Dansk fotograf på prestigefuld FotoFest i Houston

Som en ud af blot 13 internationale kunstnere, udstiller den fynske fotograf Susanne Wellm i marts på FotoFest International Discoveries IV Exhibition i Houston, Texas.

Værk af Susanne Wellm: Hand and Rubberband, 2012. Foto: Susanne Wellm

Som en ud af blot 13 internationale kunstnere, udstiller den fynske fotograf Susanne Wellm i marts på FotoFest International Discoveries IV Exhibition i Houston, Texas.


info


I efteråret 2012 fik den danske fotograf Susanne Wellm overrakt FotoTriennale.dk-prisen 2012 af Museet for Fotokunst.
Siden da har dørene åbnet sig yderligere og fra 21. marts udstiller den 47-årige odenseaner på FotoFest International Discoveries IV Exhibition – Discoveries around the world i Houston.

Derudover er Susanne Wellm også aktuel med udstillinger i indlandet. I øjeblikket kan hendes værker ses i Galleri Tom Christoffersen og hos Entrégalleriet på Det Nationale Fotomuseum på Den Sorte Diamant.

Til efteråret venter en udstilling hos Blue Gallery, Portland, USA, og senere følger en udstilling i FotografieForumFrankfurt.

“Mine billeder bevæger sig i krydsfeltet mellem virkelighed og fiktion. Jeg benytter mig både af det fotografiske og grafiske medie til at skabe mine fortællinger. Udgangspunktet er egen identitet og erindring, men det er sammensætningen af billeder, der interesserer mig.

De er ikke konkret aflæselige og fremtvinger en åben fortælling. Jeg prøver at skubbe til fantasien og måske starte en indre film. Det usikre element; hvad er det jeg ser, hvorfor denne sammenstilling af billeder, og hvis erindring er det?,” fortæller fotografen om sin metode i en pressemeddelelse.


Fakta

Fakta

Den fynske FotoTriennale arrangerer, udover udstillinger og den årlige prisoverrækkelse, også det populære Meeting Place, hvor fotografer fra hele verden præsenterer deres billeder for danske og internationale kuratorer.

Meeting Place er ikke blot en måde for fotografer at få vurderet deres arbejde af professionelle, men også en mulighed for at skabe kontakter til både kolleger og udstillingssteder over hele verden.

Og det er dette, der for Susanne Wellm har betydet, at hendes fotografier nu bliver bemærket både herhjemme og internationalt.