Danmarks ældste museumsvægge til eftersyn

En alkymistisk brunfarve danner udgangspunkt for Marie Søndergaard Lolks maleriske intervention i Thorvaldsens Museum. Mødet mellem samtid og fortid er passende kontrastfyldt og egentligt med blik for stedets særpræg, men også noget tilbagetrukket og tavst.

Intervention i et klassisk museum
Thorvaldsens Museum ligger som bekendt solidt placeret på Slotsholmen midt i København, og dets form og indhold som mausoleum og museum for Berthel Thorvaldsen (1770-1844) er for det meste givet. Det er ikke et forventeligt sted for samtidsbaserede udstillinger. Her står tiden på bedste vis stille i en arkitektonisk helhed, hvor gulvenes mønstrede mosaikker, lofternes friser og de distinkte vægfarver sætter scenen for al den hvide marmor i kunstnerens værker.

Det er denne klassicistiske enhed, Marie Søndergaard Lolk træder ind i med udstillingen Template. Kunstneren har ikke ryddet rum i museet eller taget en særudstillingsafdeling i besiddelse, men intervenerer istedet selve den faste samling. I forløbet af små, karakteristiske rum, hver med én af Thorvaldsens skulpturer flankeret af mindre relieffer til siderne, indtræffer rum med usædvanligt indhold: Svært afkodelige og insisterende materielle objekter sat op, hvor de perfekte relieffer plejer at være.

Rummenes materialitet
Søndergaard Lolk tager her fat i museet materialitet: dets vægges beskaffenhed, rummenes små vinkler og farvelægning. Det sker igennem malede, flade værker opsat i de udvalgte rum. Det vil være lidt misvisende at kalde dem malerier, da der nærmere er tale om objekter med maling i sig selv.

De er ikke nemme at beskrive: flader påsmurt den for stedet typiske dodenkop-farve og hvid, med skarpe, filtrede kanter og mærker. Rundt om på fladerne viser skruehuller og aftryk, at andre dele har været der. Egentlige motiver eller genkendelige referencer er ikke til stede. Man kan måske ane elementer af interiører: gulve og vægge eller måske et par stolerygge bag en kant? I hvert fald ikke meget at bygge en fortælling op omkring.

Den stille forandring og en særlig brunfarve
Det handler i stedet om selve materialerne og det, som over tid foregår med dem. Særligt om de stedsspecifikke forhold i museets rum. Det sammensatte præg, hvor en masse arbejde med materialerne synes at have foregået, kan ses som en reference til museets 170-årige historie.

Selvom det ser så intakt og statisk ud, er sådan et hus i stadig materiel udvikling, både gennem materialernes egen forandring og de små detaljer, der ændres og tilføjes med årene: De fresco-malede vægge krakelerer og males op med en lignende, men ikke helt ens farve, noget har engang hængt et sted og efterladt aftryk og huller i væggen.

Et sted i et hjørne viser en tidligere undersøgelse foretaget af Nationalmuseets konservatorer ganske sigende de ganske forskellige nuancer af dodenkop-brun, der har farvet rummet gennem tiden.

Template udspiller sig specifikt i de rum, som er malet i den dunkelt brune dodenkop-farve. Denne farve, som menes frembragt gennem alkymisters forsøg med svovlsyre, vil genkendes af mange fra museets stille, lidt gammeldags tone, men er sjældent bemærket i sig selv og figurerer vist ikke blandt samtidens modefarver. Det er et hovedgreb ved udstillingen at highlighte denne upåagtede signaturfarve for museet.

Ikke-motiver i et figurativt museum
Kontrasten er stor mellem museets figurative og ikonisk genkendelige skulpturer og de nærmest formløse ikke-motiver i Søndergaard Lolks værker. Denne spænding gør udstillingen, trods dens afdæmpede præg, til en markant intervention i det gamle museum. Det virker særligt godt, når man går gennem rækken af rum og så overraskes af det både voldsomme og nænsomme brud med den klassicistiske helhed.

Spørgsmålet er så, hvor meget man får ud af at se nærmere på værkerne. Ud over de materielle referencer til den dominerende dodenkop-farve og rummenes overordnede karakteristika, er det ikke så meget, udstillingens værker gør, hverken af indtryk i sig selv eller som kommentarer til museets kontekst. Den indadvendte fokusering på de materielle detaljer i sig selv er et udmærket udgangspunkt, men et lidt beskedent mål. Særligt i usædvanlige og karakteristiske rammer som på Thorvaldsens Museum.

Selvom Thorvaldsens Museum i dag tager sig tilbagetrukket ud, var det oprindeligt en radikal nyskabelse som det første museum rettet mod folket. Dette demokratiske ideal fører den noget lukkede udstilling ikke videre ud i livet.