Dagens Kunstværk – Hannah Toticki Anbert: Svaneskulptur af Susanne Ussing

Dagens kunstværk er en serie på Kunsten.nu, hvor vi beder kunstnere og kunstfaglige om at fremhæve et kunstværk, der har gjort særligt indtryk. Denne gang fortæller kunstner Hannah Toticki Anbert om imaginære kroppe og attitude i værket Svaneskulptur af Susanne Ussing.
I 2014 var der en stor retrospektiv udstilling med Susanne Ussing i Den Frie Udstillingsbygning. Her så Hannah Toticki Anbert for første gang værket Svaneskulptur, og tænkte: “Hvad er det der?!” På det tidspunkt havde Anbert to år tilbage af sin uddannelse på Det Kongelig Danske Kunstakademi og var i gang med at finde sit eget udtryk: “Hele udstillingen gjorde stort indtryk og var medvirkende til at forme mig som kunstner”, fortæller hun.

Værket er stort og råt, og havde et sanseligt førstehåndsindtryk på Anbert: “Der var synlige søm, en masse snore, træ og svanevingerne”. Værket er skulpturelt interessant, men har også en funktion: to mennesker kan ligge i den. Og dét var én af de ting, der fangede Anberts interesse:

“Det er en fortælling om en menneskelig transformation – et menneske der får svanevinger. Man kan næsten ikke undgå at se en krop for sig, når man kigger på værket. Værket har, så vidt jeg kan se ud fra billeddokumentationer, været i brug på børneudstillingen på Louisiana i 1978. Men for mig er det ikke så vigtigt, om man faktisk prøver den. Det er tanken om den kropslige interaktion, der interesserer mig eller forestillingen om at få vinger. Imaginære kroppe arbejder jeg også selv med”.

Susanne Ussing arbejdede med billedkunst, keramik og arkitektur, og meget af hendes kunst havde kroppens relation til rum i centrum. Det fornemmer man også i Svaneskulptur, og Anbert fortæller: “Værket er ikke nær så fascinerende i gengivelsen på fotografiet som i virkeligheden, da man ikke kan opfange den rumlige fornemmelse, som når man går rundt om og under det”.

Én af de kvaliteter Hannah Toticki Anbert også hæfter sig ved er, at de sanserum Ussing skabte, fungerer godt for folk, der ikke ved noget om kunst og kultur. Anbert tilføjer hertil, at Ussing ligeledes tog børn seriøst som kunstpublikum, hvilket var usædvanligt i 70’erne. Hun gjorde det uden at gå på kompromis med den æstetiske kvalitet.

Attitude

For Hannah Toticki Anbert var det lige så meget Susanne Ussings attitude, som værket og udstillingen i sig selv, der fangede hendes opmærksomhed og som har præget hendes egen kunstneriske praksis:

“Det var ikke så vigtigt, hvad konventionen var – hun gav ikke en fuck, som det hedder på godt nydansk. Den fornemmelse, jeg fik i udstillingen, var, at hun lavede, hvad hun havde lyst til, hvad der var meningsfuldt for hende, og så var det bare derud af. Både med vinduesudsmykninger på Strøget, som deltager i kvindeudstillingen på Charlottenborg i 1975 og med eksperimenterende arkitektoniske projekter og kunst”.

Ussings store spænd og kompromisløshed har for Anbert affødt ideen om at give sig selv lov til ikke at holde sig inden for en bestemt genre. Det har været med til at forme Anberts udtryk.

“Jeg ville ønske, at hun ikke var død for tidligt, så ville have jeg gerne have snakket med hende”, fortæller Anbert og fortsætter: “Hun er lidt en mytisk figur for mig, og med udgangspunkt i hendes værker, har jeg samtaler med hende. Det kan være en arbejdsmetode for mig at forestille mig, hvad kollager jeg af gode grunde ikke kan møde ville have sagt. Jeg forestiller mig Susanne Ussing i mit atelier. Hvad ville hun sige til et eller andet projekt, jeg var i gange med? For det meste siger hun: “Hvis det føles meningsfuldt, så fyr den af!”