde, Torben Sangild, Cathrine Raben Davidsen, Valby Vokalgruppe, Olof Olsson, Vinyl-terror & -horror

ARKEN Museum for Moderne Kunst Se kort og tider

Fakta

DADA I DAG Torsdag den 11. september kl. 17-22